Når popikoner bliver religiøse forbilleder

Kanye West er blevet genstand for en religiøs tilbedelse som startede på Twitter. Foto: Wikimedia Commons.

Musik og religion er altid gået hånd i hånd. Mennesker har til alle tider sunget og spillet, som et led i deres religiøse praksis. For musikken er et universelt sprog der binder ord og handling sammen. At musik og religion er stærkt forbundne, kan også betyde at musikken nogle gange overtager religionens plads. Denne artikel giver et lille indblik i, hvordan popmusikkens ikoner kan udvikle sig til religiøse forbilleder.

Det er nok de færreste der ikke har hørt om den amerikanske rapper Kanye West. Udover at turnere verden rundt med sinj musik, har Kanye West travlt med sit tøjmærke og ikke mindst at afbryde andre kunsternes takketaler ved diverse award-shows, når han ikke er enige i vinderen. Kanye West er ekstrem på alle måder, og det kan måske heller ikke overraske, at der i slutningen af 2013 blev dannet en religion i Kanye Wests ære. Religionen hedder Yeezianity, som hører under The Church of Yeezus.

I et interview med musikmagasinet Noisey – Music by Vice forklarer den anonyme grundlægger, at der kort og godt er tale om den bedste kirke nogensinde. Det væsentligste er at forstå, at Kanye West er en inspirationskilde for alle, forklarer han.

Han startede religionen på Twitter, og der kom hurtigt medlemmer til. Hvor mange medlemmer Yeezianity har på nuværende tidspunkt er hemmeligt, men på religionens hjemmeside star: “Our numbers are growing by the day, we will not disclose their magnitude, but chances are they are a magnitude of 10 larger than what you would estimate they are”. For at blive medlem skal man blot tro på de 5 grundprincipper:

  1. All things created must be for the good of All
  2. No human being’s right to express themselves must ever be repressed
  3. Money is unnecessary except as a means of exchange.
  4. Man possesses the power to create everything he wants and need
  5. All human suffering exists to stimulate the creative powers of Man

Man fristes til at spørge: har denne fan og grundlægger af Yeezianity blot fulgt Kanyes egen selvopfattelse?

I sangen ”I Am A God” fra Kanye Wests album ”Yeezus”, fremstiller West sig selv, som det fremgår af titlen, som en ny guddommelig Jesus – mere præcist – en Yeezus. ”I just talked to Jesus, He said what up Yeezus? I am a God”

Udover at Yeezianitys medlemmer kalder sig Yeciples – en direkte reference til West som Yeezus/Jesus/frelseren. På samme måde, som man også kender fra andre religioner må Hans virkelige navn må aldrig udtales; vi kender ham kun som Yeezus.

Elvis blev også tilbedt

Yeezianity er bestemt ikke det første eksempel på en popmusiker, som har skabt grundlag for religiøs tilbedelse. På samme måde har både legenden Elvis Presley og teenageidolet Justin Bieber inspireret fans til kult-dyrkelse af denne art. Mens Elvis-tilbederne bl.a. kaldes Presleyite Disciples eller Elvites, går de mest hardcore Just Bieber-fans under betegnelsen Beliebers, som er en sammentrækning af Bieber og ‘believer’ – faktisk blev ordet Belieber tilføjet den officielle amerikanske ordbog i 2010.

Britt Istoft, tidligere adjunkt ved Syddansk Universitet, skrev i sin artikel ”Kristendommen begyndte også som fankultur” fra 2010, at ”masseproduceret populærkultur, bl.a. gennem tv, film og internet, præger i stadig højere grad vores hverdag, også i forhold til verdensopfattelse og etik. Når enkeltmennesker og grupper orienterer deres liv efter populærkulturelle fænomener som Ringenes Herre, Star Wars eller Avatar, vil man i nogle tilfælde kunne tale om en egentlig religionsdannelse”.

Dette lader da også til at være tilfældet for Yeezianitys grundlægger.

Da jeg var teenager, var jeg lidt fortabt og der var masser af tidspunkter hvor jeg ikke havde den der person som var ‘underdog’, som var på vej op. (…) Det var George W. Bush-æraen, hvor 50 Cent ledte den kultur og hele jersey-mentaliteten, hele den der gangster-mentalitet var fremherskende. (…) Vendepunktet for mig var at se ham rejse sig fra det than var. Unge der kender til music nu, så ikke hvordan han ændrede sig og udviklede sig. Det var hans ønske om at ændre hele hiphop-gamet og størstedelen af den kultur, der har gjort ham så succesfuld”, forklarer han til Noisey.

Steve Jobs er død. Walt Disney er død. De fleste af de store kreative genier fra 20. århundrede er døde eller senile. Så lige nu føler jeg, at han er vores mand.

At popmusik kan supplere religion, ser man også i den amerikanske episkopale kirke – en fællesbetegnelse for en række kirker med udspring i Den engelske kirke som havde en anden form for reformation end den, som fandt sted i eksempelvis Tyskland ogSkandinavien – her kan man opleve ritualet U2charist hvor man lader kirkelige arrangementer akkompagneres af musik af rockbandet U2.

Hvor seriøst er det hele?

Ifølge Britt Istoft har fankulturer også generelt et kreativt forhold til det værk, som har inspireret dem, ”idet de ofte videreudvikler foretrukne træk, som langt overskrider det oprindelige værks intentioner, og som bliver udgangspunkt for fanproducerede værker af mere eller mindre kanonisk art samt en egen etik.” Til trods for, at Kanye West ikke lægger fingre imellem, når han omtaler sig selv, kræver det alligevel en dedikeret fankultur for at forvandle hans musik til deres religion.

Spørgsmålet er naturligvis, hvor seriøst det hele skal tages. Men i en stresset hverdag som vi mennesker lever i til daglig, har vi brug for ro og fordybelse. Nogle vender sig mod de mere etablerede religioner såsom kristendommen, islam, jødedommen mfl., mens andre falder på knæ for de ’guddommelige’ musikalske ikoner. Hvor og hvordan man føler sig tættest med ’noget der er større end en selv’, er meget individuelt. Men der er ingen tvivl om, at grundlæggeren af Yeezianity har brugt Kanye West til at finde fordybelse:

”Steve Jobs er død. Walt Disney er død. De fleste af de store kreative genier fra 20. århundrede er døde eller senile. Så lige nu føler jeg, at han er vores mand, og han har gjort det på en måde som jeg har været direkte eksponeret for. Bare det, at han har fundet sammen med Kim Kardashian, det er utroligt. Ingen troede på, at han kunne have et forhold.”

Kanye West på sin The Yeezus Tour. Foto: HeatherEByrd

I denne sammenhæng kan man selvfølgelig diskutere om dette er et udtryk for religiøsitet, alt efter hvilke religionsdefinitioner, man anvender. I forhold til traditionelle religionsdefinitioner, hvor guder eller transcendente magter er væsentlige kriterier, vil man, ifølge Britt Istoft, kun i særlige tilfælde kunne tale om fankultur som religion.

”Hvis man derimod benytter mere funktionelle religionsdefinitioner, hvor den meningsbærende funktion spiller en central rolle, vil en sammenligning mellem fankultur og religion være relevant.”

For én ting er hvad religion er, noget andet er, hvad religion gør. En funktionel religionsdefinition ser på religionens funktion for de mennesker, der skaber og bruger religion. Man kan med andre ord sige, at religion har noget at gøre med både kommunikation, individuel – og social forståelse, og følelser og oplevelser. Men hvor og hvordan man mærker og føler disse er – igen – individuelt. Religion er og har aldrig betydet det samme for alle mennesker til alle tider. Der er forskel på det enkelte menneskes viden og engagement, på graden af tro og tilhørsforhold, og derfor er der ligeledes forskel på hvad man vender sig mod.

”I en globaliseret og pluralistisk verden, hvor de traditionelle religioner har mistet deres monopoler, kan man måske se populærkulturen som en slags genfortryllelse af verden. Godt nok bygger den på fragmenter af gamle religiøse fortællinger, men selv repræsenterer den noget nyt, bl.a. i forhold til hvad der kan betegnes som sakralt”, skriver Britt Istoft i sin artikel.

Med dette in mente kan populærkultur derfor ikke alene ses som underholdning, da den både reflekterer og former nye forestillinger om, hvordan verden ser ud eller bør se ud. Ifølge Britt Istoft kan en sådan ’pop-religion’ muligvis give et fingerpeg om nye religiøse trends i tiden.

”Ja, måske vil et studie af et religionslignende randfænomen som fankultur kunne sige noget om, hvad der bliver morgendagens religiøsitet? Også de mere traditionelle religioner er jo opstået som marginale fænomener i forhold til samtidens mainstream-religioner. Eksempelvis blev den tidlige kristendom af sin romerske samtid betragtet mere som overtro end som en rigtig religion, som en farlig fankultur opstået omkring Jesus-skikkelsen.”

More from Katrin von Linstow

Når popikoner bliver religiøse forbilleder

Musik og religion er altid gået hånd i hånd. Mennesker har til...
Læs mere