Regndans med terrorfrygten i Aarhus

Terrorfrygten var tilstede ved NorthSide Festival 2017. Foto: Morten Rygaard

Det regner. Ikke sidelæns regn. Ikke silende regn. Nej, den der slags regn, som man ikke rigtig ved, hvor man har. Den uberegnelige regn. Den er mildest talt irriterende.

Jeg er fløjet ind fra London med terrorangrebet efter en Ariana Grande-koncert i Manchester i slutningen af maj stadig liggende under huden. 23 mennesker døde, i blandt dem en 8-årig pige. Lidt over en uge senere blev Rock am Ring festivalen i Tyskland evakueret på grund af bombetrusler. Og nu sidder jeg her, i en bus på vej fra Aarhus Lufthavn, med kursen mod NorthSide Festival 2017. Og alt er som det plejer… tror jeg nok. Det hele virker i hvert fald velkendt, men alligevel er det som om, noget er forandret. Det er svært at sætte fingeren på hvad.

Et par timer senere står jeg i mudder til anklerne i en øl-kø. En herre har læst mine tanker, da han halvirriteret udbryder, ”Altså, kan I for fanden da ikke sende jeres personale på et eller andet effektiviseringskursus?” Det går for langsomt med alkoholen – det er et godt tegn. Ølhunden glammer stadig. Og nu lyder der velkendte 90er toner fra Bastille på Green Stage. ”This is the rythem of the night”, bliver der sunget. Selv den bitreste 30+ årige må overgive sig og vrikke med røven, også heroppe på de billige rækker.

Åh Aarhus…

Hvad er det, der er anderledes? Musikken som forener, som sikker havn, har lidt et overgreb; det er et faktum, og det er nemt at lade tankerne vandre hen mod: ”Hvad nu hvis?”. Er det teksterne, der er blevet mere meningsfulde? Hører vi dem pludselig i et nyt perspektiv? Jeg skal være den første til at indrømme, at da MØ i den silende regn lader sig bære af tilbedende hænder gennem publikum og smilende synger, ”All we need is somebody to lean on”, ja… så giver tilværelsen lige pludselig intenst meget mening. Gamle kærestepar holder om hinanden og bliver nyforelskede til Frank Ocean. Og vi har heller ikke mistet lysten, modet, til fællessang; Richard Ashcroft behøver ikke ytre mange stavelser før publikum tager imod og velvilligt overtager den famøse åbningssætning; ”’Cos it’s a bittersweet symphony, this life”. Ja… det er det.

Flis, fest og eskapisme

Og der er stadig plads til det hele, også knæklys og The Prodigy, og en midaldrende dame, der konfronteret med et bord fyldt med madaffald, begynder at rydde op. Og skulle man være kommet for langt væk – have set et par sikkerhedsfolk, der så lidt for fokuserede ud, eller lagt mærke til de betonautoværn, der skal forhindre onde hensigter – så bliver man da i den grad mindet om, hvor i verden man er, da Thomas Helmig kælent hvisker, ”Åh Aarhus…”. En ubekymret festivalgæst chasserer forbi en række tomme madboder ned mod Blue Stage, hvor det meste af festivalen, at dømme ud fra lydniveauet, har samlet sig for at se den hjemvendte søn. Et par politimænd, begge uden hat, smiler og smågriner med et par civile. Paraderne er nede.

Der er slet ingen tvivl om, at der er styr på tingene. Under den fernis af flis, fest, og midlertidig eskapisme, vi kalder for festival, ligger et stramt organiseret netværk af sikkerhedsfolk, politi, procedurer og planer. Dem, der skal være det, er klar til kamp. Det var de også ved Rock am Ring; ved Manchester Arena; ved Bataclan. Der er bare ikke rigtig nogen, der vil snakke om det, hverken dem foran, dem bagved eller dem på scenen. Nogle siger pænt nej tak til at snakke om emnet. Andre affejer mig, eller beder mig om at holde kæft. Gør det for ondt at tale om – for mig, for os? ”Bandet vil helst ikke snakke om Manchester og Paris, da det stadig er et meget følsomt emne for dem”.

Det er ikke offensivt. Det er måske mest bare lidt trist. Forståeligt. Menneskeligt. Men det er også svært at spørge. Skal vi overhovedet tale om det, mere end højst nødvendigt? Jo, bevidstheden er der – der er sket noget med verden – i verden – og dermed med os, og vi er nok nødt til at leve med, at der er nogen, der vil os det ondt. Der, hvor vi slapper mest af, i musikkens, venners, den gode stemnings lag, er også der, hvor vi er svagest. Og det er uhyggeligt, og kan gøre èn frygtelig trist og bange. Men, der er mange farver i mellem sort og hvid. Og i aften er himlen violet, rosa, azurblå. Det er dejligt.

More from Laura C.F. Petersen

Regndans med terrorfrygten i Aarhus

Det regner. Ikke sidelæns regn. Ikke silende regn. Nej, den der slags...
Læs mere