Fugleflugten: Uafhængighed, selvstændighed og kollektivitet

Fugleflugten på Roskilde Festival 2017. Foto: Sanne Lundqvist.

Duften af en sammenblanding af spildt øl og tis minder om, at jeg befinder mig det helt rette sted denne sommer, nemlig Roskilde Festival. Med erindringen om den enorme energiudladning af en koncert jeg var vidne til bare 12 timer før underlaget igen er jord, brugte kondomer og madpapir, er det også med sommerfugle i maven, at jeg møder de fire fyre fra Fugleflugten, Rasmus (vokal og guitar), Frederik (bas), Laurits (trommer) og Mathias (guitar), denne gang med et energiniveau der er til opladning.

Der er kun en vej og det er op

For når den eneste vej er op ”så findes der også kun en vej derefter og det er ned, ned, ned. Ligesom lige nu,” siger Rasmus der er mærket af nattens berusende eskapader og fortsætter, ”det er jo egentlig en gammel sang, hvor jeg på et tidspunkt synger, ’der findes kun en vej, og det er op’.”

Det var sangen, Rasmus skrev som demo for at overtale os andre til at starte bandet,” fortæller Frederik. For Fugleflugten er ikke bare et rockband, men også et venskab, hvilket man hurtigt fornemmer på den stemning, der er denne eftermiddag medlemmerne imellem. Det er et band med noget på hjerte, hvor det handler om ”at komme ud med nogle stemninger og ting der måske gør lidt ondt. Ting som er svære at komme ud med på andre måder,” forklarer Frederik og det er her, den musikalske nostalgi der kendetegner bandet, har sit udspring.

Dog handler det ikke kun om følelser, men nærmere en livsfilosofi, der tager udgangspunkt i ikke altid at følge den lige vej, men udforske andre stier og opleve hvad livet eller har at byde på.

Det er der, jeg synes, det bliver interessant. Hvad fanden kan man få ud af det her fucking liv?”, fortæller Rasmus filosoferende og Laurits uddyber, ”altså i bund og grund er det jo også sådan mere en opfordring til, at gøre det der falder en naturligt og det man har lyst til. Det er sindssygt vigtigt. Det er lige så meget det, det handler om. At prøve nogle ting af og så bare af sted”.

En eksistentialistisk udflugt

Fugleflugten dagen derpå. Foto: Sanne Lundqvist.

Af sted kommer man også, hvis man lader sig opsluge i bandets poetiske og eksistens-filosofiske tekstunivers. ”Jeg kan godt lide at skrive tekster, hvor der er en karakter i teksten, som står overfor nogle spørgsmål, indser nogle ting og når til nogle erkendelser i sangen,” forklarer Rasmus, som primært står for at lave skitser til nye tekster. Tekster der på mange måder er inspireret af egne erfaringer og eksistentialistiske tanker.

Jeg synes mere, at det er er den der søgen i sig selv der er interessant. Det gør det også fedt at skrive om naturen. Der er bare nogle ting i naturen, som man kan trække på, som man kan læne sig op ad for at føle noget større end det, man selv render rundt i. Det kan man kan tage med i musikken og tekstuniverset,” fortsætter Frederik.

Men ét er, at gøre sig filosofiske tanker om, hvad livet kan byde på, noget andet er at have et behov for at flygte. For hvor vigtigt er det overhovedet at flygte fra noget? ”Det er vigtig,t at man flygter fra noget, men en flugt behøver ikke være negativ. Det kan være en udflugt og Fugleflugten er en udflugt,” forklarer Rasmus. Det handler for bandet om at skabe kontraster for derigennem selv at kunne skabe et nuanceret livsindhold, og ikke være fastlåst i daglige rutiner. ”Vi skal altid sætte tingene op mod hinanden for, hvis der ikke er nogen kontraster, så er der ikke nogle nuancer, og så bliver alt bare gråt og blandet sammen,” uddyber forsangeren tilført diverse armfagter.

Det er ikke helt professionelt, men vi gør alt selv, og det tager fandme lang tid.

Den musikalske udflugt der byder på maleriske tekstuniverser og sfæriske guitarsoloer kræver dog en portion tålmodighed og åbenhed fra lytterens side.

Vi kan godt lide at eksperimentere med at bryde med ’den klassiske udvidede popform’, som det hedder, og lave noget mere alternativt,” siger Rasmus og fortsætter, ”det menneskelige øre er bare bygget sådan sammen, at lige så snart man hører noget der ikke er popform, så bliver man lidt fremmedgjort for det, og nogle gange kræver det, at man skal høre nummeret en eller flere gange før man bliver fanget af det.”

Ærligt og ægte

Når skoven endnu engang trækker i farverige klæder, er det forhåbentlig på tide at dykke ned i nye sange fra Fugleflugten. ”Der kommer en single og en musikvideo til efteråret. Det er alt, jeg kan røbe, og så kommer der en EP i forlængelse med,” fortæller Rasmus, mens der bliver nikket fra de andre bandmedlemmer. Det er en længere proces, når man som bandet er gået indie-vejen og står for det hele selv.

Vi indspiller selv nede i et øvelokale eller et studie. Det er ikke helt professionelt, men vi gør alt selv, og det tager fandme lang tid. Vi har ikke nogen over os der siger, ‘nu er det færdigt’,” siger Mathias, mens han knipser med fingrene og fortsætter, ”men det gør det også meget mere ærligt på en måde, fordi det er 100% os hele vejen.

Det er også meget Fugleflugten det der med selvstændighed, uafhængighed og kollektivitet,” siger Rasmus, mens Frederik tager over, ”vi hiver dem med ind som vi vil have med og nogle vi stoler på og har tillid til.”

Om vi ser dem igen til næste sommer må tiden vise, men inden da, kan du tage med på (ud)flugten, når de bl.a. spiller i Pumpehusets Byhave med nye sange på setlisten.

More from Sanne Lundqvist

Din guide til Roskildes opvarmningsprogram

Vi har tjekket opvarmningsprogrammet igennem, så du ikke behøver og giver dig...
Læs mere