Verden ifølge Grarup

En sørgende kvinde i udkanten af Mosul, Irak. Foto: Jan Grarup

En rejse i krigens skygge. Så enkelt kan man opsummere Jan Grarups livsværk And then there was silence. Over næsten 500 sider bliver vi inviteret med på en tur rundt i en verden af krig og ødelæggelse, alt sammen set gennem linsen på en af Danmarks mest erfarne krigsfotografer. Netudgaven anmelder her bogen og bringer en række eksklusive uddrag.

Husker du krigen?

Der har været en del snak om Jan Grarups arbejde på det seneste. Mest berygtet er nok hans portræt af en likvideret mand i Mosuls gader. Et billede som redaktører over hele landet nægtede at bringe, og som Grarup derfor valgte at offentliggøre selv. Et kontroversielt valg for mange – men ikke for en krigsfotograf med noget på hjerte.

Og And then there was silence skuffer bestemt ikke i den henseende. Med sin anseelige størrelse og en vægt på ikke mindre end fem kilo er Grarups bog på alle måder et monument over ubeskrivelig lidelse og ufattelige ødelæggelser.

Verden ifølge Grarup ligger meget langt fra fantasien om kirurgiske præcisionsangreb og den “rene” krig. Grarups krig er grim, beskidt og uretfærdig. Fra Kashmir til Sierra Leone, fra Kosovo til Ramallah og fra Irak til Somalia. Hvorend Grarup har rettet hans kamera hen, har han ikke undsluppet dens skygge.

Alt for ofte har Grarup imidlertid oplevet at hans arbejde har været forgæves. For efter hans billeder er blevet bragt, er verdens opmærksomhed blevet afledt af noget andet. Og det er – ifølge Grarup – bogens vigtigste budskab:  At vi, læserne, ikke må glemme ofrene for verdens katastrofer bare fordi kameraerne vender den anden vej.

Et levende portræt

Spørgsmålet er så hvilken forskel endnu et visuelt vidnesbyrd om verdens rædsler gør. Om And then there was silence nogensinde kan blive andet end en genudsendelse af de vestlige mediers voldsteater, hvor krige præsenteres i små, spiselige bidder, og hvor mennesker fremstilles ensidigt, som enten ofre eller repræsentanter for krigens urgamle ondskab.

Det korte svar er ”ja”. For selvom Grarups billeder er i sort-hvid, så er hovedpersonenerne i bogen alt andet end farveløse. De græder og de smiler, de er glade og de er fortvivlede. Kort sagt: De lever. Selv på de billeder hvor Grarup portrætterer de døde er der ofte tegn på liv: Der er vasketøj der hænger til tørre, og der er mennesker der sørger over det tabte.

Som du bladrer gennem bogens mange sider bliver du konfronteret med krigens mange ansigter. På én side bliver en mand barberet i en frisørstol placeret midt i noget der mest af alt ligner et bombekrater. På en anden side står en mand bøjet ind over en anden, mens hans truende holder en kniv for hans strube.

Vi kender dem ikke. Men man fornemmer, at der er rigtige mennesker bagved bogens glatte sider. Der er liv der begyndte før krigen startede, og som fortsætter, efter den er slut.

Døden bringer os tættere på hinanden

Hvordan kan noget så hæsligt samtidig være så smukt, tænker du skyldigt mens du læser. Hvordan kan mennesker fremstå så menneskelige i så umenneskelige situationer?

Og det er måske i virkeligheden bogens vigtigste budskab. Grarup viser med hans fotografier, at dét at være menneske trumfer de sociale og politiske skel, som vi i fælleskab har opstillet. At dét at betragte et andet menneske i sig selv er en etisk fordring. Og at selvom krig ofte skiller os ad, så kan krigens skygger også bringe os tættere på hinanden.

Der er derfor også en poetisk sandhed i Grarups fravalg af farver.

Selvom nogen mennesker er brune og andre er hvide, og selvom nogen er fra Kosovo og andre er fra Kashmir, så demonstrerer And then there was silence, hvor uendeligt lidt disse forskelle betyder når døden banker på døren.

For i krigens skygge er vi alle grå.

Alle billeder er fra ‘And then there was silence’ og er bragt med tilladelse af Jan Grarup og Book Lab. Bogen kan købes her.  

More from Daniel Møller Ølgaard

Kritikken af magthaverne har sejret ad helvede til

Donald Trump. Brexit. Marine le Pen. Alle repræsenterer de en stigende mistillid...
Læs mere