Den sødbitre kærlighed – om overleveringen af Sapfo

Engang var Sapfo fra Mytilene blandt de største digtere i Europa med en næsten uoverskuelig mængde digte på samvittigheden. I dag bliver de sidste rester af hendes ord læst ihærdigt. Ifølge Sokrates kan vi alle lære noget af at lytte til, hvad Sapfo har at sige om kærlighed.

Sapfos poesi er fundet dels på hullede papyrusstumper i den egyptiske ørken og dels som citater hos andre oldtidsforfattere. Ud af en kendt mængde på op til 1000 digte har forskerne indtil for nylig kun haft adgang til ét komplet digt – resten er fragmenter.

Men Sapfo-forskningen har i løbet af de sidste 15 år oplevet flere store gennembrud. I 2005 og senest i 2015 er der dukket hidtil uopdagede Sapfo-digte op. Og takket være NASA’s satellitteknologi, som kan kortlægge lagene i jordens overflade og dermed afsløre uopgravet arkæologisk materiale, forventer man, at endnu flere tekster vil blive opdaget.

Man er altså for nylig kommet ind i en gennembrudsperiode, hvor mængden af kendte Sapfo-tekster forventes at vokse, og flere vil få adgang til hendes digtning.

Selvom digtene stammer fra en fjern fortid, er der ikke tale om arkaiske digte, som den moderne læser ikke kan leve sig ind i. Tværtimod er Sapfos digte både smukke, forførende og genkendelige og behandler almenmenneskelige problematikker, som stadig gør sig gældende i dag.

Sapfo var den første til at beskrive den kvindelige seksualitet. I hendes digte skildres kærlighed, forelskelse, begær, ægteskab, søvn, alderdom, vrede og skam. Hun skildrede naturen i sansemættede billeder: Hyacintfarvede æg, dugvåde lotusbanker, det guldsandalklædte daggry og den sølvfarvede måne. Og ikke mindst kendes Sapfos lyrik for beskrivelserne af det erotiske som en smeltende, brændende, forløsende kraft, der griber den forelskede i en uoverskuelig mani.

I flere af teksterne, mindes Sapfo den tid, hun tilbragte med den tabte elskede. Mindet om deres kærlighed synes lige så dugfrisk og farverig som de utallige blomsterranker, den elskede iklæder sig. I følgende uddrag markerer brugen af firkantede paranteser de manglende stykker af teksten, hvor det originale papyrus er hullet, eller skrifttegnene utydelige:

”(…) I want

to remind you

and beautiful times we had.

 

For many crowns of violets

and roses

at my side you put on

 

and many woven garlands

made of flowers

around your soft throat.”

Sapfo levede det meste af sit liv på øen Lesbos i Ægæerhavet fra omkring 630 f.Kr. som del af en aristrokratfamilie, og hendes digte er nedskrevet på æolisk dialekt, en variant af oldgræsk. Teksterne skildrer det personlige kærlighedsliv, men også kærlighedslivet mellem et nygift brudepar. Disse tekster har karakter af formularer eller bønner for brudeparret, som når Sapfo skriver ”may you sleep on the breast of your delicate friend” og ”blest bridegroom, your marriage just as you prayed/ has been accomplished/ and you have the bride for whom you prayed/ gracious your form and your eyes/ as honey: desire is poured upon your lovely face/ Aphrodite has honored you exceedingly”. Sapfos bryllupshymner har sandsynligvis været fremført som ritual eller underholdning ved selve brylluppet for at hylde brudeparret.

Eros, lemmesmelteren

”Eros the melter of limbs (now again) stirs me –

sweetbitter unmanageable creature who steals in”

Sådan lyder den canadiske filolog og kunstner Anne Carsons oversættelse af et af Sapfos fragmenter, fragment 130. Hendes oversættelse af Sapfo fra 2002, If Not, Winter: Fragments of Sappho, er en af de hidtil mest anerkendte. Anne Carson har modtaget en lang række priser for sit forfatterskab, der ud over Sapfo-oversættelsen bl.a. tæller essayet Eros the Bittersweet og versromanen Autobiography of Red (da. Selvbiografi i rødt). Som underviser i klassiske studier på forskellige amerikanske universiteter tager Carson ofte udgangspunkt i den antikke litteratur i sine værker.

Billedet af kærligheden, Eros, som ’sødbitter’ (på græsk: glykypikron) finder vi første gang hos Sapfo. Det græske ordforlæg skal understrege kærlighedens forrående væsen, der først viser sig som en ’sød’, tilfredsstillende følelse og straks efter som en bitterhed. ’Sødbitterheden’ som kærlighedsbeskrivelse er smuk og enkel i sin originalitet, fordi den netop indeholder de modsatte følelser, som kærligheden består af.

 Hos Sapfo er kærligheden lige så svær, som den er opløftende. Det ene øjeblik blomstrer forelskelsen, og i det næste forlades digterjeget af sin elskede. Men på trods af digtenes stærkt lidenskabelige fremtræden er Sapfo ikke uden selvironi, når hun i det bedst bevarede digt, en hymne til Afrodite, beskriver kærlighedsgudinden som en belastet forælder, der kaldes ned til jorden af sit ulykkeligt forelskede barn. Den humoristiske tone understreges af det græske tidsadverbial dêute, af Carson oversat til ”now again”, som gentages af den overbærende Afrodite:

”… But you, O blessed one,

smiled in your deathless face

and asked what (now again) I have suffered and why

(now again) I am calling out

 

and what I want to happen most of all

in my crazy heart. Whom should I persuade (now again)

to lead you back into her love? Who, O

Sappho, is wronging you?”

Sapfo har altså også et element af spøgefuldhed og humor i fremstillingen af kærlighedslivet. Samtidig understreger hymnen til Afrodite, at kærligheden og erotikken er en gentagende hændelse, som digterjeget udsættes for gang på gang. Kun ved gudernes hjælp kan mennesket løsnes fra sine kærlighedssorger.

Langt hvidere end et æg

Ud over at være en fantastisk og vidt berømt performer var Sapfo også humoristisk og spøgefuld. Det bærer hendes overleverede tekster stærkt præg af ifølge Professor Harold Zellner: Han mener at kunne se Sapfos ønske om at få tilhørerne til at le og overraskes i digtene. Sapfos overdrevne billedsprog ser man f.eks. i fragment 167, som hos Carson lyder:

”whiter by far than an egg”

Langt hvidere en et æg – altså en tydelig overdrivelse, som får en næsten komisk effekt. Det er svært, for ikke at sige umuligt, at forestille sig en farve, der er langt hvidere end et æg. En overdrivelse som denne virker først og fremmest humoristisk, men skaber også et billede af det sublime; noget som er helt umuligt at forstå, men som alligevel er guddommeligt smukt.

Sapfo overrasker også sit publikum ved at omskrive de græske myter eller typiske fraser fra andre oldtidsforfattere. Et oplagt eksempel er Homers udtryk ”den rosenfingrede dagning”, som forekommer mere end 20 gange i Odysseen. I et af Sapfos tekstfragmenter, fragment 96, har hun bevidst lånt Homers kanoniske udtryk og brugt det i en anden sammenhæng. Sapfos tilhørere må have forventet at høre ”dagning” efter ”rosenfingrede”, men hørte i stedet ”måne”:

”as sometimes at sunset

the rosyfingered moon”

Kun stemmen bliver tilbage

Til glæde for alle Sapfo-læsere er den overlevende del af Sapfos forfatterskab i vækst. Et af de nye digte, som er dukket op, har i virkeligheden været kendt i lang tid – men blot som to forskellige fragmenter. I 2005 blev to forskellige fragmenter kombineret og afslørede, at fragment 58 i virkeligheden rummede dele af tre forskellige digte, hvoraf ét nu var komplet. Her følger Christan Gorm Tortzens danske oversættelse af det nyopdagede digt, som er trykt i Agora – Tidsskrift for Klassisk Arkæologi og Klassisk Filologi:

”I skal dyrke de violkjolede musers smukke gaver, børn

og den sangglade klingende lyre

men mig har alderdommen frarøvet den hud, der engang var glat,

og håret er blevet hvidt, før var det sort.

Det har gjort mit sind tungt, og mine knæ kan ikke bære mig

– de der engang kunne danse lige så let som dåkid.

Det sukker jeg tit over, men hvad kan jeg gøre ved det?

Når man er menneske, kan man ikke undgå at ældes.

Man sagde jo, at den rosenarmede Eos engang blev grebet af kærlighed

og tog Tithonos med sig til verdens ende,

fordi han var smuk og ung, men med tiden indhentede

den grå alderdom ham, der havde en udødelig hustru.”

Det nye digt skal med stor sikkerhed forstås som et carpe diem-digt til ungdommen. Det er den alderdomsramte Sapfo, der beklager sig over, at hendes krop ikke længere kan præstere det samme, som den kunne engang i dens spæde ungdom. Digtet nævner også historien om Eos og Tithonos. Eos (morgenrøden), som i græsk mytologi var trojaneren Tithonos’ elskerinde, bad Zeus om at give Tithonos evigt liv. Men da hun glemte at bede om, at Tithonos også skulle forblive ung, fortsatte Tithonos med at ældes uden at kunne dø. Eos låste derfor den hensygnende Tithonos inde i et kammer og smed nøglen væk. I nogle variationer af myten om Eos og Tithonos bliver Tithonos tilmed forvandlet til en cikade.

Både myten og Sapfo-digtet omhandler altså menneskets forgængelige krop, som sygner hen og mister sin skønhed og kraft: Når kroppen er ældet og ikke længere kan bære sin egen vægt, er det kun stemmen og fortælleevnen, der bliver tilbage. Så når Sapfo sammenligner sig selv med mytefiguren Tithonos, der mister sin smukke krop og reduceres til en pibende cikade, skal det naturligvis forstås som et billede på kunstneren Sapfo, der lever videre i sine egne tekster.

En mytologisk tradition omkring Sapfo fortæller, at hun kastede sig ud fra en klippe i fortvivlelse over sin ulykkelige forelskelse i færgemanden Phaon. Det er en drabelig og alligevel romantisk historie, som ikke har nogen relation til virkeligheden. Fragment 58 bekræfter nemlig den banale historie, at Sapfo med al sandsynlighed har levet et langt liv og er død af alderdom.

Heldigvis har vi stadig hendes værdifulde tekster, som har overlevet i generationer, og kan nyde Sapfos spøgefulde og poetiske stemme. Selve fremførslen og det musiske element i teksterne må man dog tænke sig til.

Sapfos evne til at overbevise og trænge ind på læseren har været en højt anerkendt egenskab i Antikkens Grækenland og er sandsynligvis også grunden til, at Platon gav hende betegnelsen ’den tiende muse’.

Tak, fordi du kigger forbi. Læs så mange gratis artikler, du vil, og husk at downloade og aktivere din add blocker. Hos Netudgaven gør det ingen forskel. Det gør det til gengæld, hvis du hjælper os med at lave anderledes journalistik med vores mikro-abonnementsmodel. 15 kr om måneden er seriøst cool.

More from Esther Prætorius Salling

Den sødbitre kærlighed – om overleveringen af Sapfo

Engang var Sapfo fra Mytilene blandt de største digtere i Europa med...
Læs mere