“Systemet skal knuses!”

Demonstrationen på vej over Dronning Louises Bro på Nørrebro. 1. Marts i anledning af 10-året for rydningen af Ungdomshuset. Foto: Emil Vendelbo Johansen

Forleden var det 10 år siden, at Ungdomshuset på Jagtvej 69 blev ryddet. I den anledning har Netudgaven brugt to dage på at tage temperaturen på miljøet omkring huset anno 2017. Det bød på både gadekampe og sveddryppende koncerter.

”Kampen fortsætter, systemet skal knuses!” råber en kvindelig punker med en høj grøn hanekam. Hun ligner ikke en, der er gammel nok til at kunne huske, at der overhovedet har ligget et hus på Jagtvej 69. Ikke desto mindre er hun en del af demonstrationen 1. marts i anledningen af 10-året for rydningen af Ungdomshuset.

Det er en broget skare som stimler sammen på Vor Frue Plads i Indre By, for derefter at gå mod det nye Ungdomshus på Dortheavej via Nørrebrogade. Her er unge teenagere med punkstil og Christiane F.-æstetik. Her er folk, der engang var i miljøet, men nu har købt deres egen bolig og stiftet familie, og her er gamle flippere, som gerne vil støtte mangfoldigheden. Alt i alt, ser det ud til, at demonstrationen vil blive af den fredelige type, selvom jeg spotter en række personer, som er iført de autonomes typiske kampuniform: Sorte gummisko, sorte bukser, sorte vindjakker med hætte, sorte handsker og sort ansigtsmaskering.

Ungdommens revolutionsromantik

Med en halv times forsinkelse sætter demonstrationen i bevægelse. Jeg befinder mig i den forreste tredjedel af optoget. Der hvor stemningen er mest intens. Scenen er næsten filmisk. Gaderne er oplyst af røde romerlys. Punkmusikken kværner ud af de skrattende højtalere på den tilhørende ladvogn. Det er 10 år siden Ungdomshuset blev ryddet, og det er 10 år siden, at jeg sidst demonstrerede til fordel for Ungeren.

Tilbage i 2007 gik jeg i 1.g. Jeg var langhåret, gik med læderjakke og brød mig meget lidt om autoriteter. Balladen omkring Ungdomshuset på Jagtvej 69 talte direkte ind i den revolutionsromantik som jeg, og mange andre, dyrkede i disse år. Jeg hørte om rydningen i skolegården på mit gymnasium oppe i Helsingør. Jeg deltog ikke selv i de efterfølgende optøjer, men jeg havde venner som måtte ind og ruske tremmer i en periode.

”Socialdemokrati, klasseforræderi!”

1.maj 2007 skulle jeg fejre i Fælledparken. Jeg tog ’fri’ fra gymnasiet og tog kystbanetoget mod København med en flok venner. Vi skulle først en tur forbi Christiania og derefter ind og svinge de røde faner. Vi var en flok provinsdrenge og ikke specielt stedkendte i København, så derfor havde vi svært ved at finde ud af, hvordan vi skulle komme fra Christiania og til Fælledparken.

Vi stødte mere eller mindre tilfældigt på en demonstration fra Ungdomshuset. Vi vidste, at den skulle ende i Fælledparken, så vi fulgte med. Af en eller anden grund endte jeg oppe i den forreste del af demonstrationen. Sammen med dem i sorte gummisko, sorte bukser, sorte vindjakker med hætte, sorte handsker og sort ansigtsmaskering.

Det tætteste jeg kom på revolutionen den dag, var, da en fyr pludselig stak mig en pose i hånden og bad mig holde den, inden han hurtigt forsvandt igen. Jeg kiggede ned i posen, og så, at den indeholdt sten og fyrværkeri. På trods af revolutionsromantik, så var jeg også bare en fyr fra Nordsjælland i lømmelalderen, og ikke specielt militant, når det kom til stykket. Jeg trak lidt væk og satte diskret posen ved en kantsten og bevægede mig længere ned i den mindre aggressive ende af demonstrationen.

Kasteskyts i Irmapose

10 år senere i Indre By. Demonstrationen bevæger sig i retning mod Nørrebro. Ved Nørreport Station ser et par af de sortklædte deres snit til at smadre et overvågningskamera med et banner. Selvom banneret ender med at hænge fast i kameraet, kvitterer folkemængden med klapsalver og hujen.

”Socialdemokrati, klasseforræderi!” Stemningen intensiveres efterhånden som Nørrebro kan skimtes i det fjerne. Regnen er taget til, og mørket faldet på. Det er som om, at turen over Dronning Louises Bro har en særlig effekt på folkemængden. Som om en gnist har fået fat i vreden, som har ligget og ulmet, men nu begynder at stå i klare flammer.

En del af de stenkastende demonstranter var meget unge. Foto: Emil Vendelbo Johansen

Jeg har fjernet mig fra selve demonstrationen og løber nu rundt i mellemrummet mellem folkemængden og politiets hollændervogn sammen med de fremmødte fotografer, for at få de bedste billeder. Der bliver kastet flere og flere sten og fyrværkeri. Jeg ser en sortklædt aktivist med en Irmapose med kaffelogo på fyldt med kasteskyts. Så meget for kapitalismekritik.

Ved Sortedams Dossering går et kanonslag af få centimeter fra mig og et par andre fotografer. Jeg mærker et kraftigt tryk i øret efterfulgt af en høj hyletone. Jeg tager mig til øret samtidig med, at jeg forsøger at holde fokus på at få dokumenteret det hele. Det er en mærkelig følelse. Når adrenalinen pumper og instinkterne fortæller en, at man bør trække væk fra faren og urolighederne, men man samtidig ser sig selv løbe den stik modsatte vej. Lige ind i skudlinjen.

En tur i Dødsmaskinen

”Du ser ikke særlig punk ud i det outfit”, ordene falder fra nogle kammerater som spiser middag i min lejlighed. Det er lørdag 4. marts, og jeg er ved at gøre mig klar til at skulle ud i Ungdomshuset på Dortheavej. Der er fest og koncerter under overskriften ”10 år – Intet glemt, intet tilgivet”.

På vejen til Nordvest tænker jeg, om jeg burde have støvet min gamle læderjakke af til lejligheden. For ligesom at glide mere i et med miljøet og for nostalgiens skyld. Det er en håndfuld år siden, jeg sidst har været på Dortheavej, men jeg husker stemningen som ganske god.

Min ledsager har aldrig været i Ungeren før, og har vist været en anelse nervøs ved udsigten til at skulle ud til de ”stenkastende voldspsykopater fra Helvede”. Rødvinen fra middagen har dog dulmet nerverne lidt, og hendes bange anelser bliver gjort til skamme, så snart vi ankommer til indgangen til gården ved Ungdomshuset. Vi bliver mødt af ”voksne” mennesker som tager imod penge og uddeler stempler. I gården hænger unge og gamle ud og holder varmen ved de spredte tøndebål.

Gården i Ungdomshuset på Dortheavej 61 var godt fyldt op af en broget skare af feststemte gæster. Foto: Emil Vendelbo Johansen

Denne aften er der både koncerter i den store sal, og i den lille sal, der kaldes Dødsmaskinen. Der er der helt proppet. Men på trods af de mange mennesker, er det forbløffende let at finde vej til baren og generelt at kante sig rundt, imens bandet optræder. Aftenens koncerter er præcis som jeg husker punkkoncerter. Oppe ved scenen har de yngre gæster gang i mosh-pitten, og længere bagved befinder de mere stillestående gæster sig. Tæt på baren.

Ud af øjenkrogen spotter jeg en gammel bekendt. Det tager ham lige et par sekunder at placere mig. Han er en del af miljøet. Vi sludrer lidt om demonstrationen nogle dage før. Han ved godt, at jeg er journalist. Jeg fortæller ham, at jeg er der for at feste, men også er her på reportage. Han udtrykker frustration over, at demonstrationen kørte af sporet og endte i voldelige optøjer. Han nævner også, at der jo som bekendt var børn tilstede. Han sukker lidt.  Jeg tror på ham. Dog har jeg samtidig lidt svært ved at gennemskue, om han mener det hele, eller om han siger noget af det for mig skyld. Fordi han ved, at jeg er journalist.

Generelt står stemningen denne aften i skærende kontrast til situationen på Nørrebro. Her er fredeligt og festligt. Ja, ligefrem inkluderende. Jeg møder tilfældigt nogle gamle gymnasievenner, og vi drikker øl og snakker om dengang Jagtvej 69 blev ryddet.

En tur i Netto og så hjem

Onsdag 1. marts. Nørrebro. Jeg bevæger mig foran demonstrationen og tager opstilling ved Danske Bank på hjørnet af Nørrebrogade og Fælledvej. Jeg er stensikker på, at den vil blive ødelagt.

”Flyt jer, flyt jer!” råber en flok sortklædte aktivister til os. Jeg spurter til den modsatte side af gaden, og hører lyden af smadrede ruder bag mig. Dagen efter læser jeg i aviserne, at rengøringspersonalet måtte søge tilflugt længere inde i banken. På trods af hærværket forholder politiet sig afventende på afstand. Mit gæt er, at de ikke vil risikere at eskalere situationen.

Aktivisterne er godt varme nu, og de mest aggressive af dem har fået gejlet hinanden op som vilde hunde. Revolutionært eller pøbeladfærd? Alt afhængig af øjnene der ser. Jeg har det meste af tiden befundet mig ved siden af en flok sortklædte stenkastende demonstranter. Jeg lyder sikkert som en støvet museumsgenstand, men efter min vurdering er disse drenge ikke en dag over 14 år. Splejsede og hvalpede teenagere. Jeg tænker, at de burde være hjemme hos deres mor og passe deres lektier. ”Flere sten, vi skal have flere sten!”, råber de nærmest panisk, og kyler dem mod bankens facade.

Jeg er efterhånden blevet både våd og kold og kan mærke, at jeg er ved at have fået nok systemkritik for i dag. Jeg har fået en del billeder i kassen. Da jeg når til Netto tæt ved min lejlighed smutter jeg derind, klarer mine dagligvareindkøb og bevæger mig derefter hjemad. Da jeg kommer hjem er jeg stadig høj på adrenalinen og det tager mig resten af aftenen egentlig at falde helt til ro.

Epilog

Min første demonstration til fordel for Ungdomshuset i maj 2007 var fredelig. I hvert fald for mit vedkommende. Da jeg vendte tilbage 10 år efter var det noget anderledes. Som bekendt endte optøjerne i år ved, at politiet gik ind i Ungdomshuset på Dortheavej efter at være blevet beskudt med slangebøsser fra huset. I 2007, da jeg fik stukket den førnævnte pose i hånden, viste det sig, at jeg ikke var så militant, som jeg hjemmefra havde troet.

I 2017 er jeg blevet bekræftet i, at det stadig ikke er tilfældet. Med fare for at lyde som et kapitalistisk borgerdyr, så burde de unge stenkastende demonstranter se at finde sig noget bedre at lave. Jeg har svært ved at se logikken i at smadre det kvarter demonstranterne selv påstår at forsvare, foruden facaden på Arbejdernes Landsbank, som er Fonden Jagtvej 69’s bank. Mit indtryk er, at de fleste beboere på Nørrebro, mig selv inklusiv, grundlæggende støtter op om Ungdomshuset, men ikke deres midler. Det ville klæde disse aktivister at udvise samme tolerance som de selv kræver. Men der er åbenbart, blandt visse personer i det miljø, grænser for både mangfoldigheden og tolerancen.

”10 år – intet glemt, intet tilgivet.” Jeg synes, at tiden efterhånden må være moden til tilgivelsen. Men jeg har naturligvis heller aldrig været rigtig revolutionær.

Se flere billeder i galleriet herunder:

More from Emil Vendelbo Johansen

Nico: Den evige muse

Hun var sangerinde, skuespiller, model og ikke mindst muse for en række...
Læs mere