Fest(ival) med sejlersko og sommerskørter

Sommerstemningen var tilstede ved Musik i Lejet i Tisvilde. Foto: Astrid Maria Busse Rasmussen.

”Pressetelt? Hm ja, det ved jeg ikke rigtig noget om”, siger damen med Frivillig-T-shirten på festivalen, Musik i Lejet, mens hun strammer mit indgangsarmbånd til. Jeg rynker på næsen; kigger mig lidt omkring. Kan man mon finde fred og ro til at skrive en artikel i et specialøltelt? Måske stjæle sig til noget Wi-Fi ved en af madboderne? At møde en deadline fra en strandkant; mine hænder bliver ufrivilligt svedige, og mit blik søger tilflugt i øjnene på mine medjournalister, der også står og vifter med en pressebillet foran en skurvogn. Men der er ikke skyggen af bekymring at finde hos de andre. De fleste virker egentlig bare lidt ligeglade. Og fulde. Og på ferie. Men jeg er kommet for at arbejde jo. Det starter dårligt.

Musik i Lejet er historien om to tvillingebrødre, der syntes, der trængte til at ske noget i deres barndomsby Tisvilde. Noget, fornemmer man, der kunne udfordre, men også komplementere den allerede eksisterende feriefornemmelse, man straks får, når man bevæger sig rundt i det smukke område. Strandliv og luksusboheme; tilsæt et skvat musik af den populære slags, en sjat børnevenlige arrangementer og en stor spiseskefuld fondsmidler, og så har man en vinder. De første år trak de to arrangører på vennetjenester og netværk, og der er ingen tvivl om, at de var i stand til at få ting til at ske. Ting der, initiativ og tilfældigheder til trods, nok ikke havde kunnet lade sig gøre i en lille ferieflække på Langeland eller et af de mange andre sommerhusområder rundt omkring i Danmark. Så fik Casper Christensen øje på festivalen, og ingen har set sig tilbage siden.

Fest eller festival?

Fiskerbaren var et af de steder, hvor bølgerne gik højt under festivalen. Foto: Astrid Maria Busse Rasmussen.

Nu er det otte år senere, og i filantropiens navn er man forblevet non-profit. Dog begyndte man i 2013 at tage penge for fornøjelserne, men med henblik på at alle overskydende midler skulle gå til at støtte det nordsjællandske lokalområde (det blev fx til lidt over en kvart million til forskellige lokale foreninger og institutioner i 2015). I år var partoutbilletterne allerede udsolgt i april, langt før hele programmet var offentliggjort, og det forventes, at cirka 15.000 mennesker kigger forbi Lejet i år, en ny rekord. Uge 29 i Tisvilde har efterhånden vokset sig stor nok til at kunne kalde sig en reel konkurrent til Uge 29 i Skagen.

Men hvem er det så, der kommer? Skal man generalisere, er det i Hornbæk, at de “gamle penge” holder til, mener en af ejerne af det sommerhus, vi overnatter i et par kilometer eller tre væk fra festivalpladsen. Forretningsmændene. Multimillionærerne. De dyre bilers land. Tisvilde er kunstnerne, politikerne – dem, der også har penge, men som aldrig kunne drømme om at skilte med dem. Så hellere rejse. Eller måske købe et fedt stykke kunst. Det er med denne nyerhvervede insiderviden i baghovedet, at jeg træder ind på festivalen torsdag, og straks begynder at lede efter Camilla Plum-klonerne. Men jeg ser ingen – ikke på det tidspunkt, ja, faktisk ikke på noget tidspunkt. Til gengæld ser jeg masser af lækre, lyse chinos, blazere med broderede kostskoleemblemer, prangende armbåndsure og virkelig upraktiske designerkjoler. Masser af rosé, og ikke den billige tre-liters fra Aldi; masser af meget smarte solbriller, også selvom, eller måske netop derfor, det er blevet mørkt.

Men hvis der skulle vælges, ville det blive rosèflasken, der vandt hver gang.

For dem er det ingen sag at smide 85 kroner efter, hvad der svarer til en toast med fritter. Men så er der selvfølgelig også økologisk and imellem toastbrødsskiverne, og fritterne er stegt i dyrets fedt. En af madboderne har givet sig selv det indbydende navn, ”Mums”, og de er 100% økologiske, veganske og glutenfri. Jeg skal lade andre vurdere kvaliteten af denne Mums, men toasten var da udmærket. Senere forsøger en ung pige sig med et ”God festival” efter denne har serveret mig en øl – kun en ud af to gange, jeg hører de ord blive brugt i en samtaleafsluttende kontekst. Og hvis man har været på Roskilde Festival eller en af de andre store musikfestivaller rundt omkring i Danmark, så kender man så udmærket den følelse af sammenhold og fællesforståelse, de to små ord genererer helt inde i sjælen. Men her i Lejet er det som om, de klinger lidt hult. Er der nogen fællesfølelse, nogen ”Lejet-feeling”, nogen sjæl eller bare en åre af sammenhold, man kan tappe af? Det er en smuk tanke, men det er svært at finde den fællesnævner, der skal til for at kunne kalde en stor fest for en festival.

Men så cykler man hjem ad små, snoede og bakkede veje på en kulsort sommernat, får sig et yderligere og ganske sikkert fuldstændig overflødigt glas på terrassen kl. 4 om morgenen, og vågner med små bitte øjne efter fem timers søvn for at gøre det hele om igen. Og det er som om, at der i løbet af de tre dage, festivalen løber af stablen, sker noget med både publikum, atmosfæren og, ja, indrømmet, også undertegnede. Der er ikke en slags Lejet-gænger, der er mange – en ny slags hver dag. Fredag ser man mange flere fornuftige cargo-shorts, og også flere børn, både om dagen og efter formået sengetid. Lørdag er der pludselig dobbelt så mange cykler holdende i sandet foran indgangen, og jeg ser flere partoutbilletholdere, der ser slidte ud på en måde som virker ganske velkendt. Med de ekstra gæster har der så også sneget sig en cykeltyv ind, hvilket en af mine venner finder ud af på den hårde måde, men det kan man vist desværre ikke gardere sig imod.

Rosé, rosé, rosé

Der er ingen tvivl om, at man, om man vil det eller ej, helt automatisk går ned i gear. Når man først lader sommerhusferiefornemmelsen trænge ind, ja, så går tiden med 0 kilometer i timen, som en veninde noterer. Men det såkaldte sommervejr vil simpelthen ikke samarbejde, uanset hvor mange sandaler eller hvor meget solcreme, man ifører sig, og det er måske i den danske sommers uberegnelige og konstant overraskende natur, at man skal finde fællesnævneren. Der er jo ingen, der synes, at det er sjovt at stå i ly af en drinksbar i en lidt for lille regnjakke og blive dryppet på sammen med 50 andre, så hvorfor ikke skåle med en fremmed og skylle misæren ned med endnu en alkoholisk drink. Der er party i provinsen, jovist, men også her i Lejet. Jeg får heller aldrig brugt det medie-og kommunikationsområde, som jeg senere finder ud af rent faktisk findes. Jeg er pludselig også på sommerferie, og det er faktisk ikke så dårligt, når først man har lukket følelsen ind.

Og så er der selvfølgelig musikken. Men trods festivallens navn kan man ikke lade være med at tænke, at den er sekundær. Fest i Lejet havde måske været mere passende, for det er bestemt festen, der er i centrum. Mew spiller op til eftertænksomhed torsdag aften, og det er som sædvanligt helt vidunderligt storladent og intimt på en og samme gang. Fredag aften spiller Medina megahittet ”Kun for Mig” allerede som andet nummer, og der vrikkes med hofterne i genkendelsens glæde. Senere samme aften river og flår Simon Dokkedal i publikum med sin fræsende mixerpult. Det hele er til stede – det smukke, det velkendte, det udfordrende.

Regnvejret kunne ikke slå strandstemningen helt ihjel ved dette års Musik i Lejet. Foto: Astrid Maria Busse Rasmussen.

Men hvis der skulle vælges, ville det blive rosèflasken, der vandt hver gang. Det er der intet galt i. Måske det bare fungerer bedst, når musikken og festen får lov til at eksistere side om side, og på lige fod. Det hele går fx op i en højere enhed natten til fredag, da blæserbandet Tuesday Night Brass Band spiller jazz a la New Orleans, så hele Bodega-teltet må overgive sig. Lige der har festivallen ramt helt rigtig og føles pludselig meget vigtig. Det er det, de unge vil have – man kan ikke diskutere med endnu et cover af Den Knaldrøde Gummibåd, der bogstavelig talt får voksne mænd til at danse på bordene i Fiskerbaren. Og man kan heller ikke diskutere med folkets begejstring, da Suspekt spiller, selvom det kan være svært at forstå for sådan en sur gammel feminist som jeg, hvordan det kan være ”fedt” at høre på en ung mand, der lettere kommanderende beder publikum om lov til at placere sit ikke-erigerede lem i munden på dem, indtil erektion og, må man formode, ejakulation forekommer.

Men det er jo lige dèr, sjælen findes. Lige der, hvor vi alle sammen kan synge eller danse med. Musik i Lejet er bedst, når det kan komplementere ens i forvejen eksisterende sommerhusferie. Det kan diskuteres, om den har vokset sig for stor og er blevet for uorganiseret. De mange paraplyer, man ser svævende i luften foran den største scene, kommer til at symbolisere det paradoks, Musik i Lejet i kraft af sit vokseværk nu er blevet. Man er nu nået det stadie, hvor man er hverken fugl eller fisk – hverken lille luksusfestival med lokalkolorit eller et seriøst bud på en langtidsholdbar musikalsk konkurrent til de øvrige, seriøse musikfestivaller. Efter otte år bør man måske se sig selv i øjnene og prøve at finde ud af, hvad man helst vil være.

More from Laura C.F. Petersen

Fest(ival) med sejlersko og sommerskørter

”Pressetelt? Hm ja, det ved jeg ikke rigtig noget om”, siger damen...
Læs mere