(U)lighedens fest

Foto: Kim Adrian

Det er så nemt at brokke sig over, at institutioner, organisationer og meningsdannere ikke gør nok for den sag, de kæmper for. Det er aldrig helt godt nok, og lever man ikke 100 % op til egne idealer, glider den gode sag i baggrunden. Roskilde Festival er sådan en bevægelse: masser af gode intentioner, erklæringer og holdninger, men knap så meget handling og reel forandring. Der findes alle mulige gode og mindre gode grunde til, at Roskilde ikke handler så meget som de prædiker. Eller får andre til at prædike. Og derfor er vi endnu engang sjosket hjem fra en festival, der satte fokus på alt det, man kunne forandre, hvis man lige gad at prioritere det. Men sagen er den, at nok er festivalen non-profit og donerer sit overskud til velgørenhed, hvad er mere end man kan sige om de fleste festivaler, så er det endnu penge, der styrer Dyreskuepladsen. Og indtil det hører op, kan vi nok skyde en hvid pil efter en mindre ulighed festivalgæsterne imellem.

Roskilde Festival er for nogle synonym med et hegn, der vælter, kamp om pladsen til snuskede telte, dårlig mad, lange køer og billig sprut. For andre er Roskilde Festival taxi, hvide sneakers, drinks i rigtige glas i stedet for plastik og easy access til rene toiletter og varme bade. Roskilde Festival er med andre ord ikke én oplevelse; et enkelt fællesskab eller et møde af solidaritet og samvær på lige vilkår. Det lyder måske hårdt, for selvfølgelig er festivalen også netop det, men de seneste år har festivalen slået det stort op, at rettigheder er noget, man køber sig til. Pengene styrer, også på Dyrskuepladsen.

Uligheden er i den grad mærkbar, når de privilegerede suser gennem portene til restricted-områder og de mindre privilegerede kravler gennem uanede mængder af skrald for at komme ned til deres discounttelt ude på campingpladsen. De har selv valgt det, vil nogle måske mene. Men valg er også noget, der nogle gange bliver truffet for os af nogle strukturer, vi ikke selv altid er hverken bevidste eller herre over.

Og hvem er jeg overhovedet til at brokke mig over denne ulighedens festival? Jeg som også har adgang til den rene backstage village, som har råd til at købe kolde øl, når jeg lige føler for det, og jeg som slog mit telt op på en græsplæne, man betalte for at bo på (tja, og hvis nogle troede, at man kunne købe sig til lykke, tager man fejl, for aldrig – aldrig! – har jeg oplevet så klamme toiletter som her). Jeg er med andre ord én af dem, jeg kritiserer for ikke at være bevidste om deres privilegier. For det er den store forskel i privilegier, der gør festivalen til en mester i ulighed.

Fra 2016-19 har festivalen selv valgt, at deres politiske holdningsprogram skal centrere sig om lighed, i år nærmere betegnet kulturel lighed, hvor kunst, musik, events og talks skal fokusere på bl.a. køns-, race- og religionsdiskrimination. Alt imens den økonomiske lighed tonser forbi øjnene af os, hvad enten det er en pantsamler på campingarealet, en blogger i Mediebyen eller curlingbarnet med lommepenge med hjemmefra. Festivalen oplyser, at temaet næste år bliver økonomisk lighed, men at adskille disse to som to forskellige fænomener er ikke repræsentativ for måden, lighed findes og opererer på i verden: Social ulighed er økonomisk ulighed (om omvendt).

Men kan det virkelig være rigtigt, at festivalen har så mange holdninger til ulighed og samtidig selv er med til at forøge og tydeliggøre, at penge er king, og at alle er alt andet end lige på festivalpladsen?

”Når vi vælger et holdningstema som lighed, kan vi også godt blive udfordret af det. Det skal ikke afholde os at tale om lighed, fordi der findes nogle forskellige muligheder for at få ekstra komfort, på festivalen. Vi vil gerne holde et spejl op og få vores gæster til at blive mere bevidste om uligheden. Der kan selvfølgelig rejses nogle spørgsmål, men vi er meget åbne omkring de bagvedliggende tanker,“ siger Christina Bilde, Roskilde Festivals talskvinde, i telefonen.


Men hvor mange festivalgæster (betalende såvel som akkrediterede) tager faktisk hjem fra pladsen med den øgede priviligebevidsthed, festivalen sigter mod. De store mængder efterladt skrald tyder på, at langt de fleste på campingpladsen ikke går op i ret mange andre ting end sit eget overforbrug af lattergas og Lambrusco. Og hvor meget hjælper overhovedet talks og performances på de politiske udfordringer? Mit umiddelbare bud er, at det er ret begrænset. Derimod er jeg overbevist om, at budskabet ville stå langt klarere, hvis man som festival tog et kraftigt standpunkt og skabte nogle rammer, der ikke lignede, men derimod stod i opposition og tilbød et bedre alternativ til det resterende samfund. Nogle rammer, der ikke bare lod som om, at alle er lige, men faktisk skabte et miljø hvor alle er lige: økonomisk og kulturelt.

Be the change

Det var et spændende, udfordrende og på mange måder inspirerende equality-program, festivalen havde sat sammen. Men jeg forlader den med en besk smag i munden, at det hele har været fuldstændig ligegyldigt. For hvor Roskilde Festival med sin usammenlignelige mediebevågenhed og opmærksomhed fra en stor bid af den vilde ungdom har enorm gode muligheder for faktisk at få sine gæster til at forandre sig, valgte den, at vi skulle tale om det. Men hvornår skal vi gå fra at tale om problemerne til faktisk at ændre dem?

Roskilde Festival kan godt lide at se sig selv som et spejlbillede af det øvrige samfund. Det centrale ved det spejl her er imidlertid, at det faktisk er muligt at ændre refleksionen og bidrage til ikke bare mere global lighed, men også mere reel lighed på festivalpladsen. Lighed, der ikke er afhængig af din position i samfundet ellers, men i lighed, der består i at tage del af noget større sammen med andre mennesker. For uanset hvor godt bevidsthed om privilegier og problemstiller end måtte være, så er forandring og modet til at gøre op med nogle traditionelle rammer dét, som bliver nødvendigt, hvis vi virkelig vil udfordre en stor gruppe af unge, progressive og risikovillige mennesker til at se verden på en anden måde med det formål at sende dem tilbage ud i en verden, der er måske en lille smule bedre.

For faktum er, at lige så længe privilegier er en handelsvare (på Roskilde og i resten af verden), så forbliver det lige samfund et utopisk paradis, som kun findes som en sproglig mulighed.

More from Camilla Zuleger

Fangedragter på catwalken

I tre fængsler i Lima i Peru bliver fanger ikke bare sat...
Læs mere