Må hvide mennesker spille sort musik?

Gustav Rasmussen fra The KutiMangoes på Roskilde Festival 2017. Foto: Emil Vendelbo Johansen.

Det er mandag og opvarmningsdagene på Roskilde Festival 2017 er godt i gang. Jeg har begået den klassiske fejl med ikke at dosere festen og tempoet, men har kørt med 300 kilometer i timen siden ankomsten lørdag eftermiddag. De værste tømmermænd er dog ved at være kureret, da jeg klokken 18.30 bevæger mig gennem de endeløse rækker af pavilloner og gigantiske anlæg og indfinder mig foran Rising-scenen for at høre The KutiMangoes. Et dansk band som spiller en festlig omgang afrobeat.

Men hvis man har fulgt med i, måske især, de kulturradikale spalter den seneste tid, så er man måske stødt på begrebet kulturel appropriation. I visse kredse vækker det nemlig forargelse, når hvide mennesker tilegner sig en anden, eksempelvis sort kultur. Det ses nærmest som en ny form for imperialisme. Det er jeg naturligvis nødt til at spørge ind til, da jeg møder Gustav Rasmussen fra bandet. Er det noget, de har gjort sig tanker om?

”Ja, det snakker vi om med jævne mellemrum, men det har aldrig rigtig været et problem for os, for vi har været meget bevidste om, allerede fra starten, at vi ikke ville være en kopi af noget, vi ville prøve at skabe vores egen lyd. Det er jo set rimelig mange gange før. Altså Led Zeppelin havde samarbejde med musikere fra Marokko og The Betales var i Indien, dog uden at sammenligne os med dem,” siger Gustav Rasmussen, som er en af bandets grundlæggere.

Det er et ligeværdigt samarbejde, hvor alle kommer med input til musikken.

Det virker i det hele taget ikke som om, at han giver meget for den kritik. Selvom han svarer venligt, og veloplagt på spørgsmålene.

”Vi kan jo ikke løbe fra, at vi er en flok hvide fyre. Men, hvis man nu vender spørgsmålet om, ville det så eksempelvis betyde, at hvis vi ikke måtte være inspireret at Vestafrika, måtte en sort sangerinde så heller ikke synge opera? Altså, det formoder jeg ikke, at der er nogen der synes ville være forkert, hvis hun gjorde,” lyder det fra Gustav Rasmussen.

The KutiMangoes blev dannet i 2012 af Gustav Rasmussen og Michael Blicher og har udgivet to album. Senest Made in Africa fra 2016. Deres blanding af afrobeat og især jazz ser denne sommeraften ud til at have et godt tag i publikum som hurtigt ryster urinstøvet af sig og finder danseskoene frem. Især da solen efter et par timers gråvejr begynder at vise sig.

Keyboard og Las Vegas-horn

The KutiMangoes skabte en fest på Rising-scenen. Foto: Emil Vendelbo Johansen.

Men hvordan er det så præcis at The KutiMangoes’ lyd adskiller sig fra den traditionelle vestafrikanske musik? Jeg påpeger, at jeg var meget imponeret over deres hornsektion, og det bliver mødt med latter, da jeg kalder den for Las Vegas-horn.

”Ja, altså besætningen er jo ret utraditionel i forhold til besætningen i et typisk vestafrikansk band. Vi spiller mest på vestlige instrumenter, og set fra et vestafrikansk perspektiv er det en utraditionel sammensætning med en masse blæsere i front. Desuden lader vi Johannes spille bassen på keyboard, hvilket også gør det nemmere for os at præge musikken,” fortæller Gustav Rasmussen og tilføjer:

”Selvom vi er meget glade for Fela Kuti og musik fra Vestafrika, så er vi jo ikke sådan dogme-agtige omkring det, vi er også meget glade for reggae-musik og musikere som Led Zeppelin, Peter Gabriel og mange flere. Men det er jo også nogle musikere som har udforsket musikken. Vi tager det, vi synes er fedt, og bruger det.”

På scenen er også sangeren Patrick Kabré. Han er fra Burkina Faso, og han stjæler nærmest scenen fra det øjeblik han komme til syne. Jeg spørger ind til, hvordan han tog imod de hvide fyre i The KutiMangoes.

”Der findes jo kræfter alle steder som ikke mener, at man skal pille for meget ved musikken som den er. Men sådan er Patrick ikke. Jeg er helt sikker på, at han synes det er interessant, at vi tager noget af hans og vores ophav og blander det. Det er et ligeværdigt samarbejde, hvor alle kommer med input til musikken,” fastslår Gustav Rasmussen og tager en tår af den dåseøl som jeg fiskede op fra min jakkelomme og tilbød ham ved interviewets start.

Jeg kan mærke, at jeg ikke kan hidse ham op med min plapren om kulturel appropriation. Måske er det mest bare en ting der optager nogle få mennesker i en iver efter at fremstå så politisk korrekte som overhovedet muligt. Det ser heller ikke ud til at være noget der optager publikum denne aften. De festivalgæster som har fundet vej til Rising-scenen kommer i alle aldre, former og farver. Og alle ser ud til at have en fest. Måske bør kritikerne komme ned fra deres akademiske elfenbenstårn og deltage i festen.

The KutiMangoes består, foruden Gustav Rasmussen og Michael Blicher, af følgende:

Aske Drasbæk: Saxofon
Johannes Buhl Andresen: Fender rhodes and moog bas
Casper Mikkelsen/Eddi Jarl: Trommer
Magnus Lindgaard Jochumsen: Percussion

More from Emil Vendelbo Johansen

Under radaren: Brewer & Shipley

I dette afsnit af vores serie om oversete kunstnere er turen kommet...
Læs mere