Litteraturen findes ikke

Foto: Glen Noble

Nye tal viser, at der mellem 2010 og 2015 i gennemsnit er udkommet mellem 5-10.000 bøger i Danmark om året. I Tyskland er tallet mellem 50.000 og 100.000. Når man tænker nærmere over de tal, er de svimlende – og formentlig også en hel del mere end hvad der er behov for. Selvom behov er et svært ord at bruge i forbindelse med kunst og litteratur. Med det store antal er det dog let at antage, at der udkommer, sagt lidt populært, noget til enhver smag.

I de seneste par uger har det danske “litteraturmiljø” beskæftiget sig meget med, hvad “litteraturen” må, skal og bør. En diskussion der hurtigt blev for afsporet til at blive rigtig interessant – men det er en anden historie. Hvad der derimod er interessant, det er behovet for at definere alting i bestemt ental: litteraturen, miljøet, branchen … en semantik, der ikke er væsensforskellig fra dens politiske sidekick eliten og folket. Det seneste eksempel på dette er Kristians Leths promovering af sin kommende bog, i hvilken han anklager det litterære etablissement for at være ganske uinteresseret i sin yndlingsgenre, science fiction og fantasy med udgangspunkt i påstanden om, at denne genre hverken oversættes, udgives eller anmeldes.

Problemet er bare, at så nemt er det ikke at stille op. For det første: Hvad dækker science fiction og fantasy overhovedet over? I én sætning nævner han TV-serien Game of Thrones, et andet sted en af “genrens” ronkedorer, Phillip K. Dick, der bl.a. står bag klassikere som Blade Runner, udødeliggjort af Ridley Scotts filmatisering eller Minority Report, der blev visualiseret på den store skærm af Steven Spielberg, for bare at nævne to eksempler. En forfatter, om hvem man altså hurtigt må konstatere, at den bredere opmærksomhed langt fra er gået ham forbi. Leth indrømmer videre, at en litterær “elite” bestående af Kafka, Herman Hesse, George Orwell og nyere Murakami også skriver science fiction. Men det gør os altsammen kun mere forvirret over hvad denne genre, Leth mangler, skulle bestå af? Hvornår er noget science fiction? Hvor mange genretræk skal en bog besidde for, at det er “godt nok” til at komme i den kategori. Er for eksempel ikke en af det danske etablerede litteraturmiljø højtrespekterede Theis Ørntofts seneste digtsamling Digte 2014 et eksempel på lyrisk science fiction? I den findes såvel galakser, alternative biosfærer og former for nonhumant liv, og hvad er det, hvis det ikke er netop klassiske træk fra science fiction-genren? Eller for at blive lidt i det, der hos Leth synes at være en relativ stringent forståelse af genren, så norske Siri Petterssons triologi Ravneringene, om hvilken Weekendavisen, der om nogen må må være repræsentanter for den konservative, men gode smag skriver: “Uanset om du er glad for fantasy eller ej, så må du ikke gå glip af denne serie.”

Genre er en særlig delikat størrelse at give sig i kast med, hvorfor også en større gruppe af danske og internationale forskere interesserer sig netop det. For selvom vi alle ynder at kaste om os med rubriceringer og generaliseringer, så er det langt fra så nemt at skille ad, hvis man kigger lidt nærmere efter. Der er bl.a. så mange overlap mellem den populære genre, science fiction, og den mere akademisk anerkendte magiske realisme (til hvilken jeg i øvrigt ville mene, at både Hesse og Murakami hører, men lad nu det ligge), at det er for nemt og ensidigt at påstå, at den ene er accepteret, anmeldt og anerkendt og den anden det modsatte.

Skulle man alligevel gå med på den grunlæggende hjemmel, Leth opstiller, så kan dette skel måske skyldes, at mange bøger i science fiction-genren er så, kan man sige, uheldige samtidig at lande inden for feltet triviallitteratur, af den simple grund, at de ikke besidder litterære kvaliteter nok til at blive betragtet som andet end underholdning. Men at det skulle være sådan alene, fordi bøgerne er skrevet i et science fiction- eller fantasyunivers mener jeg, er en naiv overbevisning.

Den litterære elite & folket 

De litterære nicher har virkelig gode forhold for tiden, fordi selvpublicering og internettet som sådan gør det muligt at skabe små miljøer, der interesserer sig for specifikke ting. Og er man som forfatter og/eller udgiver klog nok, så skal læserne nok finde én. Og derfor er der også plads til sci-fi og fantasy i Danmark – prøv for eksempel at gå en tur på biblioteket, tag en sludder med din bibliotekar (ja, du ved, personen, der engang imellem står bag skranken, ikke computeren!) og spørg dem hvilke bøger, der er populære hos deres lånere. For ikke at snakke om hvordan det ser ud hos Amazon, hvor selvpubliceringen vokser sig større og stærkere hver eneste dag, og hvor de foretrukne genrer netop er dem, Leth efterspørger.

Billedet på den “litterære smag” ser noget anderledes ud, hvis du vender blikker og ikke blot nøjes med at trække din empiri i Informations ugentlige litteraturtillæg. Denne undersøgelse vil formentlig vise dig et mangfoldigt billede af læservaner, smag og tendenser, som vil adskille sig fra det, enkelte kritikere og udgivere beskæftiger sig med. Litteraturen findes ikke! Der findes ikke kun én slags form for litteratur, en enkelt bog eller udgivelse enten er eller ikke tilhører. Af samme grund giver det også mening, at vi bliver ved med at udgive så mange bøger hvert eneste år, selvom der allerede er så mange tilgængelige, at selv den mest ihærdige aldrig kommer gennem stakken.

Det vil til enhver tid være sådan, at en (akademisk) minoritet (!) beskæftiger sig med et snævert udvalg af de udgivelser, der rammer bogmarkedet hvert år. Og at en del af denne minoritet bl.a. udgøres af visse kritikere ved enkelte mediehuser eller publikationer. Kritikerlaget i Danmark er en ubarmhjertig skare, men de er ikke altafgørende for hvilken litteratur, der når ud og hvilken ikke. I Danmark, og jeg vil vove at påstå også andre steder, er det litterære parnas under, hvis ikke opløsning, så i hvert fald kraftig beskydning. Og de udfordres hver eneste dag af nye bogbloggere, meningsdannere eller andre debattører, der tager deres holdning til et kulturprodukt op – hvad altså selvsagt også vil sige Kristian Leth – og det er i lige så grad dem, der har et ansvar for, i hvilken retning den brede offentlighed vender sin opmærksomed, og det er alt for nemt blot at pege fingre af forlag (der mig bekendt publicerer rigeligt science fiction, fantasy og deslige), kritikere og akademiske kredse. I dag er det en langt større kulturformidlingsmaskine, som vi allesammen hver især er del i hver eneste gang, vi skriver en opdatering på Facebook eller nævner en bog, film eller et teaterstykke over frokosten i kantinen. For når det kommer til stykket, vil du så ikke hellere have et tip fra din remoulade-kammerat end fra mere eller mindre selvbestaltede messiaser, der menes at kunne skelne mellem rigtigt og forkert?

More from Camilla Zuleger

Følelser i kapitalismens analfabetiske tid

Stadigt færre udfordres i dag af ordblindhed. Måske skyldes det, at vi...
Læs mere