Hvad er det egentlig Mette Høeg vil?

Her er Mette. Mette bader. Mette drikker vodka. Mette vil gerne være forsker. Mette danser nøgen på stripperstang i Tijuana. Mette Høeg har lavet en film om sig selv sammen med sin identitetsperformende mand. Netudgaven har set den, og vi ved ikke hvad vi skal mene.

Det var i det herrens år 2015, at verden vågnede op til (endnu) en hårrejsende provokerende forside på en borgerlig ugeavis. Den, på det tidspunkt, ganske ukendte litteraturforsker Mette Høeg kastede om sig med personlige fornærmelser og akademiske fejlslutninger, i hvad der må betegnes som primetime for den danske litteraturdam. Litteraturen var, mente Høeg, for kvindelig, for navlepillende og (derfor) for uinteressant. Uinteressant på grund af jeg-personer, lesbiske, psykisk ustabile, etc.

Men det var så også det, og vi var sure, og nogen var meget sure, og så kom vi videre og huskede på, at i det store dele trods alt bare var en-eller-anden fra Københavns Universitet, og hvad så? Indtil hun offentliggjorde et længere forløb, der ledte til hendes udskrivning på ph.d-uddannelsen ved KU. Og fordi en enkelt maybe-to-be litteraturforsker tilsyneladende ikke kan få (og gives) for meget opmærksomhed, der er helt og aldeles frakoblet hendes akademiske virke, har hendes ægtemand (Thomas Skade-Rasmussen Strøbech/Thomas (Vann) Altheimer, kært barn har i dette tilfælde rigtig mange navne, men det vender vi tilbage til) optaget selv samme forløb på skramlet, håndholdt og aldeles uæstetisk film.

Resultatet har nu premiere ved dette års dokumentarfilmfestival, CPH:DOX, der tilmed har udkåret denne uhyrlighed som en absolut must-see under festivalen. Som den sucker for sladder og B-film, jeg er, har jeg naturligvis set den. Hvad jeg synes? Jeg ved det simpelthen ikke. Hvorfor så skrive om det? Af den simple kendsgerning, at nogle gange kan ting være så mærkelige, at det er svært, endsige uladsiggørligt, at kigge væk. Dette er derfor mere et register over indfald i kronologisk rækkefølge.

  1. Fandt på noget sjovt at skrive på facebook efter at opdage, at filmen eksisterer, men er derudover for uinteresseret til at komme igennem en hel tekst om den, hvorfor min holdning udelukkende baserer sig på faktummet, at jeg har set et still af Mette Høeg i et badekar.
  2. “Jeg gider ikke se det pis,” tænker jeg. “Nu kan det altså ikke trække mere opmærksomhed. Det er jo ikke sjovt mere.”
  3. Ti minutter senere på facebook:
  4. Ok, jeg ser filmen alene så:  “Kære presseansvarlige ved CPH:DOX. Netudgaven vil gerne bringe en omtale af filmen – er det muligt at få et anmelderlink? Kh Camilla”
  5. Dagen efter på facebook, hvor den endnu ikke offentliggjorte film allerede har et langt og diskuteret liv, bliver jeg gjort opmærksom på et længere opslag af Søster Nielsen(læs i øvrigt Silke Fensman artikel om Nielsen her): Identitetstyveri, Das Beckwerk, det hele hænger sammen. Hvad er det der foregår?
    Fra Søster Nielsens offentlige facebookprofil 
  6. Er Søster Nielsen også med i det? Det ville jo nærmest være en legitim grund til at se filmen, og ikke bare endnu en pseudo-faglig anledning til at svælge i lidt sladder.
  7. Anmelderlinket er kommet. Filmaften er on. Play.
  8. [00:04:11] Ok, what? Mette Høeg er i brusebad, græder hun? Ham Altheimer er virkelig dårlig til at fokusere sit kamera. Og holde det stille. Hvem har egentlig den slags dybe, vigtige og store samtaler, mens kun den ene part er i bad?
  9. [00:06:10] Hey, vent lige. Der må være noget med det her. Er det en joke? Hvorfor.. Jeg mener, hvordan kan hun for halvandet år siden skrive en artikel om, at kvindelig litteratur er for navlepillende, for irrelevant for senere selv at grave så dybt i sin egen navle, at hun kommer ud igen af ryggen? Taler hun virkelig sådan? Eller er det i virkeligheden… Det kan da vel ikke være citater fra de værker, hun netop har udskældt så meget for at være irrelevante? Hvorfor var det nu, at jeg ikke memoriserede alle værker, jeg læste og i stedet skimmede for at have mere tid til at drikke vin… Den romantiske natur, metaforer, skumringer. For meget vin, for meget krop. Vi har set det hele før Hvor lagde jeg nu den Klougart?
  10. [00:06:10] “Man kan jo ikke tale om modstand, hvis der ikke er noget, man gerne vil have. Modstand er i forhold til en bevægelse fremad,” lyder det fra Høeg under bruseren i badeværelset, hvor fotografen netop er kommet ind med rullende kamera. Det er egentlig ikke nogen dårlig pointe. Hvorfor har jeg så banale brusertanker? Men hvad var det så hun gerne ville have den gang med debatindlægget, for det var da modstand, var det ikke? Eller var det netop ikke modstand, men bare støj, fordi hun netop ikke ville have noget, noget andet end polemik? Men det er vel trods alt også en slags noget… Hvad er det hun vil nu? Den her film er da om noget modstand mod det store universitet, der efter eget udsagn behandlede hende uretfærdigt? Hvorfor findes den her film?
  11. [00:06:10-resten af filmen] Det her er biografismens højborg. Det er egentlig ret utroligt. Er det overhovedet lovligt at bruge en optagelse fra en embedssamtale i en film? “Lille lille mig, mod store store dem,” siger Mette Høeg og overvejer at “falde på knæ og undskylde.” Det er en stor farce. Og vi falder alle for den, eller gør vi? Er det meningen, at vi skal synes, det er synd for hende? At hun har sprog af høj poetisk værdi, fordi det minder om noget, at hendes kvindelige synspunkt er vigtigt og relevant, når andres er mere uinteressante netop fordi de er kvindelige?    Og hvad er der egentlig med ham Thomas whats-his-name. Wikipedia siger:
  12. Hvordan er det nu, man finder ud af, hvem der har skrevet et opslag på Wikipedia? Det må man da kunne. Er det ham selv, hvem det så end er? Det lyder jo meget flot, men er det rigtigt?
  13. “Altheimer is known for using his identity as a site for political experimentation and exploration. This work has led to a series of projects — so-called “parallel actions” — which seek to blur the boundaries between art and life.” Er det i virkeligheden bare det, “Se solen stiger” er? En parallel handling? En udforskning af grænserne mellem kunst og livet, sådan som måske også Das Beckwerks “Suverænen” (2008) var det? Det virker for… rigtigt, for skræddersyet. Som om det hele tiden var det, der var planen. Er Thomas Skade-Rasmussen Strøbech virkelig efterlyst af politiet, sådan som Søster Nielsen siger? ER DER OVERHOVEDET NOGEN, DER VED, HVAD DER FOREGÅR??
  14. [00:54:59] Hvor er der egentlig grimt på KUA. Hvem har dog nogensinde tænkt, at sådan en arkitektur ville være fordrende for god, ja bare nogen som helst, forskning eller uddannelse?
  15. [00:63:24] Så for fanden. Tijuana, Mexico. Var det egentlig ikke der Melissa næsten døde i OC? God serie. Høeg og Thomas snaver næsten lige så opslugende som teenagerne i serien.
  16. [00:66:39] Spoiler alert: Tidligere i filmen diskuterede Mette Høeg og hendes udkårne, hvor meget det skulle koste, hvis de skulle lave en “Et frækt tilbud” (Robert Redford/Demi Moore-film fra 1998). Høeg siger 50.000, Thomas er ikke glad for situationen. “Du er mindst en million værd.” Nu i Mexico lever hun derimod drømmen, Chris Krauss-drømmen om den lykkelige poledancer. Nøgen i Mexico. The rise and fall…
  17. [00:69:54] Flot epilog dog. Og “Se nu stiger solen” har egentlig altid været en af de bedre salmer. Jeg har ikke noget imod det. Men nationalromantikken får ikke for lidt. Skumring, snedække, alene i Jylland. Nationalhymner. Cut.
  18. “METTE HØEG BOR I DAG I ENGLAND, HVOR HUN FORSKER I LITTERATUR VED KING’S COLLEGE I LONDON.”
  19. Sort skærm.
  20. Dagen efter: Det må være en parodi, en slags uæstetisk udstilling af, hvorfor og hvordan hun netop havde ret dengang med hendes pointe om den dominerende, dårlige kvindelitteratur. Mette Høeg tabte – frivilligt og med overlæg – mod Københavns Universitet og vil nu have det sidste ord, er det det? For historien er hverken vedrørende, essentiel eller godt fortalt, men her sidder jeg alligevel og diskuterer den. Betyder det så, at hun vandt kampen alligevel? OK, vi hører dig Mette, sig os så: Hvad er det, du gerne vil?

Hvis du gerne vil være med i hypen, få syn for sagen, og selv undre dig over, hvad det er for en mærkværdig film, der er kommet til verden, så bliver “Se nu stiger solen” vist flere gangen under CPH:DOX 2017. Hvor og hvornår, kan du se nærmere her.

 

Tak, fordi du kigger forbi. Læs så mange gratis artikler, du vil, og husk at downloade og aktivere din add blocker. Hos Netudgaven gør det ingen forskel. Det gør det til gengæld, hvis du hjælper os med at lave anderledes journalistik med vores mikro-abonnementsmodel. 15 kr om måneden er seriøst cool. 

More from Camilla Zuleger

Forfatterpar: Inger Christensen og Poul Borum

Netudgaven kigger i en serie af artikler nærmere på nogle af litteraturhistoriens...
Læs mere