Ligger nøglen til bedre integration i EU gemt i sprogene eller i hjerterne?

Foto: Giorgio Boato

“Luk sprogdøren og åbn kærlighedsvinduet!”, skrev islams berømteste digter, Rumi, for ca. 750 år siden. Den nulevende forfatter, albanske Gazmend Kapllani, har oplevet det modsatte: I takt med at sprogdøren åbnede sig for ham i Grækenland, hvor han var flygtning gennem 23 år, lukkede kærlighedsvinduet sig; statsborgerskab fik han ikke. Alligevel blev verden ny, for netop denne fornedrende skuffelse, samt hans internationalt roste bøger “En Lille Grænsedagbog” og “Jeg Hedder Europa”, har siden sendt ham til Emerson College i Boston, hvor han tilmed føler sig mere som europæer end i Europa.

Jeg indleder med at konfrontere ham med et billede og et spørgsmål, han selv bragte for dagen i et essay fra 2011: Dengang så han europæerne som menneskene på broen i det berømte maleri “Angst” af Edward Munch; brogængerne går hver for sig, opslugte af angst i overgangen. Dengang spurgte han: “Hvilket Europa ser de på den anden side af broen?”. Da jeg spørger Kapllani om han selv har set et Europa – et “promised land” – på den anden side, flyver det ud af ham:

“Jamen, jeg kommer fra den anden side af broen!”.

For Kapllani er “den anden side” de mindre økonomisk udviklede lande i Europa, hvor millioner af mennesker i årtier har drømt om bedre muligheder i Europas rigere del. For ham er der intet hverken mystisk eller abstrakt ved “Den Europæiske Drøm”, der ofte stilles overfor “Den Amerikanske Drøm”. Kapllani ærgrer sig over, at dette drømmeri ikke i samme grad har rodfæstet sig i sjælene på de mere velstående vesteuropæere:

“Her i USA føler jeg mig mere europæisk og laver hele tiden sammenligninger mellem Amerika og Europa. Det var europæerne, der skabte Amerikas Forenede Stater – så HVORFOR kan vi ikke skabe Europas forenede stater?!”

Konfronteret med hovedtemaet for interviewet – om indvandrere ville have bedre muligheder i EU om de blev integreret på et fælles unionssprog i en fælles unionskultur i stedet for på nationalsprogene i de nationale kulturer – melder Kapllani klart ud. Barrieren han stødte mod i Grækenland var ikke en sprogbarriere, men mangel på tolerance:

“1. generationsindvandrere vil selvfølgelig altid have vanskeligheder, først og fremmest sprogvanskeligheder, eftersom de ankommer som voksne. Men med anden generation kan jeg ikke se, at der skulle være noget problem: 2. generation er en generation født med sproget. Det som 2. generationsindvandrerne vil have er lige muligheder. Og det er “vort problem” med indvandrere; det er ikke, at de ikke kan lære vore sprog. Min erfaring som albaner i Grækenland kaster et skarpt lys over dette. Jeg vil påstå, at jeg taler bedre græsk end dem, som regerer Grækenland i dag. Eller dem, som sidder i de udvalg, der uddeler statsborgerskab. Jeg har bidraget mere til det græske sprog end de har – ved at skrive bøger, som er blevet kendt og oversat til adskillige sprog. Alligevel blev jeg til sidst nægtet græsk statsborgerskab. Hvorfor? Fordi indvandrere skal ikke tro, at de er bedre end os. En sådan mentalitet gør os selvdestruktive. Hvis indvandrere har problemer med at lære sproget er det fordi de bliver behandlet som gæster. Vi må holde op med at behandle indvandrere som gæster. Vi må genfortolke fundamentet for nationen.

Hvordan oplever du, at du er mere europæisk i U.S.A end i Europa?

“En ting jeg har lagt mærke til her i Boston, hvor jeg underviser, er den tolerance jeg oplever, når jeg træder ind i et klasseværelse. Mit italienske, mit græske – og især! – mit albanske er langt bedre end mit engelske, så jeg er imponeret over de studerendes tolerance over for mit uperfekte engelske. De fik mig ikke til at føle mig som en udlænding, en fremmed, en uønsket. I Europa synes jeg man burde slappe lidt mere af med hensyn til sprogbeherskelse, for vi bruger sproget som en grænse til at adskille os fra de andre: til at skelne mellem de rigtige statsborgere og så ikke-statsborgerne. Lad os dog være mere afslappede omkring det! Jeg tror årsagen er, at vi ikke anerkender vores kontinent som et indvandrerkontinent, selvom vi altid har været ét! Vi europæere har jo selv været flygtninge. Vi har befolket og skabt tre kontinenter – og her taler vi ikke om kolonisering: Sydamerika, Nordamerika og Australien”. Først og fremmest er det mangel på fælles skæbne, vi lider af.

“Jeg har bidraget mere til det græske sprog end de har – ved at skrive bøger, som er blevet kendt og oversat til adskillige sprog. Alligevel blev jeg til sidst nægtet græsk statsborgerskab. Hvorfor? Fordi indvandrere skal ikke tro, at de er bedre end os. En sådan mentalitet gør os selvdestruktive.”

Hvordan mener du da en fælles skæbne kan opstå?

Følelsen af fælles skæbne kommer ikke dumpende fra Himlen. Den har at gøre med vore nationale og europæiske institutioner. Hvis nogen siger: “Vi kan aldrig blive en konføderation eller en union eftersom vi ikke har et fællessprog”, så vil det kun være en halv sandhed for mig. Hvad der forhindrer os i at dele mere hinanden er ikke sprogbarriererne, men andre udfordringer, som vi må overvinde. Når talen falder på fælles politik, så er et oplagt område indvandring. Der er en stor mulighed for at forme en fælles tilgang. Og dét er sådan fælles skæbne skabes. Når man i fællesskab står ansigt til ansigt med nogen af de største udfordringer, man har. Når talen falder på økonomi, må vi ligeledes spørge: Hvad er vores vision? Før indførslen af en fælles valuta, må vi have en fælles økonomisk vision. Men det modsatte er tilfældet: Hver enkelt medlemsstat forsøger at løse problemerne individuelt.

Men er en fælles skæbne i EU ikke også, at et størstedel borgerne tilhører slægter, der netop ikke er indvandret. Derfor er der mange, der mener, at man ikke uden videre bliver “danske” eller “græske”?

At indvandrere aldrig kan blive “rigtige danskere” eller ” sandt græske” er en biologisk tilgang til national identitet. Ligesom i 30’erne, hvor man troede, at sproget fandtes i DNA’et. Men sproget er en levende organisme, som er åben for alle. Så når vi siger, at indvandrere ikke kan blive ligesom os, så er det en komplet forkert – biologisk – tilgang. Vi har brug for en åben fortælling i Europa, så vi ikke synker tilbage til 30’ernes tænkemåde. Hvad er da definitionen på danskhed? Jeg ved det ikke, men hvad jeg ved er, at vi er nødt til at dele fælles værdier og kulturelle koder, og at vi ikke burde straffes for at være forskellige. Og at vi burde have lige muligheder. Vi lever med vores forskelle, som de siger i U.S.A., men vi må også have noget til fælles – dette kunne være sprog, kultur, økonomiske målsætninger, måden hvorpå vi ønsker samfundet indrettet. Lad os kalde dette fælles grundlag for “det paneuropæiske niveau”. EU blev født ud af to europæiske borgerkrige, hvor problemerne var etnisk udrensning, eksklusion og vold. Vi har været igennem det. Vi så det med vore egne øjne.

Foto: Stephanie Mitchell/Harvard University Staff Photographer

Du sagde før, at integrationen i EU foregår langsommere end i U.S.A: Kan du uddybe det?

Integrationen i Europa foregår langsommere end i USA af to årsager. For det første forstår europæerne ikke dem selv som et kontinent af indvandrere. Indvandrere bliver anset som gæster, som forbipasserende;  i de største europæiske nationer blev indvandrere anset som “gæstearbejdere”. For det andet blev situationen en anden: Indvandrerne vendte ikke tilbage. Så, nu siger vi: “Rejs hjem!”. Den katastrofale konsekvens af dette blev, at en del af disse indvandrere derfor anså sig selv som gæster; som folk, der ikke var velkomne i kernesamfundet. Tilmed tales der til tredjegenerationsindvandrere om integration: Komplet latterligt! Selv har jeg rejst meget rundt i Europa: Hvad jeg så i både Paris og København var ikke mangel på integration, men mangel på lige muligheder. Det er dét som behøves: At indvandrere ikke behandles som gæster. De bør behandles som en integreret del af samfundet, først det nationale og så det europæiske. 

Altså, denne “Europæiske ånd”, som du forestiller dig kunne opstå i hver enkelt medlemsstat er altså selve erkendelsen af, at udlændinge kan slå sig ned uden at blive opfattede som gæster? 

Lad mig returnere spørgsmålet. Ankom vi europæere til andre kontinenter som “gæster”, da vi udvandrede? Her i USA er 70 % af befolkningen af europæisk oprindelse. Min pointe er: Indvandringens historie er historien om at rejse et sted hen – og forblive der. Ikke alle indvandrere vil blive, men mange vil. Den løgn, som vi lever på i dag er, at indvandrere ikke er kommet for at blive – men for at tage tilbage. Og den bør ophøre! Vi må indse at sameksistens – ligesom tango – kræver to. Så, hvordan kan vi definere dette samfund for den enkelte nation og for Europa. Det er vores udfordring. At stoppe denne løgn.

Tror du at udfordringen kunne imødegås ved, at indvandrerne i stedet for at blive nationalborgere, kunne blive europæiske borgere, der side om side med nationalborgerne levede et universelt hverdagsliv med hjem, job, familie; altså på et niveau i samfundet, der går forud for det nationale fællesskab? 

Se i stedet på, hvor forskellige vi er i den nationale identitet! Hvor mange identiteter har vi ikke: Køn, økonomi, seksualitet? Vore private liv er så forskelligt fra “den andens”. For at kunne sameksistere er det meget vigtigt at kunne se de andre som medmennesker, men jeg ønsker, at folk tilmed ser på hinanden som medborgere, der deler de samme lidelser, bekymringer, drømme. Det er utroligt i hvor i høj grad vi ikke formår at forstå indvandrerens psykologi. De ønsker blot en mulighed for at blive del af samfundet. Under mine rejser var de mest dedikerede europæere, jeg mødte, indvandrere. I 30’erne var det jøderne. Som “vi” sørgede for blev ekskluderede. Jeg er ikke meget for at drage paralleller, men denne mentalitet kan føre til det samme resultat i dag.     

Eftersom det nationale synes at kunne indrammes af et mindre sæt vaner, samt sproget, behøver man da være nationalborger for at være borger? At tage sig af ens forældre, have et job eller tage på skadestuen er næppe nationalt?   

Jeg tror at det nationale er meget, meget bredt, – men jeg forstår din pointe. På den anden side bør vi ikke gemme os fra os selv; kernen af samfundsorganisationen i Europa – kulturelt og politisk – er nationen. Det nye paradigme, det såkaldt “forestillede samfund” – der ofte virker abstrakt – er dette at være europæisk på den anden side af det nationale. For mig er problemet ikke nationen, men hvilken nation, vi ønsker? Vil du have en nation baseret på diskrimination eller på samarbejde? Vil du have en nation på randen af borgerkrig eller vil du have en nation, der stræber mod en bedre fremtid. Formår vi at løse vore sammenstød – eller ikke? Amerika er FULD af kultursammenstød, sammenstød mellem forskellige indvandrergrupper. Det er menneskenaturen, det kan ikke udryddes. Løser vi dem ved at begå vold på os selv? Udvikler disse sammenstød dig – eller ødelægger de dig? Dét er spørgsmålet. Nation og samfund er adskilt. Nationerne har eksisteret i tre århundreder, men vi ved ikke om de vil bestå for evigt.

Det “dobbelte borgerskab” som den tyske sociolog Jürgen Habermas efterlyser synes at høre til i et dobbelt samfund: nationalsamfund, hvor man bruger nationalsproget, og så et unionssamfund, hvor der tales et fællessprog, begge virkeligheder side om side?

Her i U.S.A. flytter folk meget, fra den ene ende af landet til det andet, afhængigt af karrieremuligheder eller de drømme, de har. Hvor end du befinder dig i U.S.A. tales det samme sprog. Sådan er det ikke i EU og jeg ser det ikke blive sådan i nær fremtid. Men jeg kan sagtens forestille sig ét eller to lingua francas (fællessprog, red) i EU. For i denne nye epoke, hvor vi for første gang siden første verdenskrig har et grænseløst kontinent og en ny generation af unge europæere, der flytter rundt, er fællessprog tænkelige som et naturligt følgefænomen. Faktisk er det vidunderligt, det som sker: De unge tror på Europa! Og hvad angår den tyske sociolog Habermas’ forslag om et dobbelt statsborgerskab, så er det sket: De unge har både nationale pas – og EU pas. Det kræves blot, at denne dobbelthed forvandles til en følelse. Men jeg må indvende: Hvorfor ikke lægge ud med “multilingvisme”, flersprogethed? Hvorfor kan Europa ikke blive et kontinent, hvor folk taler mere end to eller tre sprog? Men jeg tror, vi vil enes om et fællessprog. Det kommer. Med tiden. Jeg ved ikke hvilket – eller om det bliver ét, to eller tre af slagsen. Uanset hvad må vi håbe at EU fortsat vil eksistere mange år frem – uanset hvor uperfekt, det er. Det er vidunderligt, at det er der: Det har både sikret fred og bragt os tættere sammen. 

Ser vi på din egen livshistorie, så har det græske sprog været en enorm udfordring for din integration, eftersom du skriver, at man for at blive anset for værende græsk, nærmest skal være supergræker. Sproget kan være en ekskluderingsmekanisme?

Disse mennesker vælger en racistisk version af det nationale. Vi behøver en åben, demokratisk version af det nationale. Vi burde anse identitet som værende en levende organisme, der udvikler sig. Historien har jo vist sig, at de kulturer, der forholdt sig åbne, bestod længere. Det græske sprog er ikke problemet. Jeg føler mig som del af gruppen af udlandsgrækere. De mennesker som afviste min ansøgning om statsborgerskab, vil afvise alle, som ikke er som dem. De tilhører en samfundsgruppe, som har interesse i at holde samfundet lukket og under deres kontrol.

“Så jeg er slet ikke modstander af ideen om identitet, men af den rene identitet, den endimensionelle lukkede identitet; modstander af ideen om at opelske sit tilknytningsforhold gennem et had til andre; i mod at behøve syndebukke for at føle, at man har en god identitet  eller for at berolige ens ængstelser og mindreværdsfølelser.”

Jeg vil nu prøve at spørge som englens advokat, ikke djævlens: Kan du forestille dig, at du i stedet for at være flygtet til Grækenland, var blevet i Albanien de sidste 23 år; og dér følte en beskyttertrang overfor den albanske kultur, hvad angår indflydelse udefra?

Ja, det er et fascinerende spørgsmål. Faktisk handler min sidste roman – den som jeg skriver her på universitetet – om to brødre. Den ene forbliver i sin barndomsby og den anden rejser verden rundt. Jeg var ikke ude på at fortælle om et sammenstød mellem to brødres verdenssyn. Jeg har villet undersøge, hvad der får os til at blive, og hvad der får os til at rejse. Hvad er identitet? Hvordan forvandler den sig? Et niveau er: Måske er vi strengt defineret af hvorledes vi formår at fortolke den virkelighed, der findes, hvor vi blev født. Jeg blev født i Albanien, i et problemfyldt isoleret land, hvor enhver udlænding var en fjende; kommunismen var et dække for fremmedangst og nationalisme. Landets ledere styrede kulturen på en måde, så de kunne stabilisere deres brutale, kriminelle magt. Så jeg udviklede mig ikke blot som en anti-kommunist, men også i høj grad som en anti-nationalist. For jeg var vidne til, hvordan fremmedangst kunne forkrøble nationen. Da jeg så læste historie erkendte jeg, at netop denne fortælling om en ren superidentitet forkrøblede Europa. To gange. Aggressiv nationalisme og fremmedangst var hovedårsager til de europæiske selvmord, de to borgerkrige.

Alligevel kan du sætte dig ind i hvorfor et stigende antal mennesker føler, at deres nationale kultur eroderes af indflydelser udefra?

Ja, på et andet niveau forstår hvorfor folk er bange. Behovet for at høre til er et fundamentalt menneskeligt behov. Den tyske sociolog Ulrich Beck sagde, at vi lever i en global verden, men at forandringerne sker så hurtigt, at vi ikke har redskaber til at fortolke verden: forandringernes hastighed er simpelthen exceptionel. Så jeg er slet ikke modstander af ideen om identitet, men af den rene identitet, den endimensionelle lukkede identitet; modstander af ideen om at opelske sit tilknytningsforhold gennem et had til andre; i mod at behøve syndebukke for at føle, at man har en god identitet  eller for at berolige ens ængstelser og mindreværdsfølelser. Det vil aldrig forsvinde: Kampen for at høre til og diskussionen om hvilket samfund, vi ønsker. Faktisk har jeg ofte prøvet at forestille mig, at jeg var blevet i Albanien; en nationalistisk racist, “manden som blev”. Disse mennesker er jo som dig og mig, ikke udyr. Måske ville udøvelsen af frygtelige handlinger få mig til at føle mig mere sand. Jeg ville ønske at andre ikke ville blive del af min nation og min identitet: “De blev ikke født her” eller “deres forældre var ikke født her”. OG så forestiller jeg mig, at jeg forfærdes over mig selv! Jeg er lykkelig for, at jeg ikke har denne opfattelse af identitet. Så ikke bare som indvandrer, men som menneske, siger jeg dette: Indvandring er en integreret del både af menneskets eventyr og kunsten. Identitetsspørgsmålet vil følge os, så længe vi eksisterer på denne jord. Jeg mindes, at én af mine studerende skrev et herligt essay om hvorledes menneskeheden ville organisere sig selv, hvis vi koloniserede Mars. Ville vi bosætte os i nationer, have grænsestridigheder osv.?

Måske kunne vi leve sammen på Venus?

Jeg tror, vi kan leve på Jorden, – at den er paradis. Menneskelivet er foreløbigt, en gennemrejse. Vi kan leve og hemmeligholde nogle vidunderlige dele af os selv, være ydmyge, prøve på ikke at slå os selv ihjel, være bevidste: Der findes ingen evige løsninger for det hele. Konflikter vil altid være en følgesvend, men spørgsmålet er: Hvordan vil vi løse dem?

Gazmend Kapllani (f. 1967) er en albansk-født græsk forfatter og journalist.

More from Jeppe Marsling

Profeter på film: Noa, Moses, Jesus – og Muhammed

Hvem husker ikke graffitien: ”Gud er død (Nietzsche). Nietzsche er død (Gud)”?...
Læs mere