Harald dør på das

Dette er et uddrag fra bøgerne “Kongerækken”, der er skrevet af Anders Olling og Hans Erik Havsteen mfl… Bøgerne er blevet til i forbindelse med podcasten Kongerækken, som udkommer på Netudgaven. Bøgerne bliver sat til salg den 22. marts 2017. 

Harald Blåtands succes endte dog med at vokse ham over hovedet, for det gik ham lidt som den danske sagnkonge Frode Fredegod i den islandske Snorres Edda fra cirka 1220. I Grottesangen bliver Frode Fredegods grådighed nemlig hans undergang. Historien går på, at Frode satte to jættekvinder, Fenja og Menja, til at male guldmel ved hjælp af den magiske kværn Grotte. Kongen var efter en lang periode med rigdom og fred blevet forblændet af det ædle metal og lod de to jættekvinder knokle ved kværnen dag og nat. Fenja og Menja sang om deres utilfredshed med de urimelige arbejdsvilkår, og til sidst malede de ud af kværnen en hær frem, hvis leder, søkongen Mysing, gjorde det af med Frode. Syret historie, som ikke desto mindre gav Tolkien inspiration til Ringenes Herre, og som måske også kan bruges til at illustrere Harald Blåtands storhed og fald. Noget tyder i hvert fald på, at der blandt danerne havde spredt sig en utilfredshed med Harald Blåtands iver efter storslåede bygningsværker. De store projekter havde voldsomme omkostninger for befolkningen, og bruger man som Harald hæren til alverdens projekter, ender den nok med at vende sig mod en. Haralds store projekter bliver i hvert fald anset for at være den primære årsag til hans fald fra tronen.

I Saxos udlægning lyder historien mere præcist således: Harald ønskede at få flyttet en enorm sten fra Jyllands kyst til Jelling, hvor den skulle pryde moderen dronning Thyras grav – kan det mon have været den store Jellingsten? Han udkommanderede hele ledingsflåden til opgaven, hvilket ikke huede sønnen Svend Tveskæg, som var en af flådens ledere. Sammen konspirerede flådens øverste mænd mod Harald, og de endte med at vælge Svend til ny konge. Harald var dog lykkeligt uvidende om de rænker, som blev smedet mod ham. Han var tilsyneladende dybt optaget af arbejdet med kæmpestenen, som var på vej mod sin destination med hjælp fra »mennesker og okser i stort antal«. Undervejs spurgte han stolt en af flådens mænd, om han nogensinde før havde set så stor en sten blive flyttet. Manden svarede lakonisk: »Jeg var nys vidne til, at Danmarks rige blev trukket fra dig, og nu kan du selv afgøre, hvad der er tungest at trække.« Den udmelding fik ikke overraskende Harald til at glemme alt om sin sten, og han bad folkene om at gribe til våben for at støtte ham i den forestående kamp mod Svend. Men han fik kun opbakning fra et fåtal af sine mænd, og efterfølgende tabte Harald flere slag mod sin søns hær. Til sidst blev han drevet i landflygtighed. Da Harald var væk, fedtede Svend Tveskæg på populistisk vis for den almindelige befolkning ved igen at tillade offergerninger og andre hedenske ritualer, lyder det hos Saxo.

For Harald bliver enden på det hele bogstavelig talt enden. Den store danske konge kom af dage ved et fatalt toiletbesøg – faktisk døde han den mest ydmygende død, man kan forestille sig. Som nævnt havde Harald tidligere haft bitre kontroverser med Palnatoke, og naget sad stadig i den fynske viking. Da Harald en aften gik afsides for at forrette sin nødtørft, sneg vikingen sig ind på ham og dræbte ham med et pileskud. Pæne Saxo kunne naturligvis ikke berette om, præcist hvor pileskuddet traf Harald, men andre mere grafiske beskrivelser kan afsløre, at stakkels Harald blev ramt lige dér, hvor det gør rigtig ondt.

I Jomsvikingernes Saga er snigmordet henlagt til Bornholm. Svend og Harald mødte hinanden, men aftalte at udskyde det forestående slag til næste dag – klokken var simpelthen blevet for mange. Samme aften sneg Palnatoke sig uden Svends vidende ind på Harald, som sad og varmede sig ved et bål, og slog ham ihjel med et pileskud. 

Selv om Harald og Svend ikke ligefrem havde været perlevenner, var Svend – som jo ikke vidste, at Palnatoke var morderen – vred over sin fars æreløse død og besluttede at holde et gilde til sin fars ære. Palnatoke vægrede sig ved at møde op, men tre år senere mødte han alligevel op til en gang gravøl til Haralds ære. Da det under fejringen kom frem, at Palnatoke var Haralds banemand, fik Svend bragt pilen, som dræbte den gamle konge, frem og spurgte så Palnatoke, hvornår han sidst havde set den. Svaret lød:

»Jeg skiltes fra den på buestrengen – konge! siger han, – da jeg skød den i røven på din far og hele vejen igennem ham, så den kom ud ad munden.«

Så brød helvede løs. Palnatoke måtte kæmpe sig ud af gildesalen og tog flugten helt til Wales. Sidenhen grundlagde han ifølge sagaen den legendariske danske vikingeborg Jomsborg i vendernes land, sikkert på den lille polske ø Wollin. Jomsborg, hvis faktiske eksistens er højst tvivlsom, skal have været noget nær det modsatte af en Femø-lejr: Der var kun adgang for mænd i alderen 18 til 50 år, og jomsvikingerne skal have levet efter et strengt macho-agtigt vikingekodeks.

Igen sander fortællingen til i de farverige, men aldeles utroværdige beretninger om de tidlige danske konger. Under alle omstændigheder menes det dog, at Harald Blåtand drog sit sidste suk i senest 987. Kongen hed herefter Svend Tveskæg.

En lang regeringstid, som indbefattede opførelsen af nogle af danmarkshistoriens mest imponerende bygningsværker, var slut. Kongen Harald Blåtand, som for eftertiden har fået æren for Danmarks enhed og kristendommens indførelse i det før så hedenske nord, mistede sin trone og blev dræbt på den mest æreløse og pinlige måde. En grum skæbne, og Saxo slutter da også sit kapitel om Harald således:

»Hans lig blev bragt til Roskilde og højtideligt begravet i den kirke, han selv nylig havde bygget; det utaknemmelige fædreland, der endnu ikke havde skønnet på, hvad der tjente til dets bedste, fik nemlig nu, da det var for sent, øjnene op for sin fromme konges gode gerninger og mente, at hvad det havde nægtet ham i levende live, burde det fuldt ud yde ham nu, da han var død; man gjorde alt for at fejre hans jordefærd med størst mulig pragt og viste stor kærlighed mod liget af denne mand, som man i hans levetid så overmodigt havde hadet.«

Skal man tage den danske krønikeskrivers ord for pålydende, fik Harald Blåtand altså øjeblikkelig genoprejsning. Vi kan naturligvis ikke vide, om det virkelig var tilfældet, men i nutidens brede opfattelse indtager Harald Blåtand en af de allermest prominente pladser i den danske kongerække. Han ses som manden, der samlede det danske rige og indførte den nye religion i landet. Og det er jo ikke en ringe rolle at indtage i Danmarks historie.

Svend Tveskæg greb kongegerningen radikalt anderledes an. Mens Harald er kendt for at have opbygget landet og skabt store politiske og religiøse forandringer, blev Svends regeringstid kendetegnet ved at genoplive den tidlige vikingetids togter til England – togter, som med tiden fik karakterer af egentlige invasioner. Efter generationer, hvor Danmark havde været splittet i mindre kongedømmer, kunne man nu samle flåder stærke nok til at true de etablerede kongedømmer i Europa. Vikingernes anden erobringsæra kunne begynde.

Coverbillede af Thomas A. 

More from Anders Olling & Hans Erik Havsteen

Kongerækken Appendiks #7 – Tropekolonierne

Danskerne havde handelskontorer i Indien, slaveforter på Guldkysten i det nuværende Ghana...
Læs mere