De sociale taberes musik?

Netudgaven har været på tur i det elektroniske miljø for at teste fordommene. Foto: Signe Smith

En kvinde vimser rundt i den mangfoldige forsamling af hippier, jurister, tatoverede mænd og mødre med babyer. Hendes dreadlocks er røde og ansigtet er pyntet med glimmer. Der hænger medbragte affaldssække rundt om forsamlingen, som alle er kommet til en af Roskildes parker, før vi om få timer skal stå i Musicons 1.800 m2 hal og danse i miljøet vi alle elsker: Det elektroniske. Men ligeså højt som forsamlingen elsker det elektroniske miljø, ligeså fordømt er det i mediebilledet og befolkningen. Men er det bare sociale tabere på stoffer, eller er der mere i det?

Stofferne er overalt?

Festarrangøren Daily Dak har annonceret, at sin første begivenhed vil blive afholdt i Roskildes Musicon. Men her til førfesten i Postparken er stemningen ved at blive varmet op; vi drikker kolde Tuborg og børnene spiser pærer på de medbragte tæpper i majsolen.

Kondiløbere og barselkvinder hilser pænt, når de passerer os og det flyder ikke med stoffer, som nogen vil tro.

Hele forsamlingen oser egentlig af mangfoldighed og rummelighed. Her er silikone-babes, Amagerdrenge og bonderøve: Der er dem, der nyder substanser, og dem, der ikke gør. Folk vælter ikke rundt, men sidder i små grupperinger og snakker, mens den elektroniske musik leverer soundtracket til dagen.

Fordomme kommer af uvidenhed og bevares af ugidelighed.

Men ligeså rummeligt og omfavnende, som det elektroniske miljø opfattes som inde fra, har udefrakommende ofte en anden opfattelse af, hvad det elektroniske miljø egentlig indebærer: ”Folk er helt væk på det ene og det andet og det gælder 90% af de tilstedeværende”, forklarer Bettina Vandal. Men hvorfor? Jeg er selv blevet tilbudt diverse former for stoffer, men ikke kun i det elektroniske miljø. Stofferne er nemlig ikke underlagt det elektroniske miljø, men tiden vi lever i: ”Selv til min skoles åbne fester, flyder det med tomme poser. Til sidste fest sad der en og solgte stoffer i to timer, før han blev taget af politiet.” forklarer Manja Dyreborg Burø, som skal videre på kemiingeniør-uddannelsen til september. Så selv hvis man bevæger sig ind på Gothersgade-barene og klubberne i de store byer, bliver man tilbudt stoffer – og nu også på ungdomsuddannelserne.

”Du ligner ikke en, som tager til sådan noget”

Men hvordan ser man ud, hvis man tager til ”sådan noget”? Den helt klassiske fordom er dreadlocks, piercinger, barfodet og haremsbukser.

Men alligevel er der ingen i forsamlingen, som oser af socialtaber, narkovrag eller proletar. Tværtimod er det en blanding af jurister, økonomer, kunstnere, landskabsmålere, studerende, pædagoger, kemikere og journalister. Nogle har dreadlocks, andre har ikke. Nogle tager stoffer, andre gør ikke. De fleste ligner bare almindelige mennesker med helt almindelige hverdage.

Senere står vi alle i skæret af Musicons scenelys og danser. Musikken runger i det halvfyldte lokale, og mangfoldigheden fra førfesten i Postparken er rykket med: Der er smukke, letpåklædte bamsestøvle-babes, som flyver rundt på gulvet i shorts og mavebluser. Brysterne er store og taljen nærmest ikkeeksisterende. Men der er også ældre damer, tykke piger, bøjlebærende babes og alle mulige andre typer og former, som der er til de elektroniske fester: ”Jeg har aldrig mødt så bredt udvalg af mennesker, som jeg har til de elektroniske fester: Jeg har danset med børn, bedsteforældre, transvestitter, forretningsmænd, ædru og stang blæste mennesker, i alle størrelser, former og farver. Hvis der er noget det elektroniske miljø kan, er det at samle og inkludere mennesker” forklarer Olivia Karen.

Mediernes ansvar

Jeg er, ligesom alle andre trance-begyndere, oplært med trancemiljøets grundprincipper, nemlig P.L.U.R.: Peace, Love, Unity and Respect.

Og til Daily Daks event bliver alle indbyrdes fordomme hamret til jorden af den mangfoldige skare, der står side om side: Dullerne med silikone bryster og ekstensions står og danser med dreadlocks-pigerne, og de skoløse fyrer giver highfives til de overtrænede gutter. Der er uden tvivl fred og samhørighed. Og dem, der har fået for meget af det ene eller det andet, får vand og både fysisk og psykisk støtte. Ikke kun af venner og vagter, men af alle der kommer forbi. Folk har lagt tasker og trøjer langs væggene, og intet bliver meldt stjålet.

Der blev hold forfest udendørs inden arrangementet i Musicon. Foto: Signe Smith.

Men det er ikke dét billede af det elektroniske miljø, der dominerer medierne. Og da jeg fortæller et par mennesker om artiklen her, bliver nogle bange for, hvad mine intentioner er med artiklen og hvad den kan medføre. Andre er glade og understreger, at der er behov for, at der kommer et nyt perspektiv på det elektroniske miljø; både i medierne og ude i befolkningen.

For selvom mange i det elektroniske miljø er uenige om, hvad god musik er, hvordan man skal se ud og en masse andre ting, virker alle til at være enige om, at mediernes udlægning og udstilling af det elektroniske miljø er langt fra retvisende. Flere nævner bølgen med de langt-fra-myndige unge mennesker, som er begyndt at komme til festerne. Flere henviser til DR3’s serie Prinsesser fra Blokken, som skadende for befolkningens opfattelse af miljøet: ”Miljøet mister sin charme” siger en, ”ja, det hjalp sgu ikke på fordommene” tilføjer en anden. Begge ønsker at være anonyme.

Jeg blev selv præsenteret for det elektroniske miljø, som 17-årig. Jeg var ung; alt, alt for ung. Og jeg levede da også op til et par fordomme: Letpåklædt-bamsestøvle pige, og en alt-for-ung-til-at-være-her-lovligt person. Men betyder det, at jeg smed mit liv på jorden og blev en ildelugtende hippie uden dannelse eller friserbart hår? Nej.

Alligevel vil mange spillesteder ikke lægge hus til elektroniske fester. Festerne afholdes alligevel, bare ikke lovligt, og det betyder at der er mindre mulighed for at kontrollere både alder og substanser. Det bidrager til fordommene og det elektroniske miljøs dårlige ry, og så vil endnu færre spillesteder lukke den elektroniske fest ind. Det er en cirkel, som avler fordomme; både blandt spillesteder og i befolkningen. For maler medierne et sort-hvidt billede, smitter det af på befolkningen, uanset emnet: ”Se bare, hvor svært det er at forklare middelklassen, at ikke alle på bistand er dovne samfundsnassere. Det er svært at forstå, fordi man ikke selv lever i den verden” forklarer Daniel Akulenok. En anden tilføjer kækt med en underliggende alvor: ”Jeg synes, folk burde prøve at tage til en elektronisk fest, inden de dømmer miljøet”.

Fordomme med en smule sandhed

Stereotyper eksisterer af en grund; der er hold i dem. Det betyder ikke, at alle til rockkoncerter har nittebælter og hanekam, og det betyder heller ikke, at alle til elektroniske fester er en flok sociale tabere på stoffer. Det er en oversimplificering og sort-hvid-gørelse af et miljø, som bruges af både dreadlocks-damer og studerende, landmålere og jurister; unge som gamle.

”Fordomme kommer af uvidenhed og bevares af ugidelighed” tilføjer en, da Daily Dak er ved at lukke festen. Og at det gælder uanset, om det er rockkoncert-besøgende, flygtninge, snobbede-københavnere eller trailer-kørende jyder.

Der er altid lidt sandhed at finde i fordomme, men det gør ikke fordommene til ufravigelige sandheder: Verden er ikke sort-hvid, men fuld af nuancer og undtagelser – og det elektroniske miljø er ikke anderledes.

Skrevet af
More from Signe Smith

De sociale taberes musik?

En kvinde vimser rundt i den mangfoldige forsamling af hippier, jurister, tatoverede...
Læs mere