Kan Danmarks sikreste fængsel være humant?

Snart skal fanger spærres inde på en mark på Falster. Netudgaven har været en tur i fængsel for at se på noget så paradoksalt som human frihedsberøvende arkitektur.

 

Fængslets ringmure ligger fladt og lavt i en fordybning i landskabet, som sunket ned i Falsters våde jordbund. Tæt på indgangen står røde valmuer i sælsom kontrast til trådhegnet og den seks meter høje, grå betonmur.

Det er det syn, der først vil møde en ny indsat i Danmarks sikreste fængsel.

Storstrøm Fængsel, som har kostet lige over en milliard kroner, er netop bygget færdig på en mark på Falster til Danmarks mest hærdede forbrydere. 250 af slagsen er der plads til i fire almindelige og én særligt sikret afdeling og på et areal, som svarer til 18 fodboldbaner. Fra slutningen af oktober bliver fanger overført fra andre fængsler i etaper. Det nye statsfængsel skal aflaste blandt andre Enner Mark, Nyborg og Vridsløselille, som er under pres blandt andet på grund af udviklingen i narko- og bandekriminalitet.

Foto: Torben Eskerod
Foto: Emilie Koefoed

Arkitektur der fængsler

»At lave et fængsel er det stik modsatte af, hvad vi er opdraget til. At skabe rammer for at spærre
mennesker inde,« siger Mads Mandrup, arkitekt og partner i C.F. Møller, som har formgivet fængslet på Falster.

Et fængsel udgør mildest talt en meget speciel arkitektonisk opgave. Selve bygningen eller bygningerne er for de ufrivillige beboere en konstant påmindelse om og et symbol på deres frihedsberøvelse. Samtidig udgør fængselsbygningerne både deres hjem, arbejdsplads og rum til fritid – og definerer dermed hele deres tilværelse 24 timer i døgnet. Der er ikke mange andre steder, hvor arkitektur har mulighed for at påvirke et menneskes liv i så høj en grad.

I Storstrøm Fængsel er ambitionen, at arkitekturen skal være med til at skabe ”verdens mest humane højsikringsfængsel.”

Foto: Steen Poulsen for Kriminalforsorgen

Traditionel landsbyidyl

Når man er kommet ind på fængselsarealet bag den seks meter høje mur, er et par trætoppe det eneste synlige fra verden udenfor – på nær himlen.

Fem mørke skikkelser står i en lille forsamling op ad ringmuren tæt på indgangen. Kunstværket hedder ‘Doing Time’ og er udført af kunstneren Claus Carstensen som 3D-modeller i bronze af ham selv og hans kunstnervenner.

Fængselsbygningerne er lave og spredte og lavet i beton, murværk og stålplader i hårde, kantede og knækkede former. Belægningen mellem bygningerne er delt op i røde, sorte og hvide striber. Det indre trådhegn lukker permanent af til en græseng. Nok se, men ikke røre.

Ved første indtryk emmer det ikke ligefrem af landsbyidyl, selvom Storstrøm Fængsel er bygget med den traditionelle landsby som forbillede og indrettet med posthus, kirke, købmand, bibliotek, læge og tandlæge samt aktivitetshus, værksteder og ‘gymnastiksal’, som Kriminalforsorgen insisterer på at kalde sportshallen (man ser hærdede narkokriminelle for sig hoppe på trampolin og springe buk). De forskellige bygninger har varierende former og materialer og er forbundet af stræder, der peger ind mod en torveplads i midten.

Fotos: Emilie Koefoed
Foto: Torben Eskerod

Lavendel og paradisæbler

Indenfor har arkitekterne også forsøgt at nedtone det institutionelle udtryk ved at indarbejde sikkerheden diskret i arkitekturen. Fangerne laver selv mad i fælleskøkkener, og der er hverken gitter eller glas mellem de indsatte og de ansatte på de almindelige boafdelinger.

Hver celle i Storstrøm Fængsel er på 12,8 m2 inklusive toilet og bad og med højt til loftet. Der er lysindfald fra vinduer på to sider og udsigt til grønt.

»Vi har givet hver celle et kig ud over nogle græsmarker, hvor de indsatte kan vende blikket væk fra fængslet og kan drømme sig ud på den anden side af murene,« siger Mads Mandrup.

Cellerne ligner på mange måder kollegieværelser, indtil man får at vide, at de mange rundede hjørner skal reducere risiko for selvskade. Og at dørhåndtagene, som er let kegleformede og tykkest ved dørfladen, er udformet, så man ikke kan hænge sig i dem – og man heller ikke kan holde dem opad for at forhindre vagterne i at åbne døren udefra.

Foto: Torben Eskerod

Hver dag bliver fangerne ledt igennem et lille udeareal for at komme ud til arbejdsværkstederne. Det skal give en fornemmelse af et normalt hverdagsliv, hvor man går på arbejde og kan opleve årstiderne skifte. Og så er grønt beviseligt godt for øjet.

»Vi har i C.F. Møller i en lang årrække beskæftiget os med hospitaler, og vi fandt ret hurtigt ud af, at der er meget ved dét at skabe et helende miljø, der kan overføres til et fængsel,« forklarer Mads Mandrup. »Som noget helt nyt i et højsikret fængsel har vi trukket store træer indenfor – på en måde så de ikke er i vejen for det meget sensitive overvågningssystem. Vi har også intime gårdrum, hvor man kan sidde på en bænk og reflektere.«

Marianne Levinsen landskabsarkitekter har sørget for græsbede, vådeng, opholdsbænke, gårdhaver og en læfyldt kirkehave med lavendel og paradisæbler.

»Men mange af de indsatte kommer fra et urbant miljø, så det skulle heller ikke være et idyllisk bondesamfund,« tilføjer Mads Mandrup.

Derfor er bygningerne i beton og stål og i kantede former – men med reliefmønstre, der skal skabe sanselige oplevelser.

IKEA-møbler og puder skal give en hjemlig og hyggelig stemning på besøgsværelserne, hvor fangerne kan møde deres familie til uovervåget samkvem.

Fotos: Torben Eskerod

Fotos: Emilie Koefoed

Resocialisering og helende arkitektur

Historisk er fængslerne gået fra at sørge for straf til forbryderne og sikkerhed for de lovlydige borgere til i stigende grad også at fokusere på resocialisering – at gøre de indsatte klar til et lovlydigt liv uden for murene efter endt straf.

»Politisk er der enormt fokus på at reformere fængslet på verdensplan. Man er begyndt at erkende, at rammer, der skaber et råt miljø og dermed forstærker kriminaliteten i samfundet, er en kæmpestor udgift. Man skeler meget til Danmark og Norge som foregangslande på verdensplan, til hvordan man kan opretholde en vis humanisme, samtidig med at man også straffer.«

Det fortæller Mads Mandrup, som allerede har oplevet stor international interesse for det nye fængsel på Falster. I Norge er det Halden-fængslet, der siden 2010 har været kendt for sit forsøg på human fængselsarkitektur.

Samtidig er der en ny tendens inden for arkitekturen, hvor man tror på, at arkitektoniske rammer, der for eksempel giver dagslys og udsigt til grønt, kan virke helende og gøre mennesker sunde og raske i krop og sjæl.

Det er de to tendenser, der mødes i fængslet på Falster. En sten i skoen er den nye type kriminalitet, som Kriminalforsorgen de sidste 10-12 år har oplevet med bande- og rockergrupperinger og store mængder narko. Det har betydet, at der inden for de seneste år er sket en tilbagevenden til hårdere straffe og et mere råt miljø i fængslerne, og det har givet behov for flere lukkede pladser, som kan håndtere nutidens indsatte.

Dominerende fanger

For at undgå at de mest dominerende fanger skaber hierarkier inden for murene, er Storstrøm Fængsel indrettet, så man kan adskille indsatte ned til små grupper på fire – blandt andet ved hjælp af de 1.900 døre. På den måde kan man også adskille rivaliserende bander.

»Kriminalforsorgen oplever, at de har svært ved at forudsige, hvad der bliver det næste stærke element. Det kan godt opstå inden for fængslets mure. Derfor vil man gerne kunne styre det mere, for ellers skaber man jo bare det næste kuld af dominerende kræfter i den kriminelle verden,« forklarer Mads Mandrup.

Fængslet har 11 straf- og isolationsceller. Den særligt sikrede afdeling for de 34 mest hærdede kriminelle har sin egen ringmur inden for fængslets perimetermur og en underjordisk tunnel, så fangerne og deres besøgende kan lukkes ind i fængslet uden at blive set af de andre fanger. Dørene ind til cellerne er udstyret med dørspion og håndjernslemme, så den indsatte kan stikke armene ud og få håndjern på, inden døren bliver åbnet. Med visse, ‘voldsparate’ og ‘udadreagerende’ fanger skal der stå fire vagter parat, før døren må åbnes. Selve cellen ligner de andre celler, bortset fra at der er tremmer for vinduet.

Hærdede undervejs

Arkitekterne opdagede hurtigt, at man ofte må gå på kompromis med livskvalitet og æstetik i et fængsel af hensyn til sikkerhed. Brugerne er nemlig ikke kun de indsatte men også de 220 ansatte, der har deres arbejdsplads i fængslet. Når gulvet i boafdelingerne for eksempel er i linoleum, er det fordi, det er nemmere at rengøre, men også fordi træ ville kræve fodpaneler – og fuger, fodpaneler og fodlister er udelukket, for de kan bruges som gemmesteder for narko.

»Vi blev lidt hærdede undervejs som arkitekter og forstod, at dette her er et råt miljø med nogle hårde negle, uanset hvor pæne og æstetiske rammerne er,« siger Mads Mandrup og tilføjer: »Jeg har ikke nogen naiv forestilling om, at de mennesker‚ der skal spærres inde her, ikke ved, at de er i fængsel. Men det, at man er spærret inde, skal ikke fratage én den normalitet, som vi, der lever uden for fængslets mure, tager for givet.«

Fængselsarkitektur er samtidig meget politisk, og Kriminalforsorgen risikerer altid at blive angrebet for at bruge skattepenge på at hygge om de kriminelle, mens for eksempel de ældre går for lud og koldt vand. Ifølge arkitekterne koster det dog ikke mere at gøre det pænt, så man kan lige så godt gøre sig umage. Desuden er ordentlige rammer i fængslerne en nødvendig investering i vores velfærdssamfund, ifølge Mads Mandrup:

»De her byggerier er de sidste i rækken af investeringer i offentligt byggeri. Først havde du skolerne, universiteterne og hospitalerne og andre store statsapparater. Og så har fængslerne været negligeret i mange år. Hvis vi tror på det velfærdssamfund, vi som arkitekter er med til at bygge i dagligdagen, så mener jeg, at dette her forpligter lige så meget,« slutter han.

Moderne fangenskab

Det giver en trykkende følelse at gå rundt på fængslets arealer og vide, at om lidt bliver dørene låst og overvågningskameraerne tændt, og så bliver stedet nogens hjem og hele liv. At mennesker vil blive holdt i fangenskab her – på en mark på Falster. Som den utroligt konkrete konsekvens af noget meget abstrakt: menneskekroppe lukket inde i et rum, i en bygning, bag en mur. Fordi de har forbrudt sig mod samfundets vedtagne moral.

Men det er samtidig interessant at se, hvordan ‘moderne fængselsvirksomhed’ helt håndgribeligt ser ud i dag. Den måde, et samfund behandler sine lovovertrædere på, har altid sagt meget om et samfunds værdier og menneskesyn. Hvis man ser på Storstrøm Fængsel, tyder det på, at idealet i dag er det selvstændige, individuelle men også fællesskabsorienterede, arbejdsomme, sunde og sanselige menneske.

Superfængslet på sydhavsøerne har allerede fremkaldt de forudsigelige anklager om skattebetalte luksusboliger til forbrydere. Men trods arkitekternes gode intentioner og ofte vellykkede bestræbelser er man aldrig i tvivl om, at man er i et miljø, der er skabt til at fratage mennesker deres frihed. Ingen stedsegrøn træart eller nænsom materialebearbejdning kan opveje det faktum, at du er ufri. Ligesom arkitektur ikke i sig selv kan hele en kræftpatient, kan arkitektur heller ikke kurere kriminelle. Men det kan hjælpe. Dagslys, socialt samvær, natur og et mindstemål af selvstændighed og bevægelsesfrihed må være et minimum for et menneske – selv hvis det menneske har begået en grusom handling.

Fotos: Emilie Koefoed

Fakta om Storstrøm Fængsel

Storstrøm Fængsel er et lukket fængsel, som er opført på en mark på Falster. Det nye statsfængsel bliver Danmarks sikreste og landets næststørste fængsel.

Fængslet er tegnet af C.F. Møller i samarbejde med Rambøll og Marianne Levinsen Landskab. Det har kostet lige over en milliard kroner.

De 35.000 m2 bygninger er fordelt på fem afdelinger til indsatte og fem huse til fællesfaciliteter og ansatte. Grunden er på 130.000 m2, hvilket svarer til 18 fodboldbaner.

Betonmuren, der omkranser fængslet, er stjerneformet, 6 meter høj og 1,3 km lang.

Fængslet har 300 overvågningskameraer og 1.900 døre.

More from Emilie Koefoed

Det hemmelige broderskab på Blegdamsvej

Kun brødrene ved, hvad der foregår bag templets dobbelte hulmure i det...
Læs mere