På racisternes hjemmebane

Beitar Jerusalems mest rabiate fanfraktion "La Familia". Foto: EPA

”Død over araberne! Død over araberne! Vi er de største racister i landet! Krig, krig, krig!” Kampråbet stammer fra La Familia, den berygtede fanfraktion af fodboldklubben Beitar Jerusalem, en af de mest populære klubber i Israel. Fansene regnes for de mest fanatiske og radikaliserede i Israel, og har igennem tiderne haft stor magt over klubben, ligesom mange af landets største politikere er erklærede Beitar-fans.

Klubben har traditionelt været domineret af spillere, der er kommet fra egne ungdomsrækker, og som den eneste klub i Israel havde Beitar i sæsonen 2012-2013 aldrig haft en muslim i truppen. Alt dette ændrede sig, da den russiske ejer, milliardæren Arcadi Gaydamek, køber de to spillere, Zaur Sadayev og Dzhabrail Kadiyev, fra det muslimske Tjetjenien til klubben.

Cph:Dox viser i år filmen ”Forever Pure”, der følger klubben, spillerne og krisen i og omkring Beitar Jerusalem i sæsonen, hvor Israels selvudråbte ”mest racistiske fans” meget mod deres vilje får to muslimer i truppen.

I fjendeland

”Jeg købte dem ikke, fordi de er særligt gode fodboldspillere. Jeg købte dem, fordi jeg vidste, hvilken reaktion, det ville give. Jeg ville vise, at denne side af Israel findes.” udtaler klubpræsidenten Arcadi Gaydamek i filmen.

Beitar Jerusalems to muslimske spillere. Til venstre Dzhabrail Kadiyev, i midten træneren Eli Cohen, til venstre Zaur Sadayev. Foto: AP Photo – Bernat Armangue

Og reaktionen udeblev ikke. Fra at have startet sæsonen med at synge sange om deres kærlighed til spillerne og klubben, møder fansene nu op på træningsanlægget med hadesange, racistiske tilråb og trusler mod spillere og træner. De to nye muslimske spillere er kastet ud i orkanens rasen. De mødes med mistro fra flere af deres egne medspillere, de må eskorteres til og fra træning, have bodyguards for at hente familie i lufthavnen, og der holdes en permanent vagtmand udenfor deres hotelværelser.

Men fansenes vrede stopper ikke ved de to muslimske spillere selv. Klubbens direktør, den tidligere målmand og klubikon Itzak Kornfeins hjem belejres af rasende fans, der synger smædesange mod ham og hans familie dagen lang. Hans bil må tjekkes dagligt af politiet for bomber, hans datter trues med voldtægt, og han ender med at modtage samme politibeskyttelse som regeringspolitikere.

”De her stakkels drenge er kommet hertil for at spille fodbold, for at hjælpe klubben. Og så bliver de svinet til på denne måde. Det er skammeligt.” udtaler den argentinske Beitar-spiller Dario Fernandez, der som en af de få spillere i klubben, tager venligt imod de to nye klubkammerater fra Tjetjenien. Den anden er målmanden Ariel Harush, der på et pressemøde udtalte, at religion og race ikke bør spille en rolle for, om man kan spille i klubben eller ej. Som følge heraf går Harush fra at være hyldet som en helt, til at være et hadeobjekt, der modtager trusler fra fans, der ligeledes synger sange om ham som en forræder under kampene.

Den umulige kamp

Da to tjetjenere træder ind i truppen, vender fansene sig i voldsom grad mod deres eget hold. Selv hjemmekampene føles som fjendtlig grund, og selvom de fleste fans umiddelbart tager godt imod de nyankomne, så har fanfraktionen La Familia så stærkt et tag i publikum, at ikke alle tør vise deres support af holdet og dets nye spillere.

Den bare 19-årige Dzhabrail Kadiyev bliver slået af en fan fra Hapoel Tel Aviv, da han træder ud af spillerboksen, og hans efterfølgende reaktion får ham herefter udvist fra kampen. Man ser hans mor på stadiontribunen, der med tårer i øjnene ser sin teenagesøn blive udvist, hvilket kun vender fansene yderligere imod ham. ”Forever Pure” viser på en nærmest hjerteskærende måde, hvordan den unge spiller er rædselsslagen for fansene allerede under den første træning, og langt fra falder til i klubben, som han kun får spillet én kamp for. Man følger, hvordan det ekstreme pres påvirker den unge tjetjener, der er fjende i sin egen klub, og man fornemmer hans følelse af, at være jaget vildt i sit nye hjemland, som han hurtigt drømmer om at komme væk fra igen.

Den stiltiende politiske accept af fansenes åbenlyse racisme ligger som en rød tråd gennem ”Forever Pure”

Der tændes et lille lys i både spillerne og klubbens mørke, da Sadayev scorer sit første mål for klubben mod rivalerne fra Maccabi Netanyar. Hvad der starter med jubel fra spillere og fans, og viser en tydeligt lettet Sadayev, ender med at La Familia-fansene udvandrer fra stadionet i protest over at den første muslim nogensinde har scoret for klubben.

Herefter går klubben mere eller mindre i opløsning. Efter bombningen i forbindelse med Boston Marathon, hvor to tjetjenske brødre anklages som bagmænd, tager fjendtligheden mod både klubben og spillere til i styrke. Klubhuset sættes i brand af molotov-cocktails, og flere af spillerne vender sig mod både præsidenten og de tjetjenske spillere. Fansene begynder at blive væk fra Teddy Stadium, hvor Beitar holder til, og hjemmepublikummet svinder ind fra mere end 30.000 fans til bare et par trofaste hundrede. Beitar Jerusalem sejler efterfølgende mod bunden af ligaen, og først i sæsonens sidste kamp reddes de fra den katastrofale nedrykning.

Politik og sport

Beitar Jerusalems fanfraktioner er de mest indflydelsesrige af sin slags i Israel. Mange fremtrædende politikere har brugt deres indflydelse i klubben til at sætte gang i deres politiske karriere, og bl.a. den nuværende premierminister Netanyahu har ved flere lejligheder talt om sin store kærlighed for klubben.

Premierminister Netanyahu på Teddy Stadium blandt Beitars fans. Foto: Antifa Jerusalem, Twitter.

Da fansene brændte Beitars klubhus på træningsanlægget ned, var hele situationen omkring klubben løbet så meget af sporet, at Netanyahu selv måtte på banen og fordømme handlinger og mane til besindighed. Men hverken han eller nogen anden ledende politiker havde protesteret over fansenes racistiske opførsel overfor sine egne spillere, trænere eller klubbens ledere. Ej heller havde han eller andre fordømt kampråbene om at være landets største racister eller ligefrem opfordringer til mord på arabere.

Den stiltiende politiske accept af fansenes åbenlyse racisme ligger som en rød tråd gennem ”Forever Pure”, der viser en af Israels mere underrapporterede skyggesider. Filmen viser, hvordan den racistiske og nationalistiske fløj i Beitar Jerusalem ikke bare er en magtfaktor på stadionet, men også i israelsk politik. Den viser, hvordan to tjetjenske muslimer bliver ufrivilligt centrum i en voldsom politisk og ideologisk strid, der handler om langt mere end spillet på banen.

Både Zaur Sadayev og Dzhabrail Kadiyev vinkede efter sæsonen 2012-2013 farvel til Jerusalem og tog hjem til Tjetjenien. Sadayev har siden spillet i både Rusland og Polen, mens Kadiyev har spillet i forskellige klubber i Tjetjenien. Beitar genvandt noget af fordums styrke i den efterfølgende sæson, fansene vendte tilbage til Teddy Stadium, og uden muslimer på holdet kvalificerede klubben sig til europæisk fodbold.

”Vi undervurderede fansenes reaktion og vrede. Men sagen har vist, at fremtiden nødvendigvis enten må være med muslimer i Beitar Jerusalem, ellers vil der intet Beitar Jerusalem være i det lange løb. Tiderne har ændret sig, det er bare et spørgsmål om, hvor længe man vil nægte at se det i øjnene,” udtalte den nu forhenværende direktør Itzak Kornfein.

Skrevet af
More from Klaus Thodsen

Da stofferne mistede uskylden

Der er ikke mange i musikhistorien, der har kunnet samle så meget...
Læs mere