Under radaren: Shed Seven

Shed Seven var en del af Britpop-bølgen, men stod i skyggen af konkurrenterne. Foto: Polydor Records.

Britpoppen gik sin sejrsgang over det meste af verden i 1990’erne, hvor den britiske musik lå øverst på alverdens hitlister, og hvor gin & tonics, store øjenbryn, parkafrakker og støvler fra Doc Martens var højeste mode.

Britpoppen startede i 1993, da Suede sendte deres selvbetitlede debutalbum på gaden, og dermed var foregangsmænd for en ny lyd, en ny attitude og en ny selvbevidsthed for britiske musikere. Og mens bands som Oasis, Suede, Blur og Pulp kæmpede om at sælge flest plader, var der en lang række bands, der, til trods for deres store potentiale, stort set gik under radaren.

Forvist til at spille andenviolin

Et af disse bands er Shed Seven, der blev dannet i 1990 af forsangeren Rick Witter, bassisten Tom Gladwin, guitarist Paul Banks, og trommeslageren Alan Leach. Bandet udgav i 1994 deres første album Change Giver, der opnåede pæne salgstal og airplay, og som generelt fik mange roser med på vejen af de britiske anmeldere. Numre som Mark og Casino Girl bragte sammenligninger med The Buzzcocks, The Smiths og The Stone Roses.

Change Giver peakede som nummer 16 på den britiske album-hitliste, men den helt store kommercielle succes udeblev for bandet, der måtte spille andenviolin til den bølge af kæmpesucceser, der blev sendt i handelen i 1994. Oasis udgav det fantastiske Definitely Maybe, Blur udsendte Parklife, Pulp udsendte His ‘n’ Hers, og britpoppens grundlæggere Suede udsendte mesterværket Dog Man Star.

Mediernes opmærksomhed var i høj grad på de fire store bands, og ikke mindst på den højprofilerede strid mellem Oasis og Blur, der var et samtaleemne blandt musikelskere i hele verden.

En vej ud af den grå beton

Britpoppen er svær at definere som en egentlig genre. Det ses i dag mere som en bevægelse, der i et par år gjorde Cool Britannia til musikverdenens centrum, og som gav især mange unge briter en stolthed over at være briter. Bands som Oasis talte til den tidsånd, der talte til den ungdom, der stadig sad fast i et klassesystem, der ikke gav meget håb for fremtiden for unge fra de nordengelske byer og deres endeløse boligblokke. ”Four lads of the estate” blev et udtryk for, at selv de glemte unge arbejderdrenge via musikken havde en chance for at ændre deres liv og forhold.

Og det må man sige, at flere af disse bands gjorde. Oasis tjente millioner og atter millioner, det samme gjorde de nørdede drenge fra Pulp, de verdensfjerne kunstnere i Suede og selvfølgelig de fine middelklassedrenge fra Pulp.

Bevægelsens undergang

I 1996 var Shed Seven klar med næste udspil. A Maximum High blev bandets bedst sælgende album, og hele fem af dens singler bragede ind i top 40. Flere hits end noget andet britisk band det år. Især nummeret Going for Gold blev et stort hit i England, og er i dag stadig Shed Sevens bedst sælgende single. Det blev til lange turnéer i både Storbritannien og Europa, men endnu engang udeblev det helt store gennembrud, der kunne sende bandet op i samme liga som Oasis, Suede og Blur.

Med udgivelsen af Let It Ride i 1998 begyndte opmærksomheden for alvor at drive væk fra Shed Seven. Singlehittet Chasing Rainbows satte standarden for pladen, der peakede på en 9. plads på hitlisten. Herefter gik det støt ned ad bakke, både for bandet og for Britpoppen generelt. Årets højdepunkt var Pulps This Is Hardcore, der samtidig også var lavpunktet for Pulp og forsanger Jarvis Cocker, der var godt i gang med at forsumpe i druk og kokain. Det samme var Suedes Brett Anderson, hvilket også høres tydeligt på Head Music, Suedes rodede og ringe album fra 1998.

Britpoppens enorme succes løb ud i sandet, og dens store stjerner gik fra at lave millionsælgende plader på stribe til mere moderat succes, dog stadig fulgt af millioner af fans, der hellere ville høre 1990’ernes store hits, end de plader, der kom på gaden i løbet af 00’erne.

Shed Seven har efter et brud fundet sammen igen, og turneer fortsat i både Storbritannien og Europa, og spiller fortsat for fulde huse på middelstore spillesteder såsom det berømte Roundhouse i britpoppens højborg, bydelen Camden i London, når de tager rundt til de mange fans, der har holdt ved siden bandets oversete storhedstid.

“Under radaren” er en artikelserie fra Netudgaven.dk, der løbende sætter fokus på oversete og glemte kunstnere, hvis gennembrud udeblev i deres egen samtid.

Skrevet af
More from Klaus Thodsen

Vinylpladen: Nostalgi og modernitet

Har du også en lp i spin på pladespilleren? Så er du...
Læs mere