Poesi er sansning af det væsentlige

Foto: Clem Onojeghuo

I går var det Verdens Poesidag – en dag, der er særlig væsentlig i en tid, hvor information er i overskud, men indsigt er en mangelvare, skriver sognepræst ved Marmorkirken og formand for foreningen Poesiens hus, Mikkel Wold.

”Mi nååbo Pe Sme” hedder en af sangene i højskolesangbogen. Pe Sme er i Anton Berntsens sang en af dem, der kun kan se nytten i noget, der kan bruges til noget, hvorfor han hele siden spørger som i sangens omkvæd: ”Hwa nøtt er et te?” Han var hverken udstyret med sans for de blomster, hans nabo havde plantet, for musikken eller fuglene i naturen, som sangen beretter det. Eller i al fald var den sans blevet lagt død.

Men det går jo ikke at miste sansen for det væsentlige. Det, som i dag ville blive kaldt en instrumentalistisk tilgang til tilværelsen, for det var sådan en, Pe Sme symboliserede, er en fattig omgang, fordi den kun sanser, hvad man kunne kalde det skalérbare, det målelige og det brugbare.

Nu er det jo de færreste, som direkte spørger, hvad man sådan kan bruge musikken eller romanerne eller digtene til. Og dybest set ved de fleste jo godt, at kunst ikke kan undværes. Men alligevel anses det af mange som noget, der ikke er så vigtigt. Det er ikke hard-core nok.

Men digte er vigtige. De har betydet noget for flere, end mange i første omgang tænker på. Hvis de er gode, giver digte ikke blot indsigt og erkendelse, men også mod til de modløse. De udtrykker noget, vi måske ikke kunne formulere på anden vis. De kan være krævende, nogle gange lodret uforståelige, og nogle gange så spidsfindigt udformede, så formen skygger for indholdet. Men gode digte kræver opmærksomhed og nærvær, en lytten, som så til gengæld belønner den lyttende med indsigt.

Og er der noget vi trænger til, er det indsigt! Vi har aldrig nogensinde været rigere på informationer, men har det så gjort os rigere på indsigt? Næppe.

Det interessante ved digte er blandt så meget andet, at de for at forstås som regel kræver langsomhed og omhyggelighed, som er betingelsen for sansningen af det væsentlige.

Derfor er det såre godt, at der findes den internationale poesidag. Siden UNESCO i 1999 vedtog at den 21. marts skulle være dagen, hvor man over hele kloden fejrede poesien, ikke mindst fordi netop den ved siden de her nævnte gode sider også er med at binde folkene sammen.

I København har vi Poesiens Hus til at være et dynamisk samlingspunkt for poeter, både de ældre kendte og de helt nye uprøvede. Københavns Kommune sikrede i sidste øjeblik sidste år huset endnu et års eksistens, vi håber huset holder, for det er nødvendigt, som sagt. Og udgangspunktet for arbejdet er, at Poesien er folkelig. Den er folkelig i den forstand, at ikke alle digte er forståelige for alle, men alle har digte, de forstår og holder af.  Men sådan vil det ikke blive ved med at være, hvis der ikke sker noget på området, hvis vi ikke introducerer folk til poesien. Derfor er det særlig vigtigt at få poesien forklaret og åbnet. Ikke så den banaliseres, men så den udbredes også til dem, der måske gik og mente, at den slags kun er for den kulturelite, der med vilje gør sig uforståelig for andre end de indviede. Den slags snobberi og arrogance duer ikke. Derfor arbejder Poesiens Hus målrettet på også  at nå ud til skoler og steder, hvor de unge færdes.

Poesien dør næppe, men det gør vi – åndeligt talt – hvis vi glemmer den.

Skrevet af
More from Mikkel Wold

Poesi er sansning af det væsentlige

I går var det Verdens Poesidag – en dag, der er særlig væsentlig...
Læs mere