Kunst og musik er bedst, når de er sammen

Foto: Mattis Heurlin, cphdistortion.dk

Sidste år vandrede jeg rundt i en god tid på den gode Dyrskueplads i Roskilde, om hvilken jeg ikke har meget dårligt at sige – på nær dette: Deres kunstindsats har været mere talk end action de seneste par år, og trods en ihærdig indsats lykkedes det mig aldrig at finde alle de “kunstværker”, der stod listet i et aldeles langt program sidste år. Anderledes ser det imidlertid ud på Distortion Ø, der, bevares, er mindre, men også har forstået at musik og kunst ikke er to forskellige kulturformer, men faktisk indgår symbiotiske forhold, når kurateringen er i orden.

Mange vil nok vide, at en DJ med sit turntable ikke er nogen stor oplevelse at kigge på, så egentlig kan man sige, at det manglede da bare, at Distortion kastede sin kærlighed efter noget visuelt. De gjorde det på en måde, der var på en gang subtil og in-your-face, en måde hvor du med G&T i den ene hånd og halvvejs i øredøvende samtale snublede over lysinstallationer, kæmpe kunstværker og performances. Og der kommer jo netop det smukke ved kunsten: nemlig det, at den ikke sjældent er bedst, mest udtryksfuld og inspirerende, når man mindst venter det. Kunst er bedre, når du pludselig får øje på noget særligt, end efter en lang kø foran Louvre i Paris.

Sagen er nemlig den, at mange unge måske ikke er så lette at friste ind på et museum, hvor stilheden regerer, når de kan få film, handling og fester. Måske derfor er det heller ikke Art Zone på Roskilde Festival, der er den mest overrendte. Men samtidig er det jo, er jeg overbevist om, en del af den menneskelige natur at søge mod ting, som er pæne, spændende eller anderledes – også dem, der ikke har bas og bacardi. Derfor klæder det også en festival, der måske bedst af alt beskrives som et rave, når den netop ikke lukker kunsten inde i et område, hvor man kan gå hen, men derimod slipper den løs og lader den blive en del af den musikalske oplevelse.

Lys, lys, lys

Foto: Kenneth Meng, Distortion/Facebook

Der er noget, vi alt for sjældent taler om, både når det kommer til kunst- og musikoplevelser: Lys. Lysinstallationer er ikke det, der oftest udstilles i de store gallerihaller, eller det, vi skriver og læser mest om i medierne. Bevares, når Olafur Eliasson laver noget, kan vi godt tage et tog hen for et godt snapshot til vores Instagram, men derudover er det ikke noget, de fleste er særlig optagede af. Fx er det også sjældent noget, der bemærkes i anmeldelser af koncerter, omend de fleste kunstnere har ikke kun en lydmand, men også en lysmand – nogle gange endda flere.

Nogle gange behandles lys ved koncertoplevelser simpelthen som noget, der skal understøtte musikken og sætte denne i fokus, men andre gange bliver det mere interessant, særligt når man gider gøre sig umage og finde dem, der faktisk ved, hvad de kulørte lampers potentiale er. Berliner Lichtbetriebe er nogle af dem, og det er næppe heller tilfældigt, at Distortion valgte netop dem til at skabe rummet og atmosfæren ved Dancing Man Area. Berliner Lichtbetriebe har nemlig bl.a. skabt lyset på danseområderne på den superhypede Fusion Festival uden for Berlin, der er næsten så svær at komme til, som det er at komme ind på den lige så ikoniske technoklub Berghain.

Selvom Roskilde Festival i de sidste par år har kastet sig ud i at lave noget imponerende med lys ved deres Apollo-scene har jeg endnu til gode at opleve lysinstallationer, der i teorien kunne stå for sig selv og som faktisk bidrog med en ekstra dimension.

Det psykedeliske og farvestrålende

Som et lille barn, betaget af blinkende lygter, kunne jeg gå rundt på den lille plads og betages af de mange ting, der var gjort for at få det tilvoksede buskads til at være et eventyrligt område. (Hvorfor i alverden er der ikke nogen, der har formået at fortælle den her side af Distortion? Er der en PR-person til stede?)

Nå, men midt i min måben, lyder det kynisk konstaterende fra min lidt mere garvede rave-ledsager, at man jo netop gerne vil kigge på farver, der bevæger sig og små-psykedeliske installationer, når man er høj, skæv eller begge dele. Og det er meget muligt, at vilde lys og flammekastere er god underholdning, når blodet pumper lidt for hurtigt i årene, men det er altså også netop det, der kan få rum – og især det udendørs af slags – til at hænge sammen uden brug af vægge eller andre fysisk opdelende tiltag. Det kan tilmed fungere som en slags vejviser, der intuitivt guider dig rundt på en plads, og netop af den grund kommer forbi øvrige kunstværker, og på den måde væver en helhedsoplevelse sammen, som ikke kun foregår ved scenerne, men også imellem.

Og lige netop dét er noget, andre festivaler i høj grad kunne tage ved lære af. Bevares, Roskilde, Northside osv. er større både publikums- og arealmæssigt, hvad selvfølgelig gør det til en større udfordring. Men hvis man gerne vil tage sit kunstprogram seriøst, bliver man nødt til at tage det seriøst, at det ikke er derfor publikum er kommet. Man kan have alle gode intentioner om at opleve kunstprogrammet på Roskilde Festival, men når det kommer til stykket og det bliver et spørgsmål om at vælge en koncert fra, så tror jeg sjældent kunsten vinder. Desværre.

Og derfor skal vi også begynde at arbejde med, at kunst og musik på festivaler ikke er to forskellige kunstformer, der skal adskilles fra hinanden, men måske blot to forskellige udtryk, der sagtens og med store fordele kan placeres oveni hinanden – hvis altså man tænker sig lidt om. Det særlige ved festivaler med flere forskellige elementer er nemlig at opleve, hvordan de taler sammen, hvordan de sammen smelter sammen og udvider horisonter, og hvordan også udtryk som visuel kunst, installationskunst og ordkunst deler rytme, progression og bevægelse på samme måde som den bedste musik. Det er en kunst i sig selv, at nå dertil, men det betaler sig virkelig, hvis man prøver.

More from Camilla Zuleger

Følelser i kapitalismens analfabetiske tid

Stadigt færre udfordres i dag af ordblindhed. Måske skyldes det, at vi...
Læs mere