Når den kritiske vagthund bliver magthavernes forlængede tunge

En fejlbehæftet artikel fra BT om indvandrere på kontanthjælp illustrerer, at det er problematisk når magthavere fodrer journalister med tal, som journalisterne helt og aldeles undlader at forholde sig kritisk til. Netudgaven har set på materialet bag artiklen og bringer her historien om en artikel, som først vakte forargelse på grund af det, den beskrev – og som sidenhen vakte forargelse på grund af dens alternative omgang med tal.

Den 31. december bringer BT en tal-tung nyhedshistorie om indvandrere i kontanthjælpssystemet. Nyhederne er dårlige: ”Indvandrere hænger fast i kontanthjælp,” lyder overskriften i den trykte udgave af avisen og klikker man på web-udgaven af artiklen er overskriften yderligere skærpet og indeholder nu et citat fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen: ”Indvandrere på kontanthjælp chokerer: ’Det er helt vanvittige tal – det er en katastrofe!’

Artiklen peger på en række konkrete tal. For det første en ny opgørelse, der ifølge artiklen viser, at ”indvandrere hænger fast i kontanthjælpssystemet i meget længere tid end andre.” For det andet en beskrivelse af, at mens det samlede antal af mennesker i kontanthjælpssystemet er ”faldet brat” fra 2013 til 2015, er udviklingen for indvandrere gået den stik modsatte vej. Ergo: Mens antallet af danskere i systemet er skrumpet gevaldigt, er der kommet langt flere indvandrere til. Og for det tredje en påpegning af, at antallet af indvandrere på kontanthjælp er steget fra ca. 29.000 i 2011 til ca. 52.000 i 2016.

Slutteligt forholder beskæftigelsesministeren sig til udviklingen. Det er her, han siger det, overskriften citerer ham for, nemlig at det er helt vanvittige tal – en katastrofe. Han peger på regeringens nyligt indførte stramninger, dvs. kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen, og fremhæver dem som den rigtige vej at gå. ”Det er nogle af de instrumenter, der skal til at for at få folk ud på arbejdsmarkedet”, siger han. Ingen andre kilder kommer til orde i artiklen.

Bedømt ud fra tallene alene ville det have været en bedre historie at sammenligne københavnere med aalborgensere

Som læser efterlades man ikke med megen tvivl: Der er store problemer med indvandrere i systemet, og der er behov for den type af stramninger, som regeringen allerede har gennemført.

Men når man gransker det talmateriale fra Beskæftigelsesministeriet som artiklen bygger på, kan man konstatere, at den rummer nogle problemer. Lad mig her tage fat på et udvalg af disse:

Både tal og tekst fra Beskæftigelsesministeriet fremhæver ganske vist, at der er færre fra den opgjorte gruppe af danskere, der stadig er på kontanthjælp efter to år, end tilfældet er for gruppen af indvandrere fra ikke-vestlige lande. Men forskellen er relativt begrænset. Mens 64 ud af 100 fra den førstnævnte gruppe stadig er i systemet efter to år, gør det samme sig gældende for 72 ud af 100 fra den sidstnævnte gruppe. Der er dermed tale om en forskel på 8 procentpoint.

Bedømt ud fra tallene alene ville det have været en bedre historie at sammenligne københavnere med aalborgensere – for mens 60 procent af de københavnske kontanthjælpsmodtagere ifølge materialet fra Beskæftigelsesministeriet er i systemet efter to år gør det samme sig gældende for 71 procent aalborgensere. Her er, trods alt, tale om en forskel på 11 procentpoint. Man kan spørge, om forskellen på de 8 procentpoint retfærdiggør udsagn som at ”indvandrere hænger fast i kontanthjælpssystemet meget længere tid end andre” og overskriftens brug af ord som ”chokerer”, ”katastrofe” og ”vanvittige tal”.

I artiklens anden fase går det imidlertid for alvor galt. Det er her den påstår at det samlede antal af kontanthjælpsmodtagere er ”faldet brat” fra 145.000 i 2013 til 108.000 i 2015: ”Men man skal lægge mærke til, at hele faldet er sket for gruppen af danskere på kontanthjælp. For indvandrere er udviklingen gået den stik modsatte vej.”

Artiklen optegner her, ved hjælp af hårde facts, et billede af to grupper, der bevæger sig ad modsatrettede veje. Det er os og dem. Vi, der bevæger os ud på arbejdsmarkedet og de, der drages imod de sociale systemer. De arbejdsomme og de arbejdssky. Og det er en beskrivelse, der i de følgende dage blandt andet bliver gengivet i en blog på berlingske.dk.

Men den virkelighed BT her beskriver, findes ikke. Der sker ikke noget ”markant fald” fra 2013 til 2015. Som jeg fik lejligheden til at slå fast i DR-programmet Detektor er det, der sker, at ydelsen til de under 30-årige kontanthjælpsmodtagere i 2014 ændrer navn, således at de nu får uddannelseshjælp.

For at få et ”markant fald” i det samlede antal af kontanthjælpsmodtagere sammenligner BT dermed hele gruppen af kontanthjælpsmodtagere i 2013 med gruppen af over 30-årige kontanthjælpsmodtagere i 2015. Tæller man gruppen af yngre mennesker med, som man naturligvis bør gøre når man ønsker at skitsere en udvikling over tid, får man ikke noget markant fald fra 2013 til 2015. Man får tværtimod en stigning.

Beskrivelsen af, at der sker et klart fald i det samlede antal af mennesker i systemet, samtidig med at antallet af indvandrere er steget eksplosivt, er altså slet og ret forkert. Den er fiktion. Man kan ikke tolke udviklingen på den måde.

Min første tanke da jeg stødte på artiklen, var, at der her måtte være tale om en klar, men ærlig fejl fra en journalist, der ikke kender sit genstandsfelt godt nok og som havde glemt at få gruppen af de under 30-årige med, da han hentede tallene.

I den sidste og tredje del af artiklen, hvor artiklen fremlægger tal for udviklingen af antallet af indvandrere på kontanthjælp, kan journalisten så til gengæld godt finde ud af at kigge under tallet for det samlede antal af personer i systemet. Dermed skrives det sammenlagte antal af indvandrere på kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse ind i en sammenhæng, hvor det sættes op over for det samlede antal af personer på blot én af disse ydelser – nemlig kontanthjælpen. Gruppen af indvandrere kommer dermed til at fremstå som uforholdsmæssig stor.

Da Detektor forelagde BT noget af denne kritik, svarede deres redaktionschef via mail. Her trak han en smule i land, men forsvarede avisens vinkling af historien. Blandt andet skrev han, at:

… ”[v]ores vinkel i artiklen er, at indvandrere med ikke-vestlig baggrund i stor stil hænger fast i kontanthjælp. Den vinkel er fuldstændig korrekt, og bliver underbygget af tal samt citater fra beskæftigelsesministeren. Vi burde dog tydeligere have beskrevet, hvilke former for ydelser, vi sammenligner i artiklen.”

Der er noget målet-helliger-midlet-tænkning over dette svar, der på den ene side erkender, at der mangler nogle mellemregninger, men på den anden side neddysser betydningen heraf, fordi den overordnede historie er rigtig: Indvandrere er jo et problem.

Reaktionen på artiklen fra avisens mere end 342.000 følgere på Facebook lod da heller ikke vente på sig. Og blandt de mange kommentarer, artiklen medførte på BT’s facebookprofil, er langt hovedparten stærkt kritiske over for indvandrere. Om eftermiddagen den 1. januar, da lugten af nytårskrudt så småt var lettet fra landets gader, havde to kommentarer skilt sig ud som de mest populære med hver flere hundrede likes.

Dels en kommentar fra Frank, som blandt andet skriver om uduelige politikere, der ”bare sidder på deres hænder og lader stå til, og som ikke har fået sat en stopper for græshoppesværmen for længe siden”. Dels en kommentar fra Eva, som, henvendt til landets politikere, skriver at ”I er så gode til at stille krav til danskere, så kan det da ikke være så svært at gøre med indvandrere!”.

For mig at se er artiklen et eksempel på noget, som bør indgyde en gysende følelse af ubehag i maven på demokratisk sindede borgere. Hvor magthavere på den ene side sender notater og tal-opgørelser ud til pressen, som helt åbenlyst er udformede og vinklede for at anråbe lige netop de problemer, som passer til de løsninger, magthaverne gerne vil benytte.

Og hvor repræsentanter for pressen på den anden side groft forsømmer deres rolle som kritisk vagthund og ligefrem forstørrer de problemer op, som magthaverne skitserer, før de viderebringes til folket som hårde, fakta-baserede sandheder. Akkompagneret af ord som ”chokerer”, ”katastrofe” og ”vanvittigt”.

Hvor vagthunden, så at sige, reducerer sig selv til nikkedukke.

Måske på grund af generel travlhed og øget konkurrence i en presset branche. Måske på grund af inkompetence. Eller måske fordi magthavernes interesse i at sælge en politik, der strammer vilkårene for nogle grupper, af og til er sammenfaldende med avisens interesse i at levere salgbare forargelseshistorier til sit forvænte og talstærke publikum.

Årsagen ufortalt er resultatet ubehageligt. En tandembevægelse, hvor aviser sælges og politik blåstemples – og hvor regningen betales af en udsat befolkningsgruppe, der groft udskammes.

På et for tyndt grundlag. Sådan gøder man jorden for yderligere stramninger.

More from Mathias Herup Nielsen

Ikke alt, der tæller, kan tælles

En telemarketingsmedarbejders bekendelser om New Public Management. (mere…)
Læs mere