”Vi burde omfavne kurderne og droppe al den nationalistiske bullshit”

Den 16. april stemmer Tyrkerne om at ændre landets forfatning. Hvis det bliver et ja, så bliver præsidentembedet beføjet med mere magt på bekostning af parlamentet. Merih Şamli er historiestuderende ved Bilgi University of Istanbul og kender til spændingerne mellem Tyrkiets forskellige befolkningsgrupper. Han er en af byens unge stemmer, som længes efter forsoning forud for en folkeafstemning, der får stor indflydelse på landets fremtid .

Da jeg i sin tid lærte Merih at kende var hans stamsted vandpibebaren Şino Café i Istanbulbydelen Ortaköy. Şino Café var i Merihs øjne autentisk. Stedet var udstyret med møbler betrukket i sirlige polstringer, og det havde en dunkel belysning uden for meget flimmer, som man finder andre steder i Istanbul. Og så blev der spillet kurdisk musik, fordi dem, der kørte stedet, var kurdere.

I Café Şinos prime time, mellem 22 aften og 4 morgen, fortalte Merih, at de altid spillede mindst et nummer med Ahmet Kaya. Kaya var en kurdisk sanger, som brød igennem i midten af 1980erne. Han havde rødder i den traditionelle kurdiske folkemusik men sang på tyrkisk. Han var højt skattet af både kurdere og tyrkere med mange millioner solgte plader. Men i 1999 tog populariteten et dyk, da han i en takketale til en prisuddeling proklamerede:

”Fordi jeg er af kurdisk oprindelse vil jeg indspille en sang på kurdisk på mit næste album.”

Ytringen viste sig at ødelægge den chikke stemning omkring sangeren. Kaya og hans kone måtte med politiets hjælp flygte fra prisuddelingen efter at være blevet overfuset af skældsord fra andre gæster – nogle kastede endda knive og gafler efter parret.

Efterfølgende blev Kaya lagt for had i store dele af den tyrkiske presse, og han blev endda retsforfulgt for forræderi: anklaget for støtte til Kurdistans Arbejderparti, PKK, og dets leder Abdullah Öcalan, som siden 1984 har ført en væbnet kamp mod den tyrkiske stat for at opnå selvstændighed. Kaya havde på det tidspunkt forladt Tyrkiet med hans familie, men blev dømt 45 måneders fængsel in absentia for at ”sprede separatist-propaganda”. Ahmet Kaya døde året efter i 2000 af et hjertestop i Paris.

Nationalistiske fanatikere

Sådan nogle historier kunne Merih bringe en på sporet af. Han kunne fortælle i timevis i håb om, at en udvekslingsstuderende badegæst som mig ville fatte bare en smule af, hvad der foregik. Ligesom han tog mig med på ture igennem byen for at vise sporene fra Osmanner-rigets multikulturelle fortid: Armenske kirker, græskortodokse kirker og gamle jødiske kvarterer

Her godt og vel et år efter har Şino Café fået nye ejere, og Merih går ikke så meget ud længere. ”Jeg ved ikke, hvad det er. Jeg er ikke i humør til det. But I can smoke my own sisha now.” siger han og peger på den vandpibe, der står på stuegulvet i hans lejlighed og mest af alt ligner en legetøjs-ubåd. Han har købt den af en ven, som har importeret et parti fra Kina.

Merih har lige haft besøg af sin mor. Hun bor i Antalya og kommer ind i mellem til Istanbul for at være sammen med sin eneste søn. Merihs forældre blev skilt kort efter hans fødsel, og han har ikke megen kontakt med faderen. Merih beskriver moren som en ”striks, kemalistisk kvinde” og takker mig spøgefuldt for at være kommet til byen, så han havde en god undskyldning for at sende hende ud af vagten.

”Lad os bare sige det, som det er: de er nationalistiske fanatikere.” svarer han, da jeg spørger om han vil uddybe sin beskrivelse af hende. ”De tror på alt, hvad Mustafa Kemal sagde og gjorde. Det er militærfolk med blonde koner og smag for raki. Selvfølgelig er det en grov generalisering.”

Senere tilføjer han:

”Men kemalisme er ikke en venstrefløjsbevægelse, det er højrefløjsbevægelse. Folk tror det er omvendt. Også tyrkere tror, at kemalismen hører til på venstrefløjen. Fuck no! Det gør den ikke. Den er militaristisk, nationalistisk, imod minoriteter. Måske ikke direkte imod minoriteter, men bevægelsens hovedmål har været at promovere tyrkiskhed.”

”Denne by var beboet af 20 % som ikke var muslimer. Hvor er de nu? Hele den armenske og græske middelklasse blev drevet ud af landet i årene mellem 1915 og 1930. Omkring to millioner mennesker.”

I dag mener Merih, at det ikke spørgsmålet om religion, men spørgsmålet om etnicitet, der skaber spændinger i Tyrkiet. Han henviser til det kurdiske anliggende og hele spørgsmålet om selvstændighed.

”Hvis de vil have det, skal de have det. Hvis de kan lykkes med det. I mit hjerte, mener jeg, at det der skal til er, at det kurdiske sprog bliver gjort til det andet officielle sprog i Tyrkiet. Vi burde omfavne kurderne og droppe alt den nationalistiske bullshit. Hvis vi står sammen, vil vi være stærkere. Økonomisk, socialt, diplomatisk og kulturelt.”

”Vi ved ikke, hvordan vi skaber fred”

Merih er ikke selv kurder, men som historiestuderende på Bilgi University of Istanbul kender han til konfliktpunkterne i Tyrkiets nutid og fortid. I hans bogsamling, der er samlet på to IKEA-reoler han kalder biblioteket, går årstallet 1915 igen på mange af titlerne.

Årstallet er omdrejningspunkt for et andet følsomt emne i den offentlige debat i Tyrkiet. En tilbagevendende strid om, hvorvidt deportationerne af op mod 1,5 million armenere – hvoraf omkring en million ifølge flere historiske studier menes dræbte – var resultatet af ordre udstedt af højtstående medlemmer i det osmanniske militær, eller blot et udtryk for tyrkiske militærgruppers uafhængige hærgen, sådan som den officielle tyrkiske forklaring går på.

En forklaring der også nedskalerer antallet af døde til et par hunderede tusinde og ikke anderkender hændelserne som et folkemord, sådan som flere lande, heriblandt Tyskland og Frankrig (men ikke Danmark) gør det.

”Vi ved ikke, hvordan vi skal forsone os. Vi ved ikke, hvordan vi skal sige undskyld. Vi ved ikke, hvordan vi skal skabe fred. Stadigvæk. Der var en Besiktas-kamp mod et græsk hold, og da vi havde vundet over dem, fejrede de det i fjernsynet og aviserne ved at sige: ’Se, vi sparkede dem tilbage til det ægæiske hav igen.’ Ambitionen og lysten mod at få hævn er så åbenbar, at vi aldrig vil kunne skabe fred med nogen, som vi har før kæmpet imod.”

Bemærker Merih noget til det han beskriver som tyrkeres traumatiske forhold til sin egen fortid? Til spørgsmålet om hvorfor det er så svært at sige undskyld, svarer han:   

”Jeg har ingen anelse. Måske har det noget med jorden at gøre. Måske er det noget med menneskene. Jeg ved det ikke. Der er et ordsprog i Tyrkiet, der går således: ’at sige undskyld er en dyd’, men vi besidder ikke denne dyd. Dette land elsker at gøre sig selv til et offer. England angreb os, Frankrig angreb os, Grækenland angreb os og Rusland. Vi har været ofre. Det er også det AKP gør. De gør os til ofre ved at sige at Europa er imod os. At alle er imod os. ”

”Hvad er der blevet af min stemme?” 

Merih gør opmærksom på, at da AKP havde vundet magten i 2002 igangsatte de frem til 2015 flere gode initiativer rettet mod at løse det spændte forhold med PKK og kurderne i det østlige Tyrkiet. AKP åbnede for forhandlinger og dialog, noget der havde været svært at forestille sig ske under 1990ernes skiftende regeringer. Bl.a. blev Ahmet Kaya tildelt en mindepris i 2013 for sin ”forenende indflydelse” af den daværende præsident, Abdullah Gül.

I Merihs øjne håbede AKP på, at landets mellem 14-20 millioner kurderne (tallet er forbundet med usikkerhed) til gengæld ville stemme på dem, hvilket de også gjorde i starten. Men senere begyndte de at støtte partiet HDP, Folkets Demokratiske Parti, som blev dannet i 2012 med et pro-kurdisk grundlag. Partiet fik et historisk godt valgresultat tilvalget i juni 2015 og sikrede sig 80 pladser i parlamentet ved at komme over spærregrænsen på 10 %. En spærregrænse, der blev vedtaget i 1980 – i manges øjne med den hensigt at holde kurdiske partier uden for indflydelse.

Omvendt lykkedes det ikke AKP og den siddende præsident, Recep Tayyip Erdogan, at opnå et valgresultat, der gjorde dem i stand til at danne en majoritetsregering, hvilket udløste et nyvalg, der blev afholdt i november samme år. HDP ville ikke pege på Erdogan

”Efter valget i juni begyndte volden at blusse op igen i det østlige Tyrkiet. ” påpeger Merih.

Han tilslutter sig den tolkning at AKP bevist lød volden blusse op for at svække HDP for dermed vinde tilslutning hos det yderligtgående nationalistiske parti MHP. ”Jeg stemte også på HDP, men nu er de folk jeg stemte på sat i fængsel. Hvad er der blevet af min stemme?” fortæller han med henvisning til efterårets fængsling af HDP lederen Selahattin Demirtaş og flere andre parlamentsmedlemmer fra HDP.

”De er blevet sat i fængsel, fordi de ellers ville styrke nej-siden. ”

Sådan hænger tingene sammen set fra det punkt Merih kigger ud fra.  På søndag d. 16 april stemmer han og resten af Tyrkiets befolkning om at ændre landets forfatning.

Du kan læse en dybdegående gennemgang af forfatningsændringen og konsekvenserne her.

Tak, fordi du kigger forbi. Læs så mange gratis artikler, du vil, og husk at downloade og aktivere din add blocker. Hos Netudgaven gør det ingen forskel. Det gør det til gengæld, hvis du hjælper os med at lave anderledes journalistik med vores mikro-abonnementsmodel. 15 kr om måneden er seriøst cool

More from Kristian V. Jensen

På motorcykel gennem et splittet Tyrkiet

Tyrkiet er et splittet land. Den 16. april stemmer landet om en...
Læs mere