SPOT på nordiske stemmer

Foto: Ida Thordis Mølmer.

Det tager et par sekunder, før mine øjne vænner sig til mørket, og det går op for mig, at jeg står i en indisk oase. Farverige, orientalske tæpper er spredt ud over gulvet og indrammer klynger af lave borde og bænke, hvor puder og tæpper slænger sig med gæsterne. Et net af lyskæder gløder over mig i en nattehimmeldrøm, og jeg får et glas varm te, placeret på et metalfad, stukket i hånden.

Her i de sødtduftende vandpibedampe er det let at glemme, at jeg befinder mig i Ridehuset til åbningsceremonien for SPOT Festival 2017, hvor det er Norden og den nordiske musikscene som fejres, danses til og reklameres for. Festivalens ambition er nemlig at skabe en formidlingsplatform for den danske og nordiske musikscene i det henseende at give debutanter mulighed for at slå sig løs og samtidig skabe international opmærksomhed på nyt nordisk talent. I åbningstalerne bliver Norden da også italesat som det, vi alle er kommet for at opleve og høre, men kan man reelt høre Norden? Måske kyndige musikeksperter kan genkende et guitarriff som islandsk eller et trommebeat som finsk, men sprogentusiasten i mig har allerede kriblende fingre, for hvis der er noget, som for alvor udbasunerer vores nordiskhed, så er det da vores sprog og den sproglige transnationalitet de nordiske lande imellem.

Jeg beslutter mig for at undersøge, om Norden er hørbar i sproget og sangteksterne under weekendens mange koncerter, og min jagt på nordiske stemmer starter på Radar, fredag aften, hvor danske Rest in Beats får alle, der ikke har kridtet danseskoene, til at fortryde det bittert.

”Nordiskhed” som musikalsk kvalitet eller salgsstrategi

Da jeg slår genvej henover plænen foran Aros, kan jeg følge med i snakken på fortovet under mig, hvor en karavane af mennesker slentrende er på vej ud i aftengryet mod forskellige koncerter. Den spændte forventning til nattetimernes koncerter blander sig med en klirren fra flasker og en latter, som i den kølige forårsluft slår op mod mig og kontrasterer den varme, dunkende bas, som møder mig, da dørene til Radar går op.

Sproget er blevet et instrument, som ikke kan dechifreres og tolkes, men kun kan opleves og mærkes instinktivt.

Rest in Beats fylder rummet ud med intens bas og sprogleg, og selvom der fra scenen lyder rungende danske stemmer, bevæger publikum sig som én dansende, dynamisk krop af fremmede sprog. Radar lægger lokale til en fest, hvor det danske sprog ikke er en forhindring i at danse, uanset hvor du er fra og hvilket sprog, du taler. Samme oplevelse har jeg dagen efter til Bogfinkevejs drengerøvskoncert i Rytmisk Sal i Musikhuset, hvor et tætpakket rum transformeres til noget, der allermest ligner en hoppeborg for voksne. De tre århusianere har medbragt et band med trompet og tuba, som gløder gyldent under den varme belysning og sætter spark i det danseglade publikum. Det hele kulminerer i eftermiddagens sidste nummer ”Iben Hjelje”, eller ”oden til rappenskralderne i vores liv”, som de selv kalder den, hvor gulvet gynger af glæde.

Bogfinkevejs tekster er fortællinger om hverdagen, men man behøver vist ikke forstå disse fortællinger, for at kunne mærke rytmen, glæden og charmen, som stråler fra scenekanten, hvilket jeg også bekræftes i midt i trængslen ved døren efter koncerten, hvor jeg både hører begejstrede tyske og engelske stemmer. Men det er alligevel ikke mange, som synger på eget sprog i Norden, og selv til SPOT festival, hvor Norden er omdrejningspunkt, er programmet spækket med engelsksyngende artister. Måske er det en effekt af, at det engelske sprog efterhånden er så udbredt, at der ikke længere stilles spørgsmålstegn ved dets brug? Eller måske vidner det om en frygt hos artisterne for ikke at blive forstået og dermed anerkendt internationalt? Er Norden, som vi hylder og fejrer denne weekend, blot en geografisk ”kvalitet”, en bevidsthed om, hvor musikken kommer fra, og hvem den er opført af?

Er Norden blevet et stempel og en salgsstrategi knyttet til den udenlandske ekstrem-succes af ”hygge”-bøger, Nordic Noir og islandske sweatre? Som når ellers udmærkede(!) Bellhound Choir, der spillede fredag eftermiddag, identificerer sig selv som skandinavisk blues noir, og man undrer sig over, hvor det skandinaviske kommer ind i billedet i de folk-inspirerede engelsksprogede sange? Det er selvfølgelig også en mulighed, at engelsk kan mere end dansk, svensk, norsk, finsk, grønlandsk, islandsk og færøsk… Nej, vel? Spørgsmålet er i virkeligheden, hvad dansk, svensk, norsk, finsk, grønlandsk, islandsk og færøsk kan, som engelsk ikke kan.

Finsk rap og åbenbaringer

Den finske rapper Tuuttimörkö på SPOT Festival 2017. Foto: Ida Thordis Mølmer.

Der skvulper et par gode fadøl rundt i mig, da jeg vinker farvel til veninder ved Klostertorv og går gennem Frederiksgade, hvor værtshusene flyder over af rødkindede mennesker. Solen er gået ned, men byen er stadig oplyst af det forårsrødmende lys. Ved Ridehuset er vandpibedampene stadig tunge, og ved springvandet foran Musikhuset bliver der drukket øl og lindret ømme fødder i bassinet. Jeg går gennem Scandinavian Congres Center, hvor opstemte mennesker hopper af og på rulletrapperne og forsvinder ud i mørket, som har sænket sig over Godsbanen. Menneskemængden er tæt og varm omkring mig, duften af andefedt, pommes og solbrændt hud kilder i næsen.

Jeg er på vej til Åbne Scene, hvor den finske rapper Tuuttimörkö spiller sin første koncert uden for Finland, og det er her, blandt svedige, smilende, trancedansende mennesker, at det endelig går op for mig, hvad de nordiske sprog kan, som engelsk ikke kan. Først nu, hvor det er mig og mit sprog, som er fremmed, nu hvor det er mig og hele publikum, som står uden for betydningen, oplever jeg det selv. Manglen på forståelse er ikke en hindring, men en anderledes og mere organisk musikoplevelse. Ordenes betydning er ikke længere tilgængelig, og derfor lægger jeg pludselig mere mærke til deres lyd, form og kraft. Sproget er blevet et instrument, som ikke kan dechifreres og tolkes, men kun kan opleves og mærkes instinktivt.

Sammen synger vi ”Korea”, præcis som Tuuttimörkö instruerer os til under sangen ”Karski, härski, korea”, hvor det eneste ord, vi forstår, er netop det. Men det betyder ingenting… Her står vi. I et mørkt lokale og råber om Korea uden en anelse om sammenhængen, men det betyder intet, for vi har sgu en fest. Og da han introducerer næste sang med ”it’s called ”cigarette + cola” because I like that and it tells about me”, behøver vi ikke mere.

 
Tak, fordi du kigger forbi. Læs så mange gratis artikler, du vil, og husk at downloade og aktivere din add blocker. Hos Netudgaven gør det ingen forskel. Det gør det til gengæld, hvis du hjælper os med at lave anderledes journalistik med vores mikro-abonnementsmodel. 15 kr om måneden er seriøst cool.

More from Ida Thordis Mølmer

SPOT på nordiske stemmer

Det tager et par sekunder, før mine øjne vænner sig til mørket,...
Læs mere