Under radaren: Brewer & Shipley

Brewer & Shipley under en koncert i 1971. Foto: Wikimedia Commons.

I dette afsnit af vores serie om oversete kunstnere er turen kommet til den aktivistiske folkrock fra starten af 1970’erne. I dette tilfælde duoen Brewer & Shipley.

”One day we were pretty much stoned and all Tom says, ”Man, I’m one toke over the line tonight” and I liked the way it sounded and so I wrote a song around it.”

 Sådan har Mike Brewer forklaret, hvordan han skrev duoens største hit One Toke Over the Line fra 1970. Sangen handler om følelsen af at sidde og kunne mærke, at man har taget et hvæs for meget af sin joint, og nu er gået fra groovy til sløv.

Sangen er en simpel countrysang som giver en lyst til at vippe med foden. Foruden naturligvis at nyde føromtalte stykke med Peter Belli-tobak. Den fik vind i sejlene, da Richard Nixons vicepræsident Spiro Agnew kaldte den ”åbenlys propaganda for stofkultur”.

Samme sang blev yderligere kendt, da den blev omtalt i åbningsscenen af forfatteren og journalisten Hunter S. Thompsons gonzo-klassiker Fear and Loathing in Las Vegas fra 1971.

Skandaler har jo som bekendt altid været et godt trick til at sælge plader inden for rockmusik og dens beslægtede genrer.

Brewer & Shipley bestod, udover førnævnte, også af Tom Shipley. Duoens lyd er enormt tidstypisk, og det er sandsynligvis en af grundene til at de står i skyggen af samtidige kunstnere inden for folkrock. Her er catchy melodier, fine vokalharmonier, og en lyd der ellers veksler mellem det akustiske og et til tider mere knasende og rocket udtryk.

Duoens sange kredser ofte om tidens emner såsom stofbrug, social uretfærdighed, amerikansk politik og lignende. Det er svært ikke at høre deres plader uden at føle sig hensat til enten en studenterdemonstration på et besat universitet i 1970 eller en af de mange folkelige protester mod Vietnamkrigen. Med andre ord var det tidstypisk hippiefolkrock. One Toke Over the Line er fra albummet Tarkio Road. På denne plade medvirker, blandt andre, Jerry Garcia som var en af tidens største inden for denne genre med sit allerede dengang legendariske band The Grateful Dead.(Men, det er en helt anden historie.)

At duoen aldrig blev større skyldes sandsynligvis flere ting. De var, som tidligere nævnt, ikke hverken nyskabende eller specielt originale i deres lyd. Der er dog flere bands, der har hittet uden at være synderligt banebrydende. Men, duoen her var heller ikke genstand for skandaler i samme skala som flere af deres samtidige kolleger. Skandaler har jo som bekendt altid været et godt trick til at sælge plader inden for rockmusik og dens beslægtede genrer.

Alligevel er duoens plader værd at lytte til, i hvert fald, hvis man spørger undertegnede. Musikken er uprætentiøs og som tidligere nævnt af den type som automatisk får ens fødder til at vippe. Ligeledes er den perfekt som musikalsk bagtæppe, da musikken aldrig bliver støjende, heller ikke, når der går lidt psykedelisk guitarsolo i den. En anbefaling herfra.

“Under radaren” er en artikelserie fra Netudgaven.dk, der løbende sætter fokus på oversete og glemte kunstnere, hvis gennembrud udeblev i deres egen samtid.

Tak, fordi du kigger forbi. Læs så mange gratis artikler, du vil, og husk at downloade og aktivere din add blocker. Hos Netudgaven gør det ingen forskel. Det gør det til gengæld, hvis du hjælper os med at lave anderledes journalistik med vores mikro-abonnementsmodel. 15 kr om måneden er seriøst cool.

More from Emil Vendelbo Johansen

Under radaren: Brewer & Shipley

I dette afsnit af vores serie om oversete kunstnere er turen kommet...
Læs mere