Er du også deltager i tilværelsens store realityshow?

Paradise Hotel afvises som useriøst og ulækker underholdning. Men måske minder showet, og de dyder det hylder, en hel del mere om det moderne arbejdsmarked end de fleste har gjort sig bevidst om.

13. sæson af Paradise Hotel nåede for nyligt sin afslutning. Dét er man ikke nødvendigvis klar over, hvis man til dagligt orienterer sig bredt i de seriøse danske skriftmedier. Et kig i arkivet viser, at der over de seneste seks måneder blot er udgivet 27 artikler, der indeholder ordene ’Paradise Hotel’ i Information, Politiken, Jyllands-Posten, Børsen, Weekendavisen, Berlingske og Kristeligt Dagblad. Tilsammen.

Kun en enkelt artikel, en anmeldelse i Dagbladet Information, handler om selve showet. Den øvrige flok henviser blot løseligt til det på en af to måder. Enten refereres det i bisætninger i omtaler eller anmeldelser af andre tv-programmer. Eller også, og det er så det andet alternativ, bruges programmet som et slags skældsord: Noget, som alle vi, der læser aviserne, er rørende enige om er noget smuds, man bør distancere sig fra. Som når Børsen på lederplads beder om ”[m]indre Paradise Hotel i dansk politik, tak!”. Som når en youtuber i Politiken understreger at hun, modsat deltagerne i Paradise Hotel, ”har noget på hjerte” og forsøger ”at give noget til sin målgruppe”. Eller som når en artikel i Jyllands Posten, der handler om alt for få unge mennesker i Nakskov tager en uddannelse, stabler taber-markører oven på hinanden i denne indledende beskrivelse af to piger:

”[De] sidder i en uredt seng i det centrale Nakskov. De ryger smøger og ser ”Paradise Hotel” på et lille tv, mens de svarer på hinandens spørgsmål som ”må jeg aske i din Cocio”?”

Unge vindere

Man kan sagtens mene, at programmet er dubiøs og kaloriefattig underholdning for ungdommen. Men at afskrive det som kloak-TV til og for samfundets tabere er en doven analyse, der misser den oplagte pointe: Deltagerne i Paradise Hotel er ikke udskammede tabere. Tværtimod. De er vindere, der står på toppen af piedestaler og hyldes af deres egen generation. Som strålende ledestjerner, der viser vejen frem. Midlertidigt, men strålende.

Tvivler du på det, skal du blot slå et smut forbi Instagram. Her følges Boris, som var blandt de 10 startende deltagere i årets udgave pt af 837 tusinde mennesker. Det er en følgeskare af en kaliber, der knap og nap kan mønstres af vores to vel nok største popstjerner lige nu: Medina og Christopher. Tilsammen.

Selv fraregnet SoMe-stjernen Boris ligger de resterende ni startende deltagere på omkring 50 tusinde følgere i snit. Vores statsminister har godt og vel 24 tusinde.

De tilbedende likes, emojis og kommentarer holder i kilometerlange køer på deltagernes respektive profilsider. Under billeder, der dokumenterer, at de er udstyrede med fri entré til jetsettede miljøer og attraktive partnere.

Boris – Pressebillede MTG.

Tidens dyder
Hvad er det så for nogle dyder, de besidder, disse unge tilbedte vindere på det mexicanske hotel?

Måske er det overraskende svar, at det et godt stykke hen ad vejen er de samme dyder som de, der efterspørges af unge, ambitiøse karrieremennesker på dagens arbejdsmarked.

Efter at have set årets udgave af showet, er jeg selv endt med at tænke, at de ugentlige mails med råd til min personlige karriere og udvikling som jeg får fra min fagforening Djøf, efterhånden ligeså godt kunne være gode råd til en deltager i Paradise Hotel.

Det handler for det første om, at man skal blive valgt til for overhovedet at være med. Det sker i tæt indbyrdes konkurrence med andre, som også gerne vil vælges, i ritualer, der er etablerede til formålet og som dukker op i ny og næ. Par-ceremonier, ansættelsessamtaler og fyringsrunder. Ritualets præmis er, at antallet af de, der gerne vil vælges til, overstiger antallet af de, der kan vælges. Der opstår derfor et særligt sprog, hvor det sociale umærkeligt forstås ved hjælp af ord og vendinger, vi normalt forbinder med spil og sport. Man skal fx ’spille sine kort rigtigt’, medmenneskerne er ’konkurrenter’ man er oppe imod og ritualet fastsætter grænselinjerne imellem de ’inkluderede vindere’ på den ene side og de ’ekskluderede tabere’ på den anden. Den væsentligste kompetence, som man bør forbedre løbende, er her at kunne tale sin sag og overbevise om, at man er mere attraktiv end de andre.

For det andet er det enormt vigtigt at være omstillingsparat ud i det ekstreme. I en disruptions-fascineret virkelighed, hvis eneste konstant for mange synes at være uendelige og omstillinger, og hvor flere og flere havner i prekære korttidsansættelser, er det nemlig en stor styrke at være forandringsparat. På Paradise Hotel ændres spillets regler igen og igen. Det er ganske enkelt en del af gamet. Forandringerne iscenesættes på samme måde hver gang: En velklædt mexicansk tjener kommer spadserende ind på hotellet med et brev på en serveringsbakke. Deltagerne opdager det, ser chokererede ud og farer rundt i forvirrede cirkler og svinger med armene med lige dele chok og forventning strålende ud af øjnene, mens de skriger ”brev!!”. I brevet beskrives så de nye regler, der afløser de gamle.

Seere, der har været ansatte i konkurrencestaten, mens reformtekst efter reformtekst er banket ud fra centraladministrationen og landet i deres mail-boxes, vil formodentlig her opleve en form for deja-vu. Den gode deltager formår lynhurtigt at omstille sig til de nye vilkår og bruge forandringerne positivt. Nøjagtig som en mail jeg fik fra Djøf for et par uger siden pointerede, handler det nemlig om at bruge foranderligheden positivt: Hvis man har mange vikariater og korte ansættelser på CV’et’ skal man bare “spille sine korte ansættelser rigtigt” og bruge dem til at vise, at man hurtigt kan omstille sig; ”Du er trænet i at være forandringsparat”, som det hedder. Det er nemlig vigtigt.


Mail fra Djøf, som beskriver hvor væsentligt det er, at være omstillingsparat

For det tredje er de gode realitydeltagere mestre i at udvise en fuldkommen blindhed overfor de strukturer, der støber den virkelighed, de beboer. Producenterne ændrer helt åbenlyst løbende reglerne på måder, der meget klart favoriserer visse af deltagerne. Typisk dem, der laver godt TV og har hang til at lave ballade – og til at knalde non-stop for åben skærm.

Når deltagerne er stemt ud af hotellet, og de giver deres sidste refleksioner alene med kameraet, er de dog klinisk renset for tanker om den åbenlyse strukturelle uretfærdighed. I stedet vender de typisk ansvaret indad og forbinder nederlaget med deres manglende taktiske og sociale snilde. De leder med en sociologisk formulering efter biografiske løsninger på strukturelle problemstillinger. Nøjagtig som i sociolog Rasmus Willigs påpegninger af, hvordan offentligt ansatte i dag finder det umuligt at kritisere ledelsen, og derfor ofte ender med at kritisere sig selv. Eller som når den arbejdsløse i dag forventes at vende kritikken indad og bebrejde sig selv, sit CV og sin manglende selvtillid. Frem for at kritisere aktiveringspolitikken og udstille det grundvilkår, at der er færre jobs end der er mennesker, der gerne vil have et job.

Lenny. Foto MTG

For det fjerde og sidste er de mest hyldede deltagere sande mestre i at tænke og handle strengt instrumentelt. At udnytte kærligheden, venskaber og sandheden som redskaber for selv at klatre opad. Gør du det, spiller du nemlig spillet. Som da Phillip i denne års udgave af showet, stikker en kniv i ryggen på sin bedste ven Lenny og kyler ham ud af showet – efter at have løjet ham op i ansigtet og overbevist ham om, at deres venskab er det vigtigste for ham. Lennys reaktion er sigende: Han raser kortvarigt, resignerer og anerkender så Phillips gode spil. Det stærke tillidsbånd til andre mister her sin værdi som noget i sig selv og reduceres til et middel, der helt legitimt kan bruges i jagten på individuel succes. Nøjagtig som når sportsaktiviteter, frivilligt arbejde og menneskelige værdier, presses ind som uundværlige komponenter på CV’et, i ansøgningen og ud på LinkedIn-profilen.

Djøf-bladet rapporterede for nyligt, at ny forskning fandt, at frivilligt arbejde ikke leder til job, og beskrev det på denne slående måde: ”Er du jobsøgende, er det så godt som værdiløst at skrive erfaring med frivilligt arbejde på CV’et.” Kun det, der kan indgå i en strengt instrumentel funktion, der hjælper dig fremad, har en værdi – og samværet med andre mennesker, må underlægge sig denne ensidige logik.

Virkelighedens store reality-show
Paradise Hotel holdes i den seriøse presse ud i strakt arm som noget, der lugter virkelig dårligt, og som man ikke bør beskæftige sig med når man er et ordentligt menneske. Men vinderne på hotellet vinder netop ved at leve op til de dyder, som tiden mafiøst pådutter mange af de ordentlige mennesker, der er i færd med at blive voksne og som træder ud på arbejdsmarkedet i disse år. De kan ikke slippe for den dårlige lugt, selvom de slukker for TV’et. Den hænger ved.

Det interessante spørgsmål er derfor ikke, om deltagerne i spillet – både på og udenfor hotellet – er overfladiske tåber. Det interessante spørgsmål er snarere, om vi lever i en tid, der efterspørger og honorerer overfladisk og tåbelig opførsel.

Hør Netudgavens todelte podcast, Helvedets Hotel.

Alle sæsoner af Paradise Hotel kan ses gratis på Viafree.

More from Mathias Herup Nielsen

Når den kritiske vagthund bliver magthavernes forlængede tunge

En fejlbehæftet artikel fra BT om indvandrere på kontanthjælp illustrerer, at det...
Læs mere