Kritikken af magthaverne har sejret ad helvede til

Marine le Pen taler til en demonstration 1. maj 2012 (Wikimedia Commons)

Donald Trump. Brexit. Marine le Pen. Alle repræsenterer de en stigende mistillid til vores folkevalgte og til de demokratiske institutioner som de vestlige lande har opbygget efter 2. verdenskrigs ophør. Samtidig er de en kold klud i ansigtet på venstrefløjs-bevægelser overalt i verden. Og der er brug for at kigge indad. For måske skyldes den populistiske højrefløjs succes i virkeligheden, at venstrefløjens mest hellige intellektuelle disciplin – kritikken af magthaverne – har sejret ad helvede til.

Vores politikere og demokratiske institutioner har et tillidsproblem.

Afstanden mellem befolkningen og deres folkevalgte øges og EU institutionerne opfattes i højere og højere grad som fjerne, bureaukratiske fyrstedømmer, hvor privilegerede embedsmænd og korrupte politikere tager beslutninger, der forværrer folkets tilværelse.

Befolkningens vrede må være sød musik for den klassiske venstrefløj, hvor akademikere, filosoffer og analytikere i årevis har forsøgt at overbevise os om, at de gældende samfundsstrukturer er vores fjende. Men paradoksalt nok er det måske netop befolkningens mistillid til eliten, der har næret Trumps valgsejr i USA og Marine le Pens popularitet i Frankrig samtidig med, at venstrefløjens politiske succes er sat på standby.

Venstrefløjens drømme har tilsyneladende udviklet sig til et politisk mareridt.

Spørgsmålet er, om luften blot er gået af venstrefløjens ballon, som den franske sociolog Bruno Latour påstår, eller om den populistiske højrefløjs succes faktisk er en utilsigtet konsekvens af, at de venstreorienterede intellektuelles insisterende kritik af de vestlige samfundsstrukturer har sejret ad helvede til.

Kritikken nærer mistillid

I årtier har filosoffer, tænkere og samfundsanalytikere bredt associeret med den politiske venstrefløj kritiseret vores eksisterende samfundsstrukturer og demokratiske institutioner.

Michel Foucault, datidens filosofiske enfant terriblé og en af nutidens venstrefløjs-tænkere extraordinaire, argumenterede for eksempel for, at vores moderne fængselssystem langtfra er så humant som vi måske går og tror. Foucault brugte på den måde opfindelsen af fængslet som et eksempel på hans kritik af den moderne stats magtstrategier.

Modsat tidligere, hvor forbrydere blev halshugget på torvet, tager den moderne stat sine subjekter i forvaring. Staten bestemmer altså ikke længere hvorvidt du skal leve eller dø. Den moderne stat vil bestemme præcis, hvordan du skal leve. På samme måde er mange af vores nutidige institutioner opfundet med det ene formål at gøre staten i stand til at veje, måle og forudsige befolkningens udvikling for at kunne styre den.

Jeremy Benthams panoptiske fængsel som Foucault brugte som en metafor for det senmoderne samfunds kontrolmekanismer (Wikimedia Commons)

Denne form for “overvågning” er paradoksal, fordi den sker med baggrund i argumentet om, at forbedre borgernes liv og beskytte deres sikkerhed. Staten må altså ikke længere slå dig ihjel men den må til gengæld bestemme, hvordan du skal leve dit liv. Michel Foucaults provokation består netop i at påstå, at det sidste er værre end det første.

Og det er jo ikke ligefrem fordi den moderne stat ikke benytter sig af vold som et politisk redskab længere. Den har blot valgt at udøve den vold andre steder i verden. Moderne krige udkæmpes for eksempel med baggrund i en opdeling af verden mellem liv der er værd at leve og de liv der er værd at ofre for, at vi andres eksistens fortsat kan blomstre. ’Killing to make life live’, som samfundsforskerne Michael Dillon og Julian Reid så poetisk har kaldt det.

Talrige studier indenfor andre grene af samfundsanalysen er nået til lignende konklusioner, nemlig at vores demokratiske principper paradoksalt nok resulterer i en opdeling mellem et ”os”, der har adgang til samfundets goder, og et ”dem”, der ikke er værdige til at nyde frugterne af velfærdssamfundets træ.

Det er ”dem” som den italienske filosof Giorgio Agamben kalder for ’bare life. Det er “dem” vi møder hver dag i politikernes taler og på mediernes forsider, forklædt som arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere eller noget helt tredje.

Og så er det også blandt dette ekskluderede prekariat, at en stor del af den populistiske højrefløjs vælgere skal findes – og det er måske slet ikke så mærkeligt. Den populistiske højrefløj med Trump, Le Pen og Nigel Farage som bannerførere, kritiserer nemlig den samme politiske elite som venstrefløjs-tænkere har brugt årtier på at udstille.

Venstrefløjens intelligentsia har et ansvar

Selvom kritikken af magthaverne og vores politiske institutioner er centralt for vores demokrati, så medfører praktiseringen af kritik samtidig et ansvar for at komme med konkrete løsninger.

Og det er lige præcis hér, at jeg mener, at mange venstrefløjs-tænkere har fejlet.

The Onion har for eksempel moret sig med et tankeeksperimentet, hvor en Trump vælger bliver omvendt af at læse Judith Butlers kønsteori. Ironien er tyk, og illustrerer samtidig pointen i denne artikel godt. Døm selv:

 

For selv når venstrefløjs-tænkere en sjælden gang imellem forsøger at formulere en politisk vision, så bliver det alt for ofte ved abstrakte teoretiseringer eller utopiske betragtninger. Som da filosofferne Gilles Deleuze og Felix Guattari i 1970’erne foreslog at nedlægge samtlige nationale grænser for at skabe en mere retfærdig verden.

Konsekvensen er, at når venstrefløjens intelligentsia primært praktiserer kritik som en negation, så giver de samtidig bolden op for, at deres konklusioner kan kapres af bevægelser med en lignende anti-autoritær agenda.

Se eksempelvis Trumps rådgiver Steve Bannon, der har erklæret, at han er Leninist. Uanset hvad sådan en udtalelse måtte sige om Bannons litterære forståelse eller mangel på samme, så rammer udtalelsen lige ned i en anarkistisk nerve blandt den amerikanske befolkning, som føler, at de er blevet taget ved næsen og derfor støtter Trumps politiske mål om gennemgribende strukturelle forandringer af USA.

Med baggrund i udtalelser som Bannons fremstår den populistiske højrefløj altså pludselig som en visionær bevægelse med en politisk vision, der ikke blot er formet i deres eget forsmåede verdensbillede, men som står på skuldrene af årtiers intellektuelle arv.

Når Donald Trump siger han vil dræne sumpen, så lytter den amerikanske befolkning fordi de allerede er overbevist om, at sumpen er rådden.

På samme måde støtter landmændene i Nordfrankrig Le Pens planer for et EU-exit fordi hun bekræfter dem i deres bange anelser om, at de bliver udnyttet af slipsedrengene i Bruxelles. I Frankrig er mange folk på den politiske venstrefløj endda ligefrem i tvivl om de vil foretrække den EU-venlige Emmanuel Macron frem for Marine.

Jeg tvivler på, at Trump, Marine le Pen eller Nigel Farage har læst hverken Bourdieu, Foucault eller Habermas. Men noget tyder på, at de venstreorienterede intellektuelles utrættelige kritik af magthaverne er blevet ammunition for den populistiske højrefløjs rygende pistol.

Når venstrefløjens drømme bliver til et mareridt

Venstrefløjs-tænkernes kritik af systemet har altså sejret. Men den sejr har ikke skabt de forandringer som vi havde drømt om.

Som Luc Boltanski og Eve Chiapello har påpeget, så er det er ikke første gang at venstrefløjen har oplevet præcis det.

Under oprørene i 1968, angreb venstrefløjen især den såkaldt fordiske produktionsmodel – opkaldt efter Fords fabrikker i USA – hvor arbejderne blev opfattet som tandhjul i en kæmpe produktionsmaskine.

Besættelse af Odeon-teateret i Paris i forbindelse med demonstrationerne i 1968 (Wikimedia Commons, Eric Koch)

Arbejderne krævede dengang kortere arbejdstider, bedre sikkerhedsforanstaltninger og mere frihed, kreativitet og fleksibilitet i deres arbejdsopgaver. Og de vandt.

Resultatet af denne kamp ser vi på arbejdsmarkedet i dag, hvor den fordiske maskinmodel i løbet af 90’erne blev omlagt til et senmoderne arbejdesmarked, der fordrer individuelt ansvar, personlig resiliens og omstillingsparathed.

Det lød måske meget godt dengang. Men i dag har de indfriede ønsker om mere frihed, kreativitet og forandring i arbejdslivet skabt nye problemer. For hvor det på fabrikkerne var vores kroppe, der bukkede under, er det i dag vores psyke, der bukker under med arbejdsrelateret stress og udbrændthed.

Også dengang vandt venstrefløjens kritik af de eksisterende strukturer. Men også dengang formåede kritikken ikke at skabe de forandringer, som venstrefløjen ønskede.

Når jeg påstår, at kritikken har sejret ad helvede til, er det derfor en påmindelse om, at det ikke er nok at vinde på den politiske kampplads. For når den kamp er vundet, starter det hårde, slidsomme arbejde med at udtænke og implementere de forandringer, som vi ønsker at se.

Verden ser måske ikke ud som vi havde håbet. Men det faktum, at kritikken har sejret ad helvede til viser samtidig, at mange mennesker kan se det uretfærdige i de gældende magtstrukturer. Det momentum må venstrefløjs-tænkerne gribe og bruge til at udtænke konkrete alternativer.

Ellers vil drømmen om et bedre samfund udvikle sig til et mareridt, som vi får svært ved at vågne fra.

Tak, fordi du kigger forbi. Læs så mange gratis artikler, du vil, og husk at downloade og aktivere din add blocker. Hos Netudgaven gør det ingen forskel. Det gør det til gengæld, hvis du hjælper os med at lave anderledes journalistik med vores mikro-abonnementsmodel. 15 kr om måneden er seriøst cool http://netudgaven.dk/stoet-netudgaven/

More from Daniel Møller Ølgaard

Kritikken af magthaverne har sejret ad helvede til

Donald Trump. Brexit. Marine le Pen. Alle repræsenterer de en stigende mistillid...
Læs mere