Filmmusikkens usynlige ører

Foto: pixabay.com

Lyden spiller en kæmpe rolle i en films endelige udtryk, men befinder sig sjældent i spotlightet. Som tonemester og lyddesigner har Peter Albrechtsen været med til at udvælge den helt rigtige lyd til film som ”Idealisten”, ”Antichrist” og ”Mænd der hader kvinder”. Men hans hårde arbejde skal helst være usynligt. Lyden skal snige sig ind ad bagdøren og påvirke os i underbevidstheden – ellers er det ikke godt nok.

Det skal være gennemsigtigt og luftigt. Have plads i sig. Man skal kunne mærke nærværet med personerne, høre deres replikker og følge fortællingen – og samtidig skal det være inspirerende, dragende og have personlighed. Sådan er det med filmmusik.

Peter Albrechtsen stiller høje krav til den lyd og musik, der er med til at bære en films fortælling fremad. Han er uddannet tonemester fra Den Danske Filmskole, men kalder helst sig selv for lyddesigner, fordi han ofte udfylder flere roller, når lyden skal i kassen på et filmprojekt.

Lyden har fat i noget nærmest dyrisk og basalt nede i vores underbevidsthed. Vi bliver påvirket meget følelsesmæssigt uden at være bevidst om det.

Også instruktøren, klipperen, komponisten og musiksupervisoren har stor indflydelse på, hvilke toner der ender på det store lærred, men tonemesteren arbejder normalt med hele lydsiden. Han sørger for, at det er lavet ordentligt i sidste ende. Nogle tonemestre holder sig til lydnørderiet, men Peter Albrechtsen forsøger altid at arbejde tæt sammen med alle kollegerne og allerede komme med på holdet, når manuskriptet skrives.

”At være en del af processen tidligt betyder, at instruktøren også bruger ørerne, når han eller hun finder ud af, hvordan historien skal fortælles og iscenesættes. Jeg prøver generelt at plædere for, at lydprocessen starter tidligere,” siger han.

Den normale proces for produktionen af en film er ellers som følger: Først laver man manuskriptet, så filmer man, derefter klipper man – og herefter bliver der lavet lyd og komponeret musik. Til sidst bliver filmen mixet, som betyder, at alle de forskellige lydspor tilpasses hinanden.

Lyden sniger sig ind ad bagdøren

Lydsiden til en film dækker både over lyd og musik, men de to ting hænger tæt sammen. Det hele skal helst smelte sammen i ét udtryk. Lydene i en film kredser om karaktererne. Dialogen, atmosfærelydene i rummet omkring dem og lyden af det, de gør. Det sidste kaldes foley og kan være lyden af en knitrende læderjakke eller en klaskende lussing. Den slags laves af en foley-artist, men Peter Albrechtsen er som regel også involveret. Og han understreger, at lydene er virkelig vigtige for en films fortælling.

”Lyd taler meget til underbevidstheden. Walter Merch, en amerikansk lyddesigner fra 70’erne, har sagt: Billederne banker på fordøren og lyden sniger sig ind ad bagdøren. Lyden har fat i noget nærmest dyrisk og basalt nede i vores underbevidsthed. Vi bliver påvirket meget følelsesmæssigt uden at være bevidst om det.”

Derfor er lydeffekterne ikke bare sat ind her og der. Faktisk griber man det meget musikalsk an. Der skal være rytme, stemning og følelse i lydene, så de efterfølgende kan smelte sammen med den egentlige underlægningsmusik.

”Jeg tænker i virkeligheden lydsiden som en sang, et nummer, en komposition. For eksempel i en almindelig scene, hvor to mennesker sidder og snakker sammen i et rum. Her siger den ene en sætning, så kører der en bil forbi udenfor. Bagefter siger modparten en sætning, så er en der en fugl, der pipper. På den måde kan der opstå rytmer.”

Med det detaljefokus tager det utrolig lang tid at lave lyd på film. Peter Albrechtsen er normalt tilknyttet et filmprojekt  i 3 måneder, hvor han arbejder minimum fuld tid med en til to assistenter. Men han vil helst ikke have, at der i sidste ende lægges mærke til alt det hårde arbejde.

”Det er virkelig den mest usynlige del af filmen. Jo mere folk bliver draget ind i fortællingen og ikke bemærker, hvor meget de bliver manipuleret med – jo bedre er det!”

Ikonisk filmmusik

I den Oscar-vindende spillefilm ”The Revenant” kan man tydeligt høre, hvordan lyd og musik smelter sammen. Lyddesigneren fandt en masse atmosfærelyde fra optagelserne og gav dem til komponisten, som så kunne arbejde ud fra dem.

”Der er et lag af lyd igennem filmen, som er i gråzonen mellem musik og lyddesign, og det giver den film en helt speciel karakter.”

Men filmmusikken kan også være mere markant og have sin egen personlighed. Igen handler det om at tænke musikken med ind i fortællingen så tidligt som muligt. For Peter Albrechtsen er samarbejdet mellem filmkomponisten Ennio Morricone og instruktøren Sergio Leone et overvældende godt eksempel. Morricone skrev musikken til ”Once Upon a Time in the West”, før filmoptagelserne begyndte, og det gav et særligt resultat.

”Der er en fantastisk scene, hvor Claudia Cardinale ankommer til en togstation i en lille by. Kameraet følger hende, og når musikken bliver mere symfonisk, løfter kameraet sig op. Kamerabevægelsen følger simpelthen melodien. Jo større musikken bliver, jo mere løfter vi os op og får et view ud over byen. Det er et ikonisk moment i filmmusikkens historie!”

Løfter følelserne videre

Der er generelt kommet en bølge af filmmusik, som ikke er bange for at have personlighed. Det kommer efter en årrække, hvor der ifølge Peter Albrechtsen har været en tendens til at bruge musikken som tapet. I ”There Will Be Blood” bruges der for eksempel atonal strygermusik, som skaber en helt speciel lydkulisse. Det atonale betyder, at forskellige toner spilles samtidig, selvom de ikke passer sammen i klassisk forstand.

”I en scene, hvor de borer efter olie og der pludselig opstår brand, bruger de den her atonale strygermusik, så den nærmest bliver en stemme i sig selv. Og så kommer der en lang sekvens, hvor musikken fuldstændig sætter filmens rytme. Den har en voldsomhed og personlighed, så den ikke bare understøtter billederne, men viser os det drama, der foregår inde i hovedpersonens hoved.”

Dog kan musikken også ramme helt forkert og komme til at virke påduttende. Peter Albrechtsen kommer straks til at tænke på Clint Eastwood, når han skal nævne et eksempel.

”Det er som om, at musikken altid kommer, før momentet er opstået. Jeg kan virkelig ikke lide musik, der kommer ind og fortæller mig, hvad jeg skal føle. Jeg ville sikkert kunne lide hans film meget bedre, hvis han flyttede alt musikken 30 sekunder.”

Dermed handler filmmusik også rigtig meget om noget så simpelt som timing – eller helt at udelade underlægningsmusik. Stilheden kan skabe en anden type intensitet, som det er tilfældet i ”Amour”, hvor der kun er musik, hvis karaktererne selv lytter til det. Altså er det vigtigt at gøre sig klart, hvad musikken reelt bidrager med, hvis den skal spille en fremtrædende rolle. Peter Albrechtsen er ikke i tvivl, om hvornår det for alvor fungerer.

”Musikken skal tage dig med på en rejse. Det er fantastisk, når jeg begynder at føle noget i en film, og musikken så kommer ind og løfter de følelser videre. Det er dér, filmmusikken bliver stærkest,” siger han.

 

More from Camilla Pipaluk Skovgaard

Filmmusikkens usynlige ører

Lyden spiller en kæmpe rolle i en films endelige udtryk, men befinder...
Læs mere