Under radaren: Vain

Forsangeren Davy Vain. Photocredits: Island Records.

Hvis man skulle lave en matrix med høj- og lavkultur inden for rockmusik, så ville den genre man kalder sleaze rock eller glam metal nok af de fleste smagsdommere blive sat i den lave ende. Genren er især forbundet med de bands som opstod omkring Sunset Strip i Los Angeles i 1980’erne. Mötley Crüe , Ratt, L.A. Guns og Guns ’N’ Roses er et par af de store navne i genren. Og disse bands har solgt stakkevis af plader og spiller stadig den dag i dag udsolgte koncerter for meget dedikerede fans, men musiksnobberne deltager ikke i festen. Og det er lige præcis nøgleordet for den slags rock: fest.

Den slags band er Vain også. Sømmet er jokket helt i bund og sangene er spillet med højt hår og med pikken godt placeret i et par stramme læderbukser, og handler ofte om motorcykler, damer og andre macho-emner. Sangene er dog også tit skåret over den samme skabelon, så man må trods alt give folkene i de musikalske elfenbenstårn ret i, at det er ikke den dybe tallerken disse bands har opfundet. Væk er tidligere årtiers følsomhed, og i stedet er der godt med guitarsoloer, lige-ud-ad-landevejen rock og selvfølgelig en kærlighedserklæring i form af den fuldstændigt gennemførte 80’er-ballade “Without You”.

Bandet blev startet i 1986 af forsanger Davy Vain. Den oprindelige besætning talte desuden guitaristerne Jamie Scott og Danny West, bassisten Ashley Mitchell og trommeslageren Tom Rickard.

Undertegnede som puddelrocker

Det originale line-up til No Respect. Photocredits: Island Records.
Det originale line-up til No Respect. Photocredits: Island Records.

For nylig sad undertegnede på en bar i København med en håndfuld venner og bekendte som spiller i et indierockband. Jeg nævner ingen navne. Jeg kender nogle af dem fra gymnasietiden, og den ene fortæller mig så at de kaldte mig puddelrockeren dengang. Jeg var godt klar over at mit lange hår og den slidte læderjakke havde givet mig tilnavnet rock-Emil, men den anden havde jeg ikke hørt før. I gamle dage ville jeg nok have gjort alt muligt for at komme af med det navn igen. Som alle teenagere gik jeg jo frygteligt meget op i at kunne lide det rigtige musik, og 1980’ernes rock var slet ikke dybt og intellektuelt nok til mig dengang. Set i bakspejlet var jeg jo nok lidt prætentiøs.

Men altså, selvom min forkærlighed for ’den rigtige musik’ var oprigtig nok, så kunne jeg åbenbart ikke narre førnævnte venner, som tilsyneladende havde gennemskuet mine guilty pleasures. Efterhånden som jeg er blevet ældre, har jeg dog lært at omfavne dem. Det ene behøver jo som bekendt ikke at udelukke det andet.

Da jeg i sin tid tabte mit hjerte til rockmusikken, var det naturligvis først og fremmest musikken, som jeg kunne lide at få ind i mine ører. Men stærkt i hælene på musikken var selve livsstilen. Klichéen om sex, drugs & rock’n’roll. Festen virkede simpelthen sjovere ovre hos rockfolket. Og glam metallen så ud til at have den sjoveste af festerne.

En modreaktion på 1960’erne og 1970’erne

I 1980’erne var det indenfor både mode, musik, film osv. en form for opgør med de seneste to årtier, hvor kunsten skulle mene alt muligt om samfundet og mennesket. I 1980’erne ville man have det sjovt. Og den tendens blev tydelig i glam metallen, som ofte var støvsuget for politiske eller poetiske tendenser, men til gengæld blot handlede om at drikke en flaske Jack Daniels og køre en Harley Davidson igennem en hotellobby.

I nedenstående tekst fra sangen ’Aces’ fra Vains debutalbum No Respect fra 1989 er der dog ingen motorcykler, men her illustreres den poetiske dybde, eller rette mangel på samme, tydeligt.

‘I’m holding all the aces in my hands that’s right / I see your poker faces / I’m a bad motherfucker tonight / I’m holding all the aces in my hands that’s right / I see your poker faces stop me stop me tonight / When you’re holding all the aces / When you’re holding all the aces.’

I en artikel i Classic Rock Magazine fra 2005 har Davy Vain udtalt følgende om indspilningerne af No Respect på Island Records:

“Da vi fik kontrakten, sagde jeg til selskabets næstøverste leder, at vi ville lave et rigtig råt og sultent album. Til det svarede han: ‘Godt, fordi vi vil ikke have jer til at lyde som det største band i verden, det har vi allerede, og det hedder U2. Vi vil have jer til at gå ind i studiet og lyde unge, sultne og på røven. Som fyre der ikke vil lave andet end at spille musik og have sex.’”

Ovenstående citat indkapsler på fornemmeste vis, hvad der er så smukt ved denne del af rockmusikken. Den taler til vores reptilhjerne og vores indre trang til at feste ubekymret som var det vores sidste dag på planeten. No Respect peakede som en beskeden nummer 154 på hitlisterne.

Bandet eksisterer stadig den dag i dag, dog med lidt ændringer i besætningen. Deres syvende album er efter en del forsinkelser blevet sat til udgivelse i februar 2017. Vain turnerer stadig og spiller for et dedikeret publikum, men det står stadig som et mysterium, hvorfor bandets store gennembrud udeblev, når de var fuldt ud på højde med andre succesfulde bands i genren.

More from Emil Vendelbo Johansen

Redaktørens spådom: Phil Collins på Orange Scene

Sommerens festivaler er så begyndt at åbne op for hvilke navne der...
Læs mere