Helvede tur-retur

Prophets of Rage på scenen. Foto: Klaus Thodsen

”Jeg elsker det! Det er den mindst prætentiøse festival i verden!” siger Benjamin, inden han hælder endnu et rør med Jägermeister ned, og prøver at rede det lange, filtrede hår med fingrene. Han er en novise, en nybegynder på Copenhell, men allerede lige så stor fan som de tusindvis af andre, der har taget forventningerne med hen foran Helvíti-scenen, hvor Prophets of Rage går på inden længe.

Copenhell er altid en oplevelse udover det sædvanlige. I tre dage får alle chancen for at være den, de i virkeligheden er. I tre kommer de undertrykte personligheder op til overfladen. Endelig kan goth-pigerne male ansigtet kridhvidt og øjnene kulsorte, uden at omgivelserne kigger underligt på dem. Endelig kan slipsedrengene fra Danske Bank rulle ærmerne op, og vise de store pentagram-tatoveringer frem. Endelig kan man få lov at gennemtæve en bil med en forhammer, uden at hele gaden ringer til politiet.

Og Benjamin har fuldstændig ret. Få steder på bugnende danske festival-landkort finder man tre samlede dage, hvor alt det der med, hvad folk mon tænker om en, bliver ignoreret i så høj grad.

Slayer-badges og urinoversvømmelse

System of a Down på scenen. Foto: Klaus Thodsen.

Vi starter med at snyde os foran i den tyve meter lange kø ved presse-indtjekningen. Vi lægger os i slipstrømmen bag Steen Jørgensen, og selvom en del af køen kigger skævt til os, er der ingen, der siger noget. Vi får vores armbånd, og sparer en halv time, som vi tænker at bruge på at drikke øl, inden dagens første koncert skal indtages.

Foran det dødningehoved- og stearinlys-udsmykkede øltelt brager Black Sabbath ud af højtalerne, og mellem de hundredvis af gæster, spotter jeg to pige med tørklæde, der synger med for fulde halse. Jeg spilder en del af min første fadøl, da en stor skaldet mand pludselig giver mig en krammer, ”fordi, han bare er så glad”, hvilket man også tydeligt kan se på ham. Hans denimvest strøet med alle tænkelige Slayer-badges. Alle syet på med hånden, fortæller han stolt.

Vi slalomer gennem menneskemængden, og tager plads på den lille høj, hvorfra man kan se ud over hele Copenhell. Helvíti og Hades scenerne ligger skråt til højre, Foran os står mændene i kø ved hegnet, hvor de første tusinders pis allerede har oversvømmet urinalrenderne, så gummiskoene bliver gennemvåde. Gudskelov tog jeg de tunge, vandtætte støvler på.

En ting, der altid er særligt ved metal-koncerter, er det helt specielle bånd, der meget ofte er mellem kunstnere og publikum. Rob Zombies vilde metalshow, hvor både hovedpersonen selv og resten af bandet som altid er malede i ansigtet eller dækket bag masker, pisker stemningen op, og Rob Zombie selv er fantastisk til at fyre op under det publikum, der under hele koncerten crowdsurfer foran scenen, hvor det energiske horrorshow og headbaning med de store dreads holder stemningen på kogepunktet.

Showet stod i skærende kontrast til Svenske Opeths mere indadvendte, men ikke mindre fremragende opvisning i progressiv dødsmetal. Forsanger Mikael Åkerfeldt er i modsætning til Rob Zombie ingen folkeforfører, men lod istedet guitarten og melodierne tale for sig. Omend en fantastisk sanger, holdte han kommunikationen med publikum på et “Tack, som fan” nu og da.

Natteregn og hylende ører

Røgringe over Helvíti-scenen. Foto: Klaus Thodsen.

”Drik, for helvede!” skråler den tungkindede mand ved siden af mig, da han ud af det blå, og med en aggressiv begejstring rækker mig et Jägermeisterrør, og selv bunder to på samme tid. Jeg stiller mig fadøl, tømmer røret, og siger tak. Han rejser sig med besvær, rækker armene i luften og begynder at synge med på ”Respect – Walk” med Pantera, inden han stavrer videre i sin aften.

Vi er netop kommet ind i læ for regnen efter at have indtaget en hæslig sandwich, og to fremragende koncerter på Helvíti-scenen, hvor først Prophets of Rage og siden System of a Down har givet os hylen for ørerne og ondt i nakken efter næsten tre timers kontrolleret headbanging.

Det store øltelt midt på pladsen er propfyldt, mens regnen oversvømmer hele Refshaleøen, og laver al støvet om til mudder. Men der er ingen vej udenom, jeg må ud i regnen og hjemad. Pladsen er omdannet til et stort søle af mudder og vådt pap. Jeg sjosker gennem de store vandpytter, og sukker opgivende, da jeg ser den flere hundrede meter lange kø ved busstoppestedet. Det orker jeg ganske enkelt ikke. Jeg trasker videre, ned forbi søen, gennem Christiania og ned til metroen på Christianshavn. På vejen drikker jeg de rør med shots, jeg til min overraskelse finder i min inderlomme. De varmer, og de smager af helvede til.

Gennemblødt og iskold trasker jeg ned i undergrunden ved metroen. Jeg stiller mig langs vinduet og kører mod byen. En ca. 60 årig dame i magueritruteregnfrakke ved siden af mig kigger undrende på mig, og jeg kan ikke andet end trække på skuldrene, som for at sige ”Jeg ved det godt..” Jeg spotter på hendes telefon, at hun hører Testament.

Skrevet af
More from Klaus Thodsen

Soundtracket til din Trump-fest

Så er dagen endeligt oprundet, hvor Donald John Trump skal indsættes som...
Læs mere