Historiens ‘tabte’ bydele

Foto: New York City - "Doing the slums" - A scene in the Five Points. By Frank Leslie's illustrated newspaper (staff artist) [Public domain], via Wikimedia Commons
Foto: New York City - "Doing the slums" - A scene in the Five Points. By Frank Leslie's illustrated newspaper (staff artist) [Public domain], via Wikimedia Commons

Pernille Vermunds smilende selfie og historien om den lange række af udforskere, der er rejst ind i de såkaldte ‘tabte’ bydele.

 

I New York Times i 1884 kunne man læse en artikel om en populær London-dille, som nu også have fundet vej til New York. Dillen gik under navnet slumming, som dækkede over den praksis, hvor både fine damer og herrer tog på guidede ture ind i de fattigste kvarterer af byen, der var blevet kendt som slummen. Man kunne endda finde slumkvarterer i Londons guidebøger. Fra de engelske slums rapporterede det bedre borgerskab forfærdet om de skrækkelige forhold, de havde været vidne til.

150 år senere kunne danskerne læse en artikel i Berlingske af Nye Borgerliges partiformand Pernille Vermund, der berettede fra Nørrebros tabte bydel. Vermunds seneste reportage – hvis man vil strække sig så vidt at kalde den det – er dermed bare én i en lang række af reportager fra en anden verden, der siden 1800-tallet og den moderne megabys fødsel har fungeret som urbant modbillede; en anti-verden i et ellers civiliseret byfællesskab, der også kan bruges i politikeres selvfremstillings- eller reformprojekter.

Slummens fæle kerne

Samtidig med slum-dillen som populær fritidsaktivitet for bourgeoisiet i det sene 19. århundrede var der også en lang række af tidlige socialvidenskabelige, journalistiske og filantropiske beskrivelser fra slummen. Det var forsøg på at afdække – og afhjælpe – armoden i de fattige dele af de nye metropoler, som opstod i 1800-tallet sammen med industrialiseringen. Den engelske sociolog Charles Booth tegnede enorme kort over London, hvor han i bogstaveligste forstand forsøgte at kortlægge byens fattigdom. Og den dansk-amerikanske journalist og socialreformator Jacob A. Riis levede selv som hjemløs vagabond efter sin ankomst til New York i 1870. Det var nogle af de oplevelser fra den nye verdens underside, som han senere skulle dokumentere sammen med tyve års politireportage fra dens gader og gyder – blandt andet i områder af New York som The Bowery, Five Points og især den notoriske del af Mulberry Street, der bøjede som en albue, The Bend, som Jacob A. Riis kaldte “slummens fæle kerne.”

“A kerosene lamp burned dimly in the fearful atmosphere, probably to guide other and later arrivals to their “beds,” for it was only just past midnight. A baby’s fretful wail came from an adjoining hall-room, where, in the semi-darkness, three recumbent figures could be made out.”

Sådan lød en af de saglige, men meget billedrige beskrivelser fra et af lejekasernens værelser. Uddraget er fra Jacob A. Riis’ kioskbasker How the Other Half Lives fra 1890, der for alvor satte slumspørgsmålet på dagsordenen i New York City.

En verden delt i to

Aldrig før havde man set byer i den størrelse, som man så i 1800-tallets New York og London, for at tage to velkendte eksempler. Metropolen og de fattige arbejderklassekvarterer havde hidtil været ukendt territorium. Videnskabsfolk, journalister og filantroper var dermed i færd med en tidlig klassificering af de første moderne storbysamfund.

Denne tidlige urbane klassificering var i mange tilfælde drevet af et ønske om at forstå og forbedre vilkårene for samfundets svageste – og ofte også for at inddæmme strømmen af epidemier og bandevold, der havde deres udspring i disse områder. Men den var samtidig med til at etablere et bestemt todelt bybillede; en idé om en spatialt og moralsk isoleret verden i byens midte. Titlen på Jacob A. Riis’ værk How the Other Half Lives bruger netop billedet af en by delt i to, og Charles Booth farvede de “semi-kriminelle” og “onde” boligblokke sort på sine enorme kort over London, og knyttede dermed bestemte sociale klasser sammen med bestemte kvarterer og helt specifikke boligblokke i byen.

Slummen var en konkret virkelighed i visse dele af de nye metropoler med alvorlige sociale problemer. Men det var også en mere og mere udbredt sproglig konstruktion. Denne urbane dikotomi både forsimplede og romantiserede bestemte dele af byen som en slags helvede på jorden. Og så var et sådant verdensfjernt og unuanceret bykort meget nemt at indskrive i politiske selvfremstillingsprojekter og gøre til genstand for reformprojekter.

Slumming på Nørrebro

Slummen – og slumming – har også fundet sine moderne former: der findes guidede ture i megabyernes slumkvarterer, og i Danmark har vi ghettoen, som er blevet beskrevet som parabol- og parallelsamfund, og hvor journalister og politikere valfarter til i stort tal for at rapportere, hver gang der er uroligheder.

Når Pernille Vermund skriver i sin kronik til Berlingske, “at Nørrebro – nok ikke som bydel eller som et geografisk område, men som en del af det værdifællesskab, der er Danmark – er tabt,” eller hun i et interview med Radio 24Syv den 28. august taler om “…et stykke af Danmark, som ikke deler værdier med resten af det fællesskab, vi har …”, så gentager hun bare 1800-tallets forsimplede ideer om bestemte sociogeografiske områder, der er både spatialt og moralsk isoleret fra den anden – og altså bedre – halvdel af samfundet.

Hvis vi skal forsøge at placere Vermunds smilende selfie fra en såkaldt ‘tabt’ bydel i den lange historiske række af slum-udforskere, så minder den mere om borgerskabets guidede ture ind i slummen end de socialt bevidste og samvittighedsfulde forsøg på at afdække vilkårene og livet i storbyens fattigere dele. For i modsætning til folk som Charles Booth, der brugte syv år på sit enorme værk Life and Labour of the People in London, og Jacob A. Riis, der brugte tyve år i de fattigste dele af New York, som han beskrev i en lang række af værker, så synes baggrunden for Vermunds konklusion om et “tabt” Nørrebro at begrænse sig til halvanden times ophold på Den Sorte Plads.

Og mens Jacob A. Riis forsøgte at give samfundets svageste en stemme ved at redde dem fra malstrømmen, som han taler om i sine tredive fortællinger i Out of Mulberry Street fra 1898, så er Pernille Vermunds og Mette Thiesens Nørrebro-vandring, der senere blev til en overdramatiseret Youtube-video på Nye Borgerlige TV, nærmere en del af en værdikamp, der forsøger at optegne linjerne på et meget simpelt by- og danmarkskort; et kort, der lige så godt kunne høre et andet århundrede til.

 

 

Skrevet af
More from Kasper Jacek

Historiens ‘tabte’ bydele

Pernille Vermunds smilende selfie og historien om den lange række af udforskere,...
Læs mere