Det hemmelige broderskab på Blegdamsvej

Fotos: Emilie Koefoed

Kun brødrene ved, hvad der foregår bag templets dobbelte hulmure i det monumentale hovedsæde på Østerbro. Men nu kan Netudgavens læsere få et kig med – Vi har nemlig fået lov at komme på besøg hos frimurerne og tage billeder inde fra det hemmelige tempel.

Joggerne i Fælledparken og pendlerne på Blegdamsvej har formodentligt vænnet sig til synet af den gigantiske, lukkede bygning med de gådefulde symboler på facaden. Men mon ikke også de fleste en gang imellem har stoppet op og undret sig over, hvad der gemmer sig bag templets høje mure?

Selv havde jeg en vag forestilling om noget med magtfulde mænd iklædt kapper og stave, der udfører mystiske ritualer i mørke sale. Jeg blev derfor overrasket, da jeg på frimurerordenens hjemmeside lærte, at det hemmelige broderskab har noget så moderne og prosaisk som en pressechef.

Det er ham, jeg har fået en aftale med en formiddag i juni i Den Danske Frimurerordens bygning på Østerbro.

Et åndeligt fitnesscenter

Mellem de to de kolossale, joniske søjler træder jeg op til de høje, bronzebeklædte indgangsdøre. Vagten lukker mig ind i forhallen, hvor der står montrer med gamle tekster i gotisk skrift. På et bord ligger en brochure for havnerundfart og jazz.

Jeg får en både hjertelig og fornem velkomst af pressechef for Den Danske Frimurerorden, br. Peter Duetoft, som henter mig og fører mig op ad Kongetrappen i marmor. Her havde den danske konge sin egen opgang i gamle dage, da han var stormester.

Maggie møder os på pressechefens kontor med en glad logren. Rummet har æggegule vægge, himmelblå gardiner (Ordenens officielle farve) og to store lysekroner i loftet, og på væggen hænger en Rembrandt-kopi af Kristus i Emmaus. På skrivebordet står en figur af Jesus, og i et hjørne en rituel stav.

»Det er vigtigt at sige, at vi ikke er hverken en sekt eller en kirke,« starter Peter. »Jeg har altid kaldt det et åndeligt fitnesscenter. Det er et sted, hvor man går ind og forsøger at gøre status i sit liv og tænke over nogle grundlæggende værdier, man har, og hvordan man lever op til dem.«

Jeg kommer i tanker om teksten på hjemmesiden, som nævner både Gud, Grundtvig og Dronning Ingrid, men som samtidig lyder overraskende moderne: Måske er det netop den forvirrede verden, de mange informationer og jaget i dagligdagen, der kræver en fordybelse i frimureriet? foreslås det ét sted, og et andet sted kaldes logen for ”et godt tilbud i en stresset hverdag” og ”en personligt udviklende fritidsaktivitet.” Man mindes dog samtidig om, at naturligvis skal du kunne passe frimureriet ind i et travlt arbejds- og familieliv.

Altså et fritidstilbud til det moderne menneske med historiske rødder i middelalderen? Og med hovedkontor i et kæmpestort tempel? Hvordan man end ser på det, er det i hvert fald ikke et almindeligt hus, eller fitnesscenter, jeg er trådt ind i.

Giganttempel

De danske frimurere havde deres første hovedsæde i Kronprinsensgade (1805-1868) og dernæst Klerkegade (1868-1927), indtil det blev besluttet at bygge et større hus til de mange nye medlemmer.

»Københavns Kommune havde dengang et ønske om, at skellet mellem byen og fælleden skulle gøres klarere, og derfor ønskede man nogle monumentale bygninger langs med Blegdamsvej,« fortæller Peter.

Og det må man sige, at man fik.

Frimurerordenens hovedsæde på Blegdamsvej 23 blev bygget i 1923-1927 og er tegnet af arkitekt og frimurer Holger Rasmussen i datidens strenge nyklassicisme. Den kæmpestore, symmetriske bygning har kun få og små vinduer, men til gengæld et overdimensioneret indgangsparti midtpå med 16 meter høje søjler. Hver vejer 72 tons. Facaden er pudset med bornholmsk grus, der giver en varm farve uden tilsætning af farvestof. I midten af bygningen ligger to indre gårde, og på taget vajer frimurerlogens hvide flag med det røde kors blandt en række store kummer på fod som fakler, der kan tændes op med ild.

»Det har vi ikke gjort i flere år, fordi det blæser for meget,« konstaterer Peter.

Bygningen strækker sig 20 meter over gadeniveau og syv meter under og har i alt 15.515 etagemeter. I rent rumfang svarer det til cirka 250 treværelses lejligheder. Der er cirka(!) 335 rum, som indeholder værdifulde gamle arkivalier, administration og logeaktiviteter. Om dagen går der kun en håndfuld mennesker eller to rundt i de mange hundrede rum, men til logeaktiviteterne om aftenen er der omkring 100 mennesker. Varmeregningen ligger i omegnen af 700.000 kroner.

»Jeg synes jo ikke, det er et hyggeligt og smukt hus, men jeg synes, det er imponerende,« siger Peter.

Djævledyrkere og jødelakajer

Ingen ved helt, hvordan det startede, men den mest accepterede teori er, at frimureriet stammer fra byggelaugene af omrejsende stenhuggere, bygmestre og arkitekter, der opførte middelalderens store katedraler. Ud fra den teori fejrer det moderne frimureri 300-års fødselsdag i år.

»Det startede i London ved, at nogle mennesker samledes på et værtshus den 24. juni for 300 år siden og lagde fire loger sammen til en storloge. Derfra bredte det sig ud over Frankrig og Tyskland og kom til Danmark i 1743. Vi ved ikke ret meget om det, så derfor starter vi den dag, selvom der selvfølgelig var noget før,« fortæller Peter.

Der er mange kendte danskere gennem tiderne, der har været frimurere, blandt andre fysiker H.C. Ørsted, arkitekt Philip de Lange, statsminister Frederik Moltke og tre af de danske konger (Frederik VII, Frederik VIII og Christian X). Men mange var også mistænksomme over for frimurerne og deres gedulgte aktiviteter.

»Frimureriet har jo altid været angrebet fra mange sider. I 1740’erne var det en religiøs indvending – man mente, at vi var nok djævledyrkere. Senere var det magthaverne, der så os som en trussel, fordi vi var indblandet i den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske revolution. I midten af 1800-tallet skiftede det så til et antisemitisk angreb. Man sagde, vi var jødelakajer, der hjalp jøderne med at overtage verdensherredømmet. Hitler rasede mod os i Mein Kampf. I 1943 da den danske regering gik af, meldte man os, at man konfiskerede alle vores bygninger, og vi fik et par dage til at rydde huset. Der kom brødre og hentede ting for at opmagasinere dem, og vi murede også noget ind i væggene. Så rykkede tyskerne ind og overgav huset til Schalburgkorpset, som fik hovedkvarter her. Huset blev molesteret ganske meget. Nogle af vores store sale blev blandt andet brugt til skydebaner,« fortæller Peter.

Den 19. juni 1944 blev bygningen angrebet af frihedskæmperne Flammen og Citronen, som prøvede at sprænge den i luften med en amatørbombe. Skudhullerne ved døren og en mindetavle vidner stadig i dag om den mislykkede aktion.

Da befrielsen kom, rykkede den danske sabotagegruppe BOPA ind kortvarigt, og efter dem flyttede der 5-6.000 tyske flygtninge ind, som boede i køjesenge rundt omkring i huset.

Endelig i slutningen af 1946 fik frimurererne huset tilbage. Brødrene brugte lang tid og mange donationer, blandt andet fra amerikanske brødre, på at sætte bygningen i stand. Siden da har det stået som dengang og har kun været udsat for mindre dramatiske, men dog skadelige, hændelser såsom oversvømmelse, facadeafskalning, slitage og skimmelsvamp.

Stilhed bag murene

Vi forlader pressechefens kontor og bevæger os gennem de lange, indviklede trappeløb, som visse steder har over syv meter til loftet. Gulve, vægge og søjler er i marmor, og tæppet er dekoreret med hovedsymbolet, som stammer fra byggelaugene: en vinkel og en passer. I et hjørne står et plastikskilt med en elitesmiley og virker helt ude af kontekst.

Jeg mister meget hurtigt orienteringen fuldstændigt i det store, næsten mennesketomme hus. Pludselig vender Peter sig mod mig og udbryder: »Kan du ikke mærke stilheden?«

Det kan jeg.

»Det er utroligt, at selvom Blegdamsvej ligger lige derude, så når du kommer ind bag de her mure, har du pludselig en stor ro,« siger han.

Mange af rummene har loftshøjder på mellem fem og syv meter. Vi kommer både igennem stormesterens kubiske kontor, kaffesalonerne med gobeliner på væggene og spisesalen med egetræspaneler og store væginddelere, der kan skubbes ned i gulvet til etagen nedenunder. På flere kontorer hænger Dronning Margrethe på væggen og Stormesteren med sin kæde med kors om halsen.

»Stormesteren er formelt enevældig, fordi det er en orden,« forklarer Peter. Men hans billede er kun til dem, der vil have det hængende. »Det er jo ikke Kim Il-sung,« tilføjer han og ler.

Brødrene på Facebook

Frimurerne kalder hinanden for brødre og går i kjole og hvidt og med høj hat. De der har 8. grad eller derover har mulighed for at gå med den særlige ring. De danske brødre er opdelt i 11 grader, hvoraf den højeste er for Riddere & Kommandører med det Røde Kors. Den Danske Frimurerorden har logebygninger i over 45 danske byer, og medlemstallet svinger mellem 8 og 10.000. Man kan principielt ikke melde sig ud af Ordenen.

»I gamle dage hed det, at det var de rige og de royale – det højere borgerskab – der var frimurere. I dag er det jo Hansen, Olsen og Jensen. De kommer fra alle samfundsklasser og alle professioner. Jeg har for eksempel lige lovet at være fadder for en bankansat,« fortæller Peter.

For at blive medlem skal man være mand, være døbt i den kristne tro og have et godt omdømme. Et godt omdømme kræver først og fremmest en ren straffeattest, men i dag er de sociale medier med til at komplicere tingene.

»Det er jo en mekanisme, vi aldrig har haft før. Folk begynder at afsløre sig selv på Facebook, og der dukker sager op. Der var for eksempel én på et tidspunkt, der skrev noget dybt racistisk. Han blev smidt ud af Ordenen,« siger Peter.

Al administration og drift af logen og logebygningen betales af brødrene. Det koster 1.800 kroner at blive optaget, og så er der et gebyr på cirka 2.000 kroner, hver gang man rykker op i graderne. Derudover er der et fast kontingent, der stiger med graderne, men som ligger på cirka 6-700 kroner i kvartalet. Det er alt i alt ikke værre end så mange andre fritidsaktiviteter, mener Peter.

Legendernes sale

To ridderrustninger står i hver sin ende af Marmorsalen, hvor de gamle mindeskjolde hænger på dybrøde vægge. Her finder man navnene på nogle store politiske og kulturelle personligheder.

I gallerisalen hænger de nuværende medlemmers skjolde. Når man rykker op til 8. grad, skal man anskaffe sig et skjold og vælge et billede eller et symbol samt en tekst. For 8. grad er kanten sort, for 9. grad er den hvid, for 10. grad rød og for 11. grad purpurfarvet. Et par af deviserne lyder: Gjør ret og frygt ingen, Følg den lige vej og Ad lucem.

Gallerisalens vinduer vender ud mod Fælledparken, og vi står et øjeblik og nyder udsigten og joggerne, der løber rundt nede langs stierne på kryds og tværs. »Vi har det åndelige fitnesscenter; Dernede har de det fysiske fitnesscenter,« siger Peter.

Det er omkring her, at mit kameras hukommelseskort pludselig sætter ud, og alle mine billeder er væk.

– »Det er aldrig sket før,« udbryder jeg forfjamsket.

– »Det er de hemmelige magter herinde, du!« siger Peter og klukker fornøjet.

Jeg når heldigvis at sætte et nyt kort i og glemmer næsten alt om de tabte billeder, da vi træder ind i Festsalen.

Det er svært at forestille sig, at det blandt andet var her – blandt snoede korinthiske søjler, gule kalkstensvægge og overdådige væglamper – at der engang lå tyske flygtninge i fireetagers køjesenge. Der er et væld af symboler rundt omkring – blandt andet to gyldne sfinkser, der flankerer podiet til tronen, basunengle, et kors så og det altseende øje i en trekant, som sidder i loftet.

»Vi blander jo alle mulige filosofier og historie ind i vores legender,« forklarer Peter.

På den middelalderlige trone sidder stormesteren i rituelle situationer, og ellers bliver salen brugt til fester og større arrangementer.

              

Hemmelige ritualer og Dan Brown

Det kongeblå stjerneloft tager det meste af opmærksomheden i logesalen, som har marmorgulv og lyse sandstensvægge. Loftet er malet af teatermaler og professor Oscar Matthiesen og er inspireret af kristendommen, siger Peter og beder mig finde det kristne symbol. Jeg skanner skyndsomt loftet og peger usikkert på et lam i midten. Det er heldigvis korrekt: hyrden og lammet, bekræfter Peter. Ved nærmere eftertanke kunne man nok også have brugt udelukkelsesmetoden, eftersom de øvrige motiver forestillede trehovedede drager og den slags.

»Der er noget symbolsk i, at inde midt i loftet er der harmoni og ro. Men så er der de truende skyer i horisonten og de vilde dyr. Det er for at minde os om, at vi gennem vores valg som mennesker skal passe på, at de skyer ikke udvikler sig,« forklarer Peter.

Alteret i den ene ende af salen må jeg ikke fotografere, for det er en vigtig del af nogle bestemte ritualer. Det eneste, der holdes hemmeligt i det hemmelige broderskab, er nemlig ritualerne og alt, hvad der hører til dem, og det er udelukkende for brødrenes egen skyld – altså dem, der endnu har ritualerne til gode. Det ville nemlig ødelægge effekten, hvis de vidste, hvad der skulle ske, når de rykkede op i graderne.

Den hemmelige loge er altså slet ikke så hemmelig. Jeg bringer forsigtigt Dan Brown og mytemageriet på tale som et sidste spørgsmål og regner med at få et fnys eller et opgivende suk fra Peter. Men det tager han pænt. Der har været værre myter, siger han.

»Jeg har haft fornøjelsen af at være frimurerisk konsulent på den danske oversættelse af den sidste bog, så jeg havde en god diskussion med oversætteren. Vi kan godt leve med Dan Brown.«

 

More from Emilie Koefoed

Det hemmelige broderskab på Blegdamsvej

Kun brødrene ved, hvad der foregår bag templets dobbelte hulmure i det...
Læs mere