Kampen om byen dengang og nu

Foto: DOGWOOF GLOBAL

Byerne skal formes af alle, mente Jane Jacobs – den kvindelige journalist, der kæmpede mod magtfulde byplanlæggere og reddede New Yorks sjæl.

De fleste, der har besøgt New York, har vandret rundt i de hyggelige kvarterer i den nedre del af Manhattan, der med deres små gader på kryds og tværs adskiller sig fra resten af øens strengt symmetriske gadenet. Men de færreste ved, at området højst sandsynligt ikke havde eksisteret i dag, hvis det ikke var for Jane Jacobs.

Under Copenhagen Architecture Festival, som blev afholdt i starten af maj, fik danskerne heldigvis mulighed for at se den nye dokumentar Citizen Jane – Battle for the City. Filmen fortæller historien om den kvindelige journalist, som blev aktivist og fik forpurret magtfulde mænds planer om et gigantisk infrastrukturprojekt, der ville have tilintetgjort Greenwich Village og det, der i dag hedder SoHo.

Kampen udspiller sig mellem Jane Jacobs og hendes ærkerival byplanlæggeren Robert Moses i midten af det tyvende århundrede. Det var den skæbnesvangre periode, da de moderne byer blev bygget op – baseret mere eller mindre trofast på arkitekten Le Corbusiers visioner – for at erstatte slum og elendighed, og hvor efterkrigstidens pludselige velstand og bilfetichisme satte sig dybe fysiske spor i de vestlige byer. Stemningsfulde arkivbilleder af Manhattan i gamle dage illustrerer historien i dokumentaren, som samtidig fungerer som en fængende introduktion til Jane Jacobs’ stadig meget aktuelle idéer om byer og byliv.


Skurken og heltinden

Robert Moses havde som byplanlægger i 1930-1950’erne fået et uhørt stort ansvar for New Yorks udvikling. Han havde en forkærlighed for moderne byudvikling og for motorveje, som han med rund hånd tegnede ind på Manhattan, så de skar sig gennem gamle, veletablerede boligområder. De historiske kvarterer var i hans øjne ”kræftsvulster,” der skulle skæres væk for at skabe en sund, velfungerende by.

Med andre ord den perfekte skurk: en magtfuldkommen, arrogant, ældre hvid mand, som mente, at han vidste, hvad der var bedst for New Yorks udvikling – uanset om der var nogle ”husmødre,” der brokkede sig. “You have to move people out of the way of a slum clearance project, and a lot of them are not gonna like it,” konstaterer han tørt i et sort-hvid-klip i dokumentaren og tilføjer senere: “You can’t make an omelet without breaking some eggs” – det sidste ledsaget af billeder af nedrivningskugler, der slår den ene bygning efter den anden til støv.

I samme periode begyndte journalisten Jane Jacobs at interessere sig for byens liv og mennesker, da hun skrev artikler til blandt andet damebladet Vogue om de forskellige gamle kvarterer i New York. Efterhånden blev hun mere og mere kritisk over for den nye, rationelle byplanlægning, som effektivt udryddede alt liv og efterlod rene og visuelt ordentlige, men mennesketomme byrum og gader. Hun samlede sine iagttagelser i bogen The Death and Life of Great American Cities, som starter: ”This book is an attack on current city planning and rebuilding.”

Så er fronterne tegnet op.

En samling husmødre

Jane Jacobs og Robert Moses mødtes kun én gang nogensinde til et borgermøde – i øvrigt ved samme lejlighed, hvor Robert Moses i arrigskab fik brugt den uheldige vending om, at det blot var ”en samling husmødre,” der stillede sig i vejen for hans planer.

I spidsen for ”husmødrene” stod Jane Jacobs, som organiserede happenings, græsrodsaktiviteter og protester, der endte med at blokere for flere af Robert Moses’ mest storstilede projekter, derunder hans plan om at køre en firesporet vej gennem Washington Square Park, at rive det meste af the West Village og Soho ned og at tvangsforflytte 2.200 familier for at anlægge en motorvej.

Da Robert Moses tabte den sidste og mest indædte kamp om motorvejen, the Lower Manhattan Expressway, var det reelt enden på hans politiske karriere. Jane Jacobs flyttede til Canada for at få ro, men fik sig alligevel rodet ud i endnu en kamp mod systemet og var med til at stoppe planerne om en anden motorvej: The Spadina Expressway, som skulle have kørt direkte igennem Torontos bycenter.

Byens ballet

The Death and Life of Great American Cities fra 1961 er i dag obligatorisk læsning på bystudier verden over – en bog skrevet i en mandsdomineret tid af en kvinde uden formel uddannelse inden for byplanlægning.

Jane Jacobs skrev om at sætte fokus på mennesker frem for biler, og hun var fortaler for blandede bydele med en mangfoldighed af mennesker, for liv og for tæthed og for bevaring af gamle huse. Udtrykket ’Eyes on the street’ stammer herfra – idéen om, at naturlig overvågning i form af gamle damer i vinduerne og folk, der bevæger sig rundt i gaderne eller hænger ud på dørtrinnene, er den mest effektive måde at forebygge kriminalitet.

“Cities have the capability of providing something for everybody, only because, and only when, they are created by everybody.”

I dag kan hendes idéer virke nærmest banale, men Jane Jacobs var én af de første til at tale om de traditionelle byers fordele, da alle andre var forblændet af modernismens løfter om fremskridt, og hun gjorde det så gennemtænkt og nuanceret, at bogen stadig er relevant at læse i dag. Samtidig er den en velskrevet kærlighedserklæring til hendes egen by og til byer generelt. I en berømt passage på flere sider beskriver hun for eksempel den særlige orden, der hersker i byens tilsyneladende kaos, som en kompliceret ballet, hvor mennesker fletter ind og ud mellem hinanden, og hvor hver enkelt danser har sin egen særlige rolle at spille, som på mirakuløs vis styrker den overordnede komposition.

For nogle lyder hun måske som en nordamerikansk udgave af den danske arkitekt Jan Gehl, hvilket ikke er så underligt, for Jan Gehl var netop inspireret af hendes tanker i sin bog Livet mellem husene fra 1971. Men hvor Jan Gehl var en del af ekspertstanden og med sin gemytlige onkelfacon bare blev grinet lidt af – indtil han efterhånden blev taget alvorligt – var der en langt mere fyrig og krigerisk indstilling hos den lille, bebrillede dame. For hende handlede det ikke kun om, at eksperterne skulle være klogere og bedre til at observere, men om at byen grundlæggende er en kompleks enhed, som kun fungerer, så længe borgerne selv er med til at skabe den. Eller som hun skriver: “Cities have the capability of providing something for everybody, only because, and only when, they are created by everybody.”

Moses on stereoids

I løbet af de sidste ti år er interessen for Jane Jacobs steget voldsomt. Både New York og Toronto har nu en officiel Jane Jacobs Day, og i løbet af maj hvert år organiserer almindelige borgere ’Jane Walks’ til ære for hende i over 250 byer rundt omkring i verden lige fra Helsinki til Cape Town. Sidste år havde Jane Jacobs og Robert Moses sågar hovedrollerne i noget så usædvanligt som en opera om byplanlægning, og senest har vi altså fået den første dokumentar om Jane Jacobs.

Hvorfor denne pludselige Jane-feber over et halvt århundrede efter hendes kamp? I mange af de lande, der i dag vokser i rivende fart, står det pinefuldt klart, at man er ved at gentage de fejltagelser, som blev begået med moderniseringen af de vestlige byer i midten af det tyvende århundrede. ”like Moses on steroids,” siger sociologen Saskia Sassen om udviklingen i Kina og Indien i slutningen af dokumentaren. Men også i de vestlige lande – og Danmark med – bliver mange af de samme hovedløse beslutninger og de samme, middelmådige boligbyggerier gentaget igen og igen til trods for advarslerne fra Jane Jacobs og vores egen Jan Gehl. Herhjemme er ændringerne ikke så omfattende, men man river stadig gamle bygninger ned for at bygge nyt med henvisning til behovet for flere boliger til den voksende bybefolkning. Bare få hundrede meter fra Netudgavens kontor på Enghavevej i København ligger for eksempel Slagtergårdene fra 1860’erne – en unik rest fra Vesterbros industrielle fortid, som netop har fået dødsstødet af politikerne i Københavns Borgerrepræsentation. De historiske bygninger skal rives ned for at gøre plads til 88 boliger – til trods for at både Københavns Museum, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur og Det Særlige Bygningssyn anbefalede en fredning.

I det lys er Jane Jacobs’ historie i høj grad stadig relevant. Hendes teorier kan minde os om at værne om byens identitet og historie, og hendes aktivisme kan inspirere i en tid, hvor byerne igen udvikler sig hurtigt, og mange borgere ikke føler sig hørt. Modstanden mod nedrivning af Slagtergårdene samlede over 8.000 underskrifter og 260 indsigelser på Københavns digitale høringsportal, og forleden, i en anden ende af byen, mødte 6.000 mennesker op for at demonstrere mod planerne om at bygge på Amager Fælled. Kampen om byen fortsætter.


Traileren til Matt Tyrnauers dokumentar Citizen Jane – Battle for the City

More from Emilie Koefoed

Kan Danmarks sikreste fængsel være humant?

Snart skal fanger spærres inde på en mark på Falster. Netudgaven har...
Læs mere