Pallbearer: Accepten af det uperfekte og stræben efter dekonstruktion

Foto: Diana Lee Zadio

Jeg kan høre på rådhusklokkerne, at jeg er der til tiden. Klokken er 18.00, og jeg står i silende regn i Pumpehusets gårdhave, og prøver at få fat i Pallbearers tour manager. Et vejr, der af nogen måske vil blive betegnet som den perfekte stemningsskaber før en metalkoncert.

Der går dog ikke længe, før jeg sidder backstage med guitarist Devin Holt og bassist Joe Rowland, og gør mig klar til interviewet. Kort efter kommer forsanger og guitarist Brett Campbell ud fra toilettet. Jeg rejser mig, hilser på ham, mærker at han har vasket hænder og starter interviewet.

Som at være på et vildt syretrip, forfulgt af et meth head

Forestil dig et vildt syretrip midt ude i skoven. Det er nok den nemmeste måde at beskrive det på”, svarer Devin, da jeg spørger ind til den særegne Arkansas-lyd, der altid bliver nævnt i forbindelse med Pallbearer. En lyd der hjemsøger de fleste bands, der er startet i mulmet af Little Rocks metalscene.

Yeah, et sindssygt syretrip, hvor du føler du bliver forfulgt af nogen eller noget”, tilføjer Brett.

Backstage med Pallbearer. Foto: Sanne Lundqvist

En anden jordisk kraft. Et meth head” spæder Joe og Devin til, og der bliver leet til denne forestilling, der tangerer til at køre ud på et overdrevent sidespor. Jeg føler mig dog knap så forfulgt af syrehoveder og væsner fra det ydre rum, da jeg tre timer senere står og mærker de tunge rytmer fra koncertens åbningsnummer, Thorns, fra det nye album Heartless.

Til gengæld forvolder lugten af gennemsvedt læderjakke, der kun er at finde til metalkoncerter, sig på mine næsebor og hjælper mig til at nå en tilstand af beruselse i samspil med de hårde, mørke repetitioner, der kendetegner doom-metallen.

Selvom bandets lyd ofte bliver kategoriseret som doom-metal, har Pallbearer fra deres spæde begyndelse forsøgt at præge deres udtryk i retningen af mere progressiv rock.

Vi har det her Doom-mærkat, og det er svært at ændre på”, forklarer Joe. Dog virker det ikke som om, de lader sig gå på af, hvad andre tænker om deres musik.

Jeg er ligeglad med, om folk tænker, at vi er et metalband eller noget andet. Det her er, hvad vi laver, og mere er der ikke i det”, svarer Brett.

Eksperimenteren frem for perfektion

Efter de første sange, der har balanceret mellem nyt og gammelt genkender jeg den Pink Floyd-lignende guitarintro til den næsten 12 minutter lange Dancing in Madness, der er at finde på Heartless. Et album der på mange måder adskiller sig fra Pallbearers bagkatalog.

Heartless er på overfladen mere kompleks end noget af det andet, vi har lavet. Vi har leget lidt mere med tempoet og med at gøre intensiteten mere dynamisk”, forklarer Brett og fortsætter

Rent lydmæssigt er det vores mest alsidige album. Jeg synes, det har de mest interessante melodier og rytmer. Der er mange lag i det. Det var udfordrende at skrive, indspille og det er en udfordring at spille hver aften, og det ligger der noget ret tilfredsstillende i. Det er ikke altid, det er helt perfekt, men det giver os alligevel en fantastisk følelse, fordi vi er fire personer, der leverer vores absolut bedste, og skubber grænserne for vores musikalske kunnen”.

Det handler i sin enkelthed om at slippe sit had og uvillighed til at forstå ting og indrømme, at du kan tage fejl. At prøve at se virkeligheden fra andres perspektiv

Det går da heller ikke mit øre forbi, at det glipper lidt med at følge med hinanden under koncerten. Dog er det tydeligt at mærke, at hvert show skal være en unik oplevelse, hvilket blandt andet ses ved at de ændrer setlisten flere gange undervejs.

Man kan sige, vi lærer foran publikum. Vi prøver os bare frem, og hvis vi fejler, må vi lære af det, tænker jeg”, forklarer Devin med et let skuldertræk og fortsætter

Vi havde slet ikke forventet at blive så populære, som vi blev efter vores første album, og da vi startede med at turnere, så meget ville vi gerne udfordre os selv. Når du spiller 200 shows om året, vil du godt have sange, der kan opretholde din opmærksomhed. De nye sange kræver et andet fokus, der gør det sjovere for os at spille hver aften

Et univers af lydpoesi

På trods af den mere laissez faire indstilling til at levere et show, der vil bestå af fejl og mangler, er det dog meget tydeligt, at denne indstilling ikke er at finde i forhold til skabelsen af og udviklingen af nye sange og melodier.

Progrock-doom på Pumpehusets scene. Foto: Sanne Lundqvist.

Egentlig skal melodierne være i stand til at kunne fortælle en
historie i sig selv uden tekst, så når vi når til tekstskrivningen, er der opstået en særlig følelse, der kan mærkes. Man kan sige at teksterne ligesom skriver sig selv
”, siger Brett og stiller sin dåseøl fra sig.

Pallbearers sange kan siges at være små historier i en større fortælling som udgør temaet for hele albummet. Åbningsnummeret I Saw The End slår tonen og temaet an i samspil med albummets kunstneriske udtryk. Dog er det først gennem en fordybelse af lyrikken, at man finder det egentlige budskab, der har forklædt sig som andenstemme i de allersidste linjer, der således lyder; 

When all your fear dies/Life becomes your own/To silence your cries/Learn the truth that must be known. Nysgerrigheden omkring valget af at gemme essensen af albummets karakter og budskab er noget jeg må have svar på.

Mest af alt er det fordi det var sådan melodien blev skrevet. Altså, man kan sige, det var en måde at sammenflette de to melodier, den høje del, som jeg synger, og den lave som Devin synger. Men du kan også se det som den spænding mellem dette tankesæt, og hvad resten af sangen handler om. Så vil nok sige, at det er en blanding af dem begge”, forklarer Brett mig og nikker bekræftende.

Sandheden der skal kendes

Men hvad er det så for en skjult sandhed, Pallbearer vil have, der skal kendes?

Det handler i sin enkelthed om at slippe sit had og uvillighed til at forstå ting og indrømme, at du kan tage fejl. At prøve at se virkeligheden fra andres perspektiv. Det er så nemt at have en umiddelbar opfattelse af ting, du ikke forstår, og dermed affejer dem og fortæller dig selv, at det er forkert og unaturligt. Du bliver nødt til at have et åbent sind for at kunne leve et positivt liv. Det er nok primært det det handler om. At lære at acceptere hinanden, forsøge at forstå andre og dig selv i forhold til andre, og måske indse at du ikke har ret i alt. Hvis du kan ændre dit perspektiv på ting, så bliver du også en mere lykkelig person, fortæller Brett.

Og med disse ord er det også med et åbent sind, og med en accept at min reaktion forbliver fordomsfri, da tiden går i slow motion, og jeg ser en moden mand røre ved et af bandmedlemmerne for derefter at bryde ud i et brøl af ren ekstatisk karakter, samtidig med at begge arme er løftet i sejrspositur, der på mange måder er symbol for denne aftens musikalske oplevelse.

Tak, fordi du kigger forbi. Læs så mange gratis artikler, du vil, og husk at downloade og aktivere din add blocker. Hos Netudgaven gør det ingen forskel. Det gør det til gengæld, hvis du hjælper os med at lave anderledes journalistik med vores mikro-abonnementsmodel. 15 kr om måneden er seriøst cool.

More from Sebastian Lundqvist

Slap af til smaskelyde og klaskende baller

Lad os koncentrere os lidt om et af de fænomener, der for...
Læs mere