Catalonien – mellem frihed og kontrol

Den chilenske forfatter Roberto Bolaño har sagt, at det er umuligt ikke at blive påvirket af det, som sker udenfor ens vindue. Udenfor mit vindue i Barcelona udspiller der sig et politisk spil om frihed, magt, kontrol og økonomi; et spil, som reelt ikke kun vedkommer Spanien, men også resten af Europa. Er der grænser for friheden?

”Det er en lidelseshistorie, ” fortæller den spanske filosof Victoria Camps mig en solrig sommerdag i Sant Cugat. Vi mødes for at tale om ”det catalanske problem”, eller det, som andre kalder ”det spanske problem.” Det drejer sig om den spanske region Cataloniens uafhængighedsprojekt. Et ønske om at blive en selvstændig nation.

Som bosiddende i Barcelona har jeg de seneste ti år oplevet, hvordan dette problem ikke kun adskiller cataloniere og spaniere, men også cataloniere internt. Ikke alle i Catalonien drømmer om at blive en selvstændig nation. Mange cataloniere ser sig selv som spaniere. Desværre handler majoritet og minoritet ikke altid om antal, især ikke når det drejer sig om kommunikation og dominans. Derimod om hvem der har adgang til medierne og med hvilken styrke, de har det. Set i dette lys tilhører uafhængighedstilhængerne majoriteten.

Tilbage i 2015 forsøgte den daværende præsident for det catalanske ”la Generalitat” – det catalanske styre – Artur Mas, at udskrive et catalansk uafhængighedsvalg. Valget var ifølge spansk grundlov ulovligt, hvilket betød at valgdeltagelsen var knap 50%. Kun tilhængere stemte. Nu, et par år senere, forsøger den nuværende præsident Charles Puigdemont at relancere et nyt uafhængighedsvalg, som efter planen skal afholdes den 1. oktober.

Det spanske og catalanske flag hænger enkelte steder side om side, som en påmindelse om at Catalunien er en spansk region. Der også understreger, at ikke alle ønsker en løsrivelse fra Spanien.

Kernen i problemet er, at nogle cataloniere gerne vil blive fri fra Spanien. Faktisk er hele den catalanske identitet knyttet op på ikke at være Spanien. Det er en negativ identitet, som – sådan vurderer de fleste iagttagere – kan mønstre lidt under halvdelen af Cataloniens befolkningen. Regionen er tvedelt. Alligevel ynder den nuværende præsident Charles Puigdemont (ligesom den forrige Artur Mas), at lade som om, at de taler på alle cataloniernes vegne, når de siger ”vi” vil være selvstændige. ”Det er ikke sandt,” siger Camps. ”Politiken i Catalonien har de seneste år været præget af et monotema,” uddyber hun, ”som forsømmer mange af de andre politiske gøremål i regionen.”

Ifølge Camps begyndte hele uafhængighedsbevægelsen primært under Jordi Pujols præsidentembede, der løb fra 80 til 2003. Han ville opbygge en nationalitetsfølelse, som samtidig også skulle udslette enhver forbindelse med Spanien. Dette projekt indførte han blandt andet i skolerne, hvor båndene til Spanien blev udvisket. Undervisningen blev simpelthen ændret. Både med hensyn til undervisningssprog – fra spansk og catalansk til udelukkende at foregå på catalansk – og indhold. I de seneste år har Pujols eftermæle været præget af flere korruptionsskandaler, fx bankkonti i udlandet, hvidvaskning af penge, nepotisme, etc.

Som et kuriøst eksempel på, hvordan Spanien forsøges udvisket fra cataloniernes bevidsthed, nævner Camp den lokale fjernsynskanal TV3 – en catalansk tv-station sponsoreret af den catalanske regering. Når de præsenterer vejret, eksisterer Spanien ikke. Først præsenteres vejrkortet med Catalonien, derefter i Europa. I forlængelse heraf påpeger filosoffen, at der ”mangler en kritisk journalistik i de catalanske medier. De er politisk motiveret.”

Indgangen til La Boqueria, som er Barcelonas største marked for frugt, kød og fisk m.v. Det er byens gamle våbenskjold, som hænger over den arkitektoniske imponerende hovedindgang.

Et andet eksempel er den skødesløse bruge af begreberne demokrati og frihed. I år blev Artur Mas dømt for at have misbrugt sit magt i forbindelse med valget i 2015. Tilsvarende er der eksempler på, hvordan radioer kun har fået sendetilladelse, såfremt de udelukkende sender på catalansk, og sågar gør det i venlige toner i forhold til uafhængighedsprojektet. Både den tidligere og nuværende præsident har flere gange talt om at det er deres ret, at gøre som de vil. De har begge hævdet, at det er deres eftermæle, som er på spil. De mest venligsindede vil måske kalde det social ulydighed på institutionelt plan, andre arrogance.

Camps understreger, at ”det største problem ikke er flaget, men pengene.” Selvstændighedskampen er motiveret af penge. Catalonierne er kendte for at være meget fokuserede på penge. Regionen er endvidere Spaniens rigeste. Et industrielt og turistmæssigt lokomotiv. Dog overser flere cataloniere, at infrastruktur, uddannelse, politisk og forretningsmæssig good will også er forbundet med Spanien. Tilsvarende fik uafhængighedsprojektet først for alvor gang i tiltrækningen, da Spanien blev ramt af finanskrisen i 2008. Denne krise var for mange i Catalonien ene og alene Spaniens skyld.

Catalonien er endvidere den region i Europa, hvor udbredelsen af private uddannelser er størst, fx privatskoler. Andelen er på mere end 40 procent. Måske af denne grund er uafhængighedsprojektet et projekt for de privilegerede. Det er ikke uden grund at fodboldtræneren Joseph Guardiola er en villig marionet-dukke i denne sammenhæng. Han er veluddannet og tilhører den catalanske elite – og så er han international anerkendt som fodboldtræner. Den catalanske uafhængighedskamp, berører sjældent det faktum at hele regionen holdes sammen af en spansktalende minoritet fra især Latin amerikanske, der passer børn, de ældre og holder husene rene.

 

Baseret på personlig erfaring, vil jeg påstå at de mest ekstreme uafhængighedstilhængere besidder en eklatant hang til arrogance garneret med en simrende afskyelig racisme, som især kommer til udtryk over regionens store latinamerikanske minoritet og spaniere. Derudover er de naivt forelskede i skandinaviske lande. Borgmesteren i Blanes sammenlignede i juni Catalonien med Danmark, og resten af Spanien med Maghgreb (Nordvestafrika). Andre ynder at se Catalonien som Tyskland, idet resten af Spanien er sløve og dovne – de sover jo middagslur!  Igen denne tragikomiske retorik, som tenderer ondskab og had.

La Rambla er et strøg, der strækker sig fra Plaça Catalunya nedtil kanten af havnen og havet, hvor en statue af Columbus peger mod en ny verden. Tidligere var gaden et sted, hvor kunstnere ville mødes, mens den i dag er et kommercielt og turistmæssigt centrum – og nu også et sted, hvor terror har ramt et symbol på den vestlige åbenhed.

Når friheds- og selvstændighedstrangen er motiveret af penge, hænger det blandt andet sammen med at regionen betaler flere penge end andre regioner i Spanien til Madrid, som derefter distribuerer dette beløb til resten af Spanien, fx til de mindre rige regioner. ”En mere fair fordelingspolitik, ville uden tvivl tilfredsstille flere uafhængighedstilhængere,” udtaler Camps. En sådan fordelingspolitik har det dog svært, fordi både de catalanske og spanske politikere simpelthen er for smålige til at agere på folkets, og ikke egne interesser.

Projektet forfører selvfølgelig på grund af det frigørende, som er tilstede i økonomisk frihed, men den kontrollerer også, fordi alt reduceres til et spørgsmål om penge. På den måde bliver frihed ikke synonym med en fælles medmenneskelig velfærd og succes, men med nogle bestemtes succes.

Huller forårsaget af Francos bombadement af Barcelona i borgerkrigen. I 1938 landede to bomber med kort interval foran kirken Sant Felip Neri, der husede en masse børn. 42 mistede livet, størstedelen var børn.

I det daglige kan kontrollen opleves med hensyn til sproget. Det catalanske sprog anvendes strategisk og politisk. De, der taler spansk i stedet for catalansk – især, hvis de reelt kan tale catalansk – må forklare sig. Jeg har oplevet lærer ansat på offentlige skoler beklage sig over elever, der taler spansk, selvom både spansk og catalansk er de officielle sprog. Jeg har hørt anklagende forældre spørge deres børn, hvorfor de taler spansk på legepladsen. Hvor mange forældre ville spørge på samme måde, hvis deres barn talte engelsk? Jeg har talt med flere i uafhængighedstilhængere, som mener at alle spaniere er fascister. En udtalelse, som sikkert ville få litteraturprofessoren Edward Said til at græde, idet han kæmpede imod politiske og kulturelle generaliseringer, der altid synes at udspringe af ignorance.

Der mangler generelt en åben og medfølende dialog i hele Spanien. Eksempelvis er borgerkrigen (1936 til 39) stadigvæk rystende nær mentalt, fordi landet aldrig rigtigt har forsonet sig med al den smerte som krigen forårsagede. I stedet for reduceres krigen – igen især af uafhængighedstilhængerne – til en fodboldkamp mellem Madrid og Barcelona, selvom Madrid var den sidste by der faldt for Francos nationalistiske styrker.

Problemet er ikke enestående. Selvstændighed, nationalisme og eksklusion er en tendens, der florerer i Europa, hvor immigranter blandt andet holdes ude. Nationer er per definition egoistiske. Ja, hele projektet er populistisk og anakronistisk – de færreste stater og nationer i dag er suveræne. Victoria Camp går så vidt som at sige, at ”den form for nationalisme, som prægede Franco er nu overtaget af de cataloniere, der vil uafhængigheden.”

Denne hårde kritik er hun ikke alene med. Den catalanske forfatter Nuria Amat har i et længere indlæg i avisen El Pais sagt undskyld til George Orwell. Orwell beskrev i bogen Homage to Catalonia situationen i Barcelona under borgerkrigen. Han hyldede frihedskampen og arbejderklassens sammenhold. Tingene har ændret sig. Markant. Amats konklusion er, at det catalanske selvstændighedsprojekt har nået nationalistiske, ja, nærmest fascistiske højder.

De nationalistiske separatister har forsømt at læse Orwell, skriver hun.

Det catalanske flag stammer fra slutningen af 900-tallet, hvor det siges at den franske konge Ludvig den II trak sine blodige fingre henover en catalansk adelsmand skjold. Myten om de fire blodige fingre genfortælles også i forbindelse med Sankt Jørgen – Sant Jordi – og dragen, som hvert år fortælles og fejres i forbindelse med bogens dag den 23. april.

Det er fristende at spørge, hvorvidt Catalonien er blevet et eksempel på hvad George Orwell i et senere værk kaldte »dobbelttænkning«? Taler tilhængerne om fasisme og manglende frihed, mens man selv er ekskluderende?

Et er sikkert, der er en stærk sammenhæng mellem økonomisk interesse og nationalisme i Catalonien. Men det afgørende spørgsmål er, hvorvidt et frigørelsesprojekt reelt kan være ekskluderende uden at blive kontrollerende.

 

Tekst & foto, Finn Janning

PhD, forfatter og filosof

Skrevet af
More from Finn Janning

Catalonien – mellem frihed og kontrol

Den chilenske forfatter Roberto Bolaño har sagt, at det er umuligt ikke...
Læs mere