Kun en kvinde

Fra venstre: Kirsten Brosbøl, Ida Auken, Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager, fotos: ft.dk, Steen Brogaard, Trine Søndergaard

“På de fleste fotos storsmiler [hun], mens man på et enkelt kan se den indflydelsesrige kvinde med benene godt spredt og klar til en solid ridetur.”

“[hun] henter selv sine to gæster […] og så står hun der midt i rummet og fylder det ud. Øjnene smiler, håndtrykket er på samme tid blødt og fast, ligesom hendes gang er det hen ad gangen tilbage til kontoret med gæsterne. Hun dufter svagt af babypudder, og den grå nederdel og jakken sidder som limet på. Effektiv, sikker og i kontrol.”

“Lige nu stråler hun dog om kap med morgensolen i Camp Bastion. […] Solbriller i panden, håret i en hestehale, sandfarvede ørkenstøvler, kakibukser og en kort jakke. Åleslank.”

Tre forskellige eksempler, tre forskellige medier, tre forskellige kvinder. Men ikke hvilke som helst kvinder, og heller ikke hverken (undertøjs-)modeller, værtinder eller andre, med hvem man kan forvente et intimt forhold. Men derimod politikere – ministre for at være helt præcis. Forhenværende miljøminister Kirsten Brosbøl, ditto statsminister Helle Thorning-Schmidt og økonomiminister- og indenrigsminister Margrethe Vestager. Det er tre eksalterede eksempler, men de er desværre langt fra exceptionelle.

Et nyt speciale fra Aarhus Universitet viser nemlig, at omtaler, kommentarer eller beskrivelser af kvindelige ministres køn eller udseende er langt hyppigere, end det er tilfældet for deres mandlige kolleger.

artikel_maend_kvinder_total
I en analyse af 398 artikler med et udpræget personfokus i deres tid som ministre, viser Steffensens analyse, at kvindelige ministres køn markeres hyppigere end mandlige ministres.

I en omfattende optælling af artikler i udvalgte danske medier, som Cecile Bonderup Steffensen, cand.soc, har foretaget står det klart, at ministres udseende nævnes, kommenteres eller beskrives i godt 25 % af alle artikler. I artikler der handler om mandlige ministre optræder udseendet i 15 %, men for de kvindelige ministre er det tilfældet for hele 35 %.

For mange er det her forudsigelige resultater, men ikke desto mindre lige forargelige, og undertegnede skribent har fået nytårets lovprisninger af den danske ligestilling galt i halsen flere gange i læsningen af undersøgelsen.

Sladderblade og ‘seriøse’ aviser

At Se og Hør går under bæltestedet i beskrivelsen af en ny miljøminister er måske ikke opsigtsvækkende, men det er imidlertidig faktummet, at overrepræsentationen af kvindelige ministres udseende optræder hyppigere i alle medier, inklusiv de store omnibusaviser. Faktisk viser Steffensens speciale en tendens til, at netop store landsdækkende aviser er de værste til at bruge udseende- og kønsmarkeringer i artikler om kvindelige ministre.

I et land, der netop har kanoniseret ligestilling mellem kønnene, falder det én for brystet, at der skal være en så signifikant forskel på fremstillingen af ministrene afhængig af deres køn, for som Steffensen skriver, er vi i en situation, hvor “mandlige og kvindelige ministre har så meget til fælles, at der i udgangspunktet ikke er nogen grund til at behandle dem forskelligt.”

I sin undersøgelse har Cecilie Bonderup Steffensen analyseret artikler fra seks danske medier, Politiken, Jyllands-Posten, B.T., Ekstra Bladet, Se og Hør samt Billed Bladet. Hun har kun kigget på artikler, der er blevet skrevet i løbet af politikerens tid som minister og kun artikler, som i udpræget grad havde et personfokus. Artikler, hvor ministeren blot udtaler som om enkeltsager ol. er således ikke medtaget i specialet. Endvidere er en lang række artikler sorteret fra, herunder læserbreve, satire og “kendis-artikler”, der eksempelvis udelukkende fokuserede på udseendet på en rød løber. Denne sortering gav hende i alt 398 artikler, og i det materiale viste der sig tendensen, at udseendemarkeringer optræder i 25 % af artiklerne, uanset køn, og altså langt hyppigere i tilfældet kvindelige ministre.

artikel_mediegrupper
Steffensen har undersøgt seks forskellige medier, og tendensen er gennemgående for dem alle. Værst er imidlertidig BT og Ekstra Bladet.

Pervers, plat og patroniserende

Konklusionen er lige så forudsigelig, som den er deprimerende: Der er en signifikant tendens til, at der både på de indholdsmæssige og kvantitative parametre er stor forskel på mediernes behandling af mandlige og kvindelige ministre. Jeg har brugt lang (liberale optimister vil sikkert mene for lang) tid på KUA på at studere og analysere magtstrategier og forskellige måder, hvorpå man gennem sproget kan lære udvalgte grupper at kende deres plads. Og det er svært at se resultaterne af denne undersøgelse som noget markant anderledes end netop en magtstrategi, der går ud på at hævde nogen over nogen andre: Journalistiske produkter, der – tilsigtet eller ubevidst – har en underliggende agenda, der går ud på at sige “Jaja, minister bevares, men stadig kun en kvinde.” Strategier, der endnu engang understreger, at det “normale” inden for det politiske felt er en hvid mand, og at den kvindelige politiker, endsige minister, derfor altid allerede er den “underlige anden”, som endnu ikke har tilkæmpet sig de samme rettigheder og den samme plads i hierakiet – og som måske endda ikke engang har fortjent den?

Modargumenterne, der i en kønsdebat ville blive slynget ud mod disse, ville ganske givet lyde noget a lá, “slap dog af, det er jo bare for sjov”, eller “det er jo bare sprog, det betyder jo ingenting”. Og hvor dejligt det end måtte være at leve i en verden baseret på et fundament at naive og utopiske forestillinger, så kan jeg ikke sige andet end dette: Sprog er magt. Og den som har retten til at tale, og i dette tilfælde skrive, og den, hvis ord bliver hørt og læst, er også den, der har magten. Og netop derfor er der grund til – også i 2016 og også med eksempler på det modsatte – at hidse sig op og lade sig forarge over, at journalister i dagens mediedanmark slynger – og får lov til at slynge – om sig med perverse, platte og patroniserende metaforer. Den redaktør, der siger: “Hey, hvad med lidt stemning? Lidt billedsprog?” er mindst lige så skyldig i dette som den underlødige Se og hør-“journalist”, der forfattede “[…] den indflydelsesrige kvinde med benene godt spredt og klar til en solid ridetur.” 

Karrieremænd og 13-tals fyre

Men undersøgelsen stopper ikke her. Den viser nemlig, at ikke bare er danske journalister eksperter i kønsfikseret billedsprog, de er også mestre i at reproducere stereotyper, som om verden ikke havde nok af disse.

Et eksempel viser fx, hvordan Jyllands-Posten kalder forhenværende statsminister Helle Thorning Schmidt for både “13-talspige” og “unge tjekkede karrierekvinde”, hvor der ikke i én eneste af de over 200 artikler om de mandlige ministre optræder lignende beskrivelser af dem som karrieremænd eller 13-talsmænd, “selvom”, som Steffensen bemærker “vi må gå ud fra, at de er lige så ambitiøse som deres kvindelige kolleger, siden begge grupper er endt i toppen af dansk politik.”

De mandlige ministre ser sig dog imidlertid ikke helt fri fra de stereotype metaforer og optræder – i de betragtelig færre artikler med kønsmarkeringer – i sammenhæng med ord som “Styrmand”, “Bykonge” og “Gentleman”.

Metaforer, ja, klicheer, der måske er trættende, men unægtelig ikke lige så grænseoverskridende, som man må mene at artikler som “Babes på Borgen”, hvor “Smækre Sofie” optræder (om tidligere Uddannelses- og forskningsminister, Sofie Carsten Nielsen) eller som forhenværende miljøminister Ida Auken, om hvem vi kunne læse “Alle vil i seng med Ida,” og høre den politiske situation beskrevet som, at “[både] højrefløjen og venstrefløjen i SF [bager] voldsomt på Ida Auken.” Dårlig opmærksomhed er bedre end ingen, var det ikke sådan?

Foruden det faktum, at det i sig selv er slemt nok at forfalde til platte metaforer, der mest af alt minder om locker room talk, som en prominent mandschauvinist affejede det som i det forgangne år, er det også et spørgsmål om at grave ligestillingsgrøften dybere. For som undersøgelsen viser, er der endnu forskel på, hvordan man bliver behandlet alt efter ens biologiske udformning. Også det problem påpeger Karen Dich:

“Der lader til at være en kulturel diskrepans mellem at være smuk og være klog. Hvis man er FOR smuk, så kan man godt droppe at blive taget alvorligt, hvis man vil sige kloge ting, så skal man helst være grim eller gammel – i hvert fald ikke en man(d) gerne vil kneppe.”

Og hvorfor bliver vi egentlig så sure over det, os skidesure feminister? Hvorfor kan vi ikke bare smile af, at mænd synes vi er lækre; hvorfor kan vi ikke tage en kompliment?

“Problemet er jo ikke, at kvinder ikke gerne vil være lækre, eller have at vide, at vi er det. Problemet er, at vores udseende altid kommer først. At vi altid først og fremmest skal være smukke, velplejede, veltrimmede, etc., før vi kan begynde at tale om, at vi er kloge, dygtige til vores job  – eller udygtige for den sags skyld, det er bare som om det er værre at være grim end at være dårlige til vores job,” siger Karen Dich, der foruden at være kvinde er ivrig debattør i kønsdiskussionen. Hun tilføjer:

“Det er stadigvæk den fremmeste kvindelige imperativ, at vi skal være smukke. For mænd er det at se ud mindre væsentligt, end hvad de kan, ikke uvæsentligt, men mindre væsentligt.”

Tilbage er der vist ikke andet at sige end dette: I morgen er også en dejlig dag at smadre patriarkatet!

More from Camilla Zuleger

Forfatterpar: Sartre og Beauvoir

Netudgaven kigger i en serie af artikler nærmere på nogle af litteraturhistoriens...
Læs mere