De ansigtsløse

Er dette billede dehumaniserende? (Wikimedia Commons)

Mediernes dækning af regeringens nyligt lancerede tiggerlov bidrager til en visuel dehumanisering af tiggerne ved at nægte dem muligheden for at konfronterere læseren med deres menneskelighed. Resultater fra hjerneforskningen og argumenter fra filosofien viser os hvordan.

Til kamp mod tiggerne

Regeringen har blæst til kamp mod tilstedeværelsen af tiggere på de danske gader og stræder.

I tirsdags, den 18. juli, blev en rumænsk statsborger så som den første dømt efter de skærpede regler om betleri, der trådte i kraft den 21. juni i år.

Men ikke nok med at de udenlandske tiggere nu er kategoriseret som kriminelle ifølge dansk lovgivning. Et opmærksomt blik på DR’s dækning af sagen afslører, hvordan medierne bidrager til en visuel dehumanisering af tiggere.

Ved konsekvent at bruge ansigtløse billeder af tiggere i deres dækning af sagen frarøver DR nemlig læserne muligheden for, at blive konfronteret med tiggernes menneskelighed.

Det er muligt, at DR med deres valg af billeder forsøger at skærme tiggerne ud fra en presseetisk overvejelse om ikke at udstille sårbare mennesker.

Men uanset hvad DR’s motiver for valget af billeder måtte være, så er det vigtigt at påpege de konsekvenser som mediernes valg af billeder har – og særligt de konsekvenser som medierne måske ikke er bevidste om.

Biologi og empati

I det forrige århundrede påstod den franske filosof Emmanuel Levinas, at dét at stå ansigt til ansigt med et andet menneske er grundlaget for medmenneskelighed og empati. Naturvidenskabelig forskning peger i dag på, at han havde ret.

I det forrige århundrede påstod den franske filosof Emmanuel Levinas, at dét at stå ansigt til ansigt med et andet menneske er grundlaget for medmenneskelighed og empati. Naturvidenskabelig forskning peger i dag på, at han havde ret.

En gruppe neurobiologer, med Vittoria Gallese i spidsen, hævder nemlig, at have fundet de biologiske grundsten til  menneskelig empati: De kalder dem spejlneuroner og de findes i vores hjerner.

Spejlneuronerne gør, at når vi betragter andre så simulerer vores hjerne samtidig de bevægelser vi observerer.

Hvis vi for eksempel kigger på nogen der danser, så opfører vores egen hjerne sig som om vi også danser. Det er derfor gab smitter – også uden at vi føler os trætte. De kropslige simulationer vores hjerne udfører er nemlig en motorrefleks – en grundlæggende, biologisk proces der foregår uden indgriben fra det bevidste selv.

Det biologiske grundlag for at vi kan føle empati, konkluderer forskerne endvidere, er tæt forbundet med disse kropslige simulationer af andre.

Og her er ansigtet vigtigt. Ansigtet er nemlig et af de steder på kroppen hvor vi nemmest kan aflæse den andens lidelser eller glæde ved hjælp af deres mimik.

Mennesker uden ansigt

Hvad der sker, når et menneske mister sit ansigt, er blevet beskrevet af neurologen Jonathan Cole.

Billedkunstneren Francis Bacon eksperimenterede med ansigtets betydning (MAMO UK)

I forbindelse med hans forskning stødte Cole på kvinden Mary hvis ansigt var lammet og som samtidig havde mistet evnen til at tale som følge af det sjældne Möbius-syndrom.

Ansigtlammelserne var kommet snigende, og ingen i Marys familie havde derfor indset at hun havde mistet hendes ansigtsmimik.

Marys familie var istedet fortsat med at aflæse hendes ansigtsudtryk, som om det afspejlede hendes følelsesliv. De havde derfor antaget, at Mary slet ikke følte noget – at hun havde mistet hendes livlighed og hendes sans for humor som følge af sygdommen.

I sociale sammenhænge betød det, at folk enten behandlede Mary som om, at hun slet ikke var der, eller som om at hun var mentalt handicappet.

Marys sygdom betød derfor, at dem omkring hende engagerede sig mindre i hendes følelsesliv – simpelthen fordi de ikke troede det eksisterede. For Mary betød sygdommen omvendt, at hun følte sig grundlæggende umynddiggjort som menneske.

Men ansigtet er ikke kun centralt for etableringen af sociale relationer mellem individer.

Ansigtets politiske betydning bliver for alvor tydelig på det kollektivte plan – eksempelvis i mediernes dækning af krige og katastrofer.

Problematiske perspektiver

I et studie fra 2013, påviste forskere fra Queensland Universitet eksempelvis, at close-up billeder af flygtninge, med ansigtet i fokus, er med til at kontekstualisere flygtninge-problematikken som en humanitær katastrofe.

Fotografier i fugleperspektiv, der portrætterer flygtninge i større grupper skaber derimod associationer om militære invasioner og bidrager til at portrættere flygtninge som en trussel mod den nationale sikkerhed.

En fotograf fanger flygtninge der krydser Lesbosstrædet på afstand (Wikimedia Commons)

Men det er ikke kun de australske medier der, måske uforvarende, bidrager til dehumaniseringen af mennesker i nød.

Under temaet ”Hjemløse-lejre” har DR.dk bragt 24 online artikler om indsatsen mod udenlandske hjemløse. Ud af de 24 historier DR har offentligtgjort om sagen, er 13 historier ledsaget af billeder af tiggere.

Herunder er 7 historier, blandt andre de fem nyeste, alle illustreret med den samme type arkivbillede af en anonymiseret person der ligger på alle fire, med hænderne fremstrukket og ansigtet bøjet mod asfalten. De resterende to historier er ledsaget af et billede med to kvinder der har ryggen vendt mod kameraet.

Portrætteret med ansigtet begravet i asfalten har tiggerne på disse billeder ingen mulighed for at konfrontrere læseren, og deres lidelser er svære at afkode.

Medierne har et ansvar

Hvad historien om Mary viste var netop, at mennesker uden ansigt er frarøvet de grundliggende krosplige markører som vi bruger til at forstå hinanden.

På samme vis – ved at fratage læseren muligheden for at stå ansigt til ansigt med dem som historierne handler om – bidrager DR’s artikler til at frarøve tiggerne deres menneskelighed.

Som den franske fænomenolog Maurice Merleau-Ponty så klart har formuleret det: ”Jeg lever i den andens ansigtsudtryk, præcis som jeg føler, at han lever i mit.”

Ved at nægte læseren at spejle sig i tiggernes ansigt skaber DR på den måde en oplevelse af, at tiggeriet i de københavnske gader ikke er et spørgsmål om medmenneskelighed, og at tiggerne dermed ikke har krav på vores medfølelse. På den måde understøtter DR, måske helt uforvarende, en politisk agenda om, at tiggeri er en juridisk – og altså ikke en humanitær – problemstilling.

Ved at nægte læseren at spejle sig i tiggernes ansigt skaber DR på den måde en oplevelse af, at tiggeriet i de københavnske gader ikke er et spørgsmål om medmenneskelighed

Og selvom jeg tvivler på, at ovenstående budskab er en bevidst kommunikationsstrategi fra DR’s side, så har medierne samtidig et ansvar for at forstå ansigtets indlejrede politik.

Den måde de vælger at portrættere grupper i befolkningen på, har trods alt menneskelige konsekvenser.

More from Daniel Møller Ølgaard

De ansigtsløse

Mediernes dækning af regeringens nyligt lancerede tiggerlov bidrager til en visuel dehumanisering...
Læs mere