Under radaren: Bang

Heavy metal-pionererne fra Bang kan opleves på Loppen d. 31. Maj. Foto: Bangmusic.com

Når man som band bliver beskrevet som en krydsning mellem Led Zeppelin og Black Sabbath, så burde det næsten ikke kunne lade sig gøre at glide ud glemslens mørke. Men det er ikke desto mindre tilfældet for Bang, der var med helt fremme blandt pionererne inden for heavy metal, men som i dag er et mere eller mindre ukendt navn.

Genrens helt store foregangsmænd var uden tvivl Black Sabbath, der med deres mørke, dystre og hårdtslående rock skabte en helt ny retning inden for musikken, og som sidenhen forblev de største stjerner i næsten 50 år. Black Sabbath har for nyligt sat punktum for deres enestående karriere med en udsolgt verdensturne, men udfordrende fra Bang har stadig mod på mere, og d. 31. maj har du ovenikøbet chancen for at opleve dem live i København, når Loppen åbner dørene for dette kriminelt oversete band.

Succesen gav ingenting

Guitaristen Frank Gilcken på scenen. Foto: Bangmusic.com

Man kunne blive en rig mand, hvis man fandt formlen for, hvorfor nogle bands for evigt bliver udødelige, mens andre lignende bands frister en tilværelse som helt og aldeles ukendte. Lytter man til Bang, så står det i hvert fald ikke umiddelbart klart, hvorfor dette markante band i den grad er endt som en ubetydelig fodnote i musikhistorien.

Det er svært ikke at trække spor til bands som førnævnte Black Sabbath eller Led Zeppelin, når Bang brager ud af højtalerne. Lyt til melodierne, det formørkede og tumultariske udtryk, og ikke mindst til Frank Ferraras ustabile vokal, der på det nærmeste er som en hybrid mellem Ozzy Osbourne og Robert Plant.

Bang fik kontrakt på det store pladeselskab Capitol og med deres debutplade drog de ud på store turnéer, både som hoved- og supportnavn, bl.a. for bands som Fleetwood Mac, Deep Purple og selvfølgelig Black Sabbath, hvor de ifølge de tilstedeværende spillede dem ud af salen. Bangs åbenlyse talent for både den hårdtslående metal i numre som The Queen, og i afdæmpede akustiske sange som The Last Will And Testament stod som garanter for bandets kvaliteter, men de kunne ikke sikre deres succes. Salget af debutpladen gik godt i USA, ligesom den var en overraskende succes i Hong Kong.

Det store spørgsmål

Alligevel førte det ikke til det helt store for Bang. Den umiddelbare succes kastede ikke en opfølgende interesse af sig, og da Capitol insisterede på at næste plade skulle have et mere poppet præg, begyndte det at gå ned af bakke for bandet.

Efter den ellers succesfulde debutplade udgav bandet albummet ”Mother/Bow to the King”, der bærer mange ligheder med debuten, men samtidig også viser et mere alsidigt band, til trods for at både trommeslageren og produceren var blevet skiftet ud.

Coveret til Bangs selvbetitlede debutplade. Foto: Bangmusic.com

Denne gang udeblev den kommercielle succes dog for bandet, til trods for så stærke numre som det hårde Humble og det Skynard-agtige Feel The Hurt.

I 1973 røg det tredje album i handelen. ”Music” viser et band, der kæmper for at finde retning, og som mere eller mindre har lagt metallen på hylden, og i stedet forsøger sig med et powerpop-album, der aldrig rigtig letter fra jorden. Da pladeselskabets engagement i både plade og band på dette tidspunkt var minimal, udeblev succesen endnu engang, og bandet trak herefter stikket fuldstændigt, og blev opløst.

Genopstandelse

Omend den store kommercielle succes udeblev, så er Bang stadig at finde på alverdens scener, siden de i 2014 og fandt sammen som band igen. Onsdag d. 31. maj indtager de gamle metal-pionerer Loppen på Christiania i København, og Netudgaven vil uden tvivl være at finde på forreste parket.

“Under radaren” er en artikelserie fra Netudgaven.dk, der løbende sætter fokus på oversete og glemte kunstnere, hvis gennembrud udeblev i deres egen samtid.

Tak, fordi du kigger forbi. Læs så mange gratis artikler, du vil, og husk at downloade og aktivere din add blocker. Hos Netudgaven gør det ingen forskel. Det gør det til gengæld, hvis du hjælper os med at lave anderledes journalistik med vores mikro-abonnementsmodel. 15 kr om måneden er seriøst cool.

Skrevet af
More from Klaus Thodsen

Under radaren: Judee Sill

På Morrison Street i North Hollywood blev en kvinde d. 23. november...
Læs mere