Party on, Wayne! Party on, Garth!

En af de mest kendte filmscener fra 1990'erne. Foto: Paramount Pictures.

I Aurora, Illinois, blev verden for 25 år siden for første gang bekendt med de to lidt kiksede, lidt nørdede, lidt uambitiøse, lidt taberagtige, lidt underlige, og meget heavy metal-elskende fyre Wayne Campbell og Garth Algar, der fra Waynes forældres kælder sender det mærkværdige program ”Wayne’s World” på en lille lokal tv-station i en forstad til Chicago. Det lyder, når man sætter det op på denne måde, ikke som noget, der burde være synderligt interessant.

Men det blev det. Filmen Wayne’s World indtjente mere end 180 millioner dollars, hvilket for 25 år siden ikke var lig med en fodboldspillers årsløn, men derimod ualmindeligt mange penge.

No Stairway?

For at forstå, hvorfor Wayne’s World blev så stor en succes, som den blev, må man først og fremmest forstå den tid, den er lavet i. 1980’erne var overstået, og med det var Reagan, det moralske flertal og yuppierne så småt blevet lagt i graven. Hippierne var blevet gamle, og deres børn var nu de unge, der specielt i denne tid omfavnede den hårde rock og en ungdomskultur, der identificerede sig lige så meget med Beavis & Butthead som med politik. Det nye oprør var mere personligt, mindre fællesskabsorienteret.

Man behøver bare at se på de to hovedpersoner, Wayne og Garth, for at få et rammende billede på tiden. Den står på langt hår, knæhullede bukser, band-t-shirts og skovmandsskjorter. Med afsæt i hovedpersonernes passion for hård rock, kan man ud fra dette tidsbillede regne sig frem til, at filmen foregår i tiden mellem Guns N’ Roses’ storhedstid og Nirvanas ditto. Efter Axl Rose droppede de stramme læderbukser, og inden Kurt Cobain blev narkoman. Efter at yuppierne ville have solgt deres sjæl til højestbydende, og inden Liam Gallagher spurgte; “Is it worth the aggravation to find yourself a job, when there is nothing worth working for?”

Og her er Wayne’s World langt mere Kurt og Liam, end de er Axl og yuppier. De er de tilfredse tabere, og ikke de aggressive materialister. De er vidunderligt uambitiøse, og har alt hvad hjertet kan begære i deres lille amatørshow på lokal-tv, og er ikke som udgangspunkt interesserede i Benjamin Olivers penge eller slikkede sideskilning. For dem er det langt vigtigere at joke med tingene end at tænke på den karriere, der indtil videre har begrænset sig til stor samling ”name tags and hair nets.”

Men til trods for deres status som tilfredse tabere, lader Wayne og Garth sig alligevel overtale til at sælge deres show til den manipulerende og snedige Benjamin, så han ifølge sin egen dagbog, kan udnytte dem. Inden de ser sig om, er de blevet hovedpersoner i et corporate helvede, fyldt med forventninger og hovedsponsorer, og uden nogen former for drengerøvsanarki. Hvad værre er, Benjamin er i fuld gang med at stjæle Waynes ”Babebraham Lincoln”-lækre kæreste, den kung-fu-fighting, sexede og kantonesiske forsangerinde Cassandra. Noget må ganske enkelt gøres. Og med hjælp fra en altvidende sikkerhedsvagt, gode venner, computere, satellitter og Garths politimandsven, lykkedes det drengene at genvinde Cassandras hjerte, og redde programmet Wayne’s World fra Benjamins grådige forretningsmandsfingre.

Hi, I’m in Delaware

Efter at have været en sketch på Saturday Night Live med Mike Meyers og Dana Carvey i hovedrollerne, blev Wayne’s World ligesom Blues Brothers flere år tidligere, lavet om til en spillefilm, der hurtigt blev en kæmpe succes.

Når jeg ser filmen i dag, 25 år efter den udkom, er det med samme glæde og grin, som da jeg selv begyndte at forstå den for mange år siden. Indrømmet, jeg var ikke voksen nok til helt at fatte den for 25 år siden, men når jeg genser den nu, så kan jeg tydeligt genkalde mig mine ældre søskende og deres venner, der for manges vedkommende lignede slænget omkring Wayne’s World. Med deres fedtede briller, uglede og halvlange hår, Nirvana t-shirts og huller på knæene. Politisk var de var røde som blod, i hvert fald udadtil, men er siden faldet til patten allesammen, og har fået sig et fornuftigt job, en fornuftig opsparing og en mere kundetillidsvækkende frisure.

Derudover er filmen indførsel i rockmusikken. Det starter så smukt som det kan blive med Bohemian Rhapsody, og siden bliver vi introduceret for store stjerner som Black Sabbath, Alice Cooper og Jimi Hendrix, men også starthalvfemsernes store rockbands Soundgarden og Ugly Kid Joe fyrer op under soundtracket, der på ingen måde lider skade under, at den 90’er-lækre Tia Carrere (Cassandra) selv synger på alle sine numre med det fiktive band Crucial Taunt, bl.a. på spillestedet Gasworks, hvor Meat Loaf agerer dørmand.

We fear change

Wayne’s Worlds plot er ikke ligefrem banebrydende, men det gør absolut ingenting. Den har klassiske elementer fra amerikanske komedier og populærkultur, og endda en dør til Waynes egen personlige James Bond film. Men det er heller ikke så interessant. Hvad der derimod er interessant, er, at Wayne’s World er ét langt kludetæppe af film- og tv-referencer, fjollede platheder, af gæstestjerner, falde-på-halen-komik og rockmusik. Alice Cooper giver den som Alice Cooper, der ikke lever op til drengenes rock n’ roll-forventninger, men som i stedet snakker om indianere og politik. Ed O’Niell (Al Bundy) er den lettere forstyrrede diner-manager, Stan, der prøver at stjæle kameramandens opmærksomhed.

Der er fuldstændigt surrealistiske øjeblikke, som Garth der tæver sin mekaniske Frankenstein-agtige dukkehånd med en hammer. Der er tre forskellige slutninger på filmen, og så selvfølgelig rendyrkede drengerøvsøjeblikke, som da Wayne og Garth ligger på mirth-mobilens køler lige ud for lufthavnens landingsbane. Og hvad der er endnu vigtigere, så virker hele dette virvar af stilarter og referencer fuldstændigt efter planen i Wayne’s World. Faktisk i så høj grad, at man dårligt opdager, hvor mærkværdigt det hele er lavet.

Derudover er det en film, der er ekstremt citatfyldt. I en tid, hvor citater og referencer fra film og tv var blevet en disciplin i sig selv, både i medierne og som del af hverdagshumoren alle steder. Fra ”Party on!” til ”Not!”, fra “Asphinctersayswhat?” til ”We’re not worthy!”. Lægger man oven i hatten at filmen har et væld af nu scener, der med tiden er blevet nærmest legendariske, såsom headbanging til ”Bohemian Rhapsody”-scenen, så har man efterhånden en film, der kan tåle tidens vind og vejr.

Og det må man sige, at den i høj grad også har gjort. Det er et fåtal af komedier fra 90’erne, der i så høj grad som Wayne’s World er blevet kultklassiker. Med tanke på, at den henvender sig til specifik til teenagere og de evige drengerøve, som enhver marketingsmand vil fortælle, er den sværeste gruppe at ramme, er det sådan set imponerende, at filmen stadig får så mange til at grine og mindes, når den ruller over skærmen.

Party on, Wayne! Party on, Garth!

Skrevet af
More from Klaus Thodsen

Perkere, kællinger og landsforrædere

Tonen på de sociale medier er ikke for børn og sarte sjæle....
Læs mere