Kaninen der ville ønske den var en blomst

Foto: Cæcilie Skovmand

”Så! Nu er I på date.”
”Hvad sker der… Hvad gør du, Cæcilie?” Sexologen går rundt i en lille cirkel, afventende, med hænderne krydset lige over lænden.

En dråbe sved løber ned ad ryggen på mig.

Min date sidder en smule foroverbøjet på stolen foran mig og smiler. Jeg ved ikke, hvor jeg skal kigge hen og lader blikket falde på hans grønne sneakers.

”Nå… ok,” svarer jeg og kan høre min stemme knække over.
Manden foran mig sænker hovedet en smule, og prøver at løfte mit blik.

Huden på min hals brænder og bliver garanteret fyldt med røde plamager, da jeg langt om længe gengælder hans blik. Han smiler med den ene side af munden og blotter lidt af et meget hvidt tandsæt. Jeg kan høre min egen vejrtrækning og mærke endnu en sveddråbe, denne gang fra armhulen.
Hvorfor siger han ikke noget? Tavsheden er ubærlig. Jeg er nødt til at bryde den og tyer derfor til den værste date-kliche af dem alle. Den eneste jeg kan komme i tanker om:

”Hvad går du så og laver… altså når du ik’ er på date med mig … ha ha.”

Min date løfter brynene en smule og kigger for første gang i vores lille leg væk fra mit ansigt. Han rømmer sig og rykker rundt på stolen i en lille bevægelse, som om han er utilpas. Han svarer høfligt og kort, at han er pædagog.

Jeg stiller ham et spørgsmål mere, måske to, som han svarer kort og høfligt på, uden at spørge mig tilbage, eller hjælpe mig med at få en samtale i gang.

Jeg er løbet tør for ord, og hvis jeg med mine 183 cm kunne liste ubemærket ud af rummet, havde jeg gjort det.

Da tavsheden bliver for pinlig, kigger vi begge op på sexologen for at signalere, at et evt. nanosekunds magi for længst er brudt.

”Syntes du også kærligheden er svær?” Havde der stået på sedlen, jeg fandt den dag, jeg var gået fra kontoret for at finde en trappesten at tude på. ”Bliv kanin på sexologuddannelsen.” Jeg havde prøvet alt muligt andet for at komme videre: At komme over ham ved at komme under en anden, yoga, meditation, terapi, rejser, drukture, dyre frisørbesøg, endeløse snakke med veninder, udrensningskure, you name it. Hvorfor ikke føje kanin til listen?

Og her sad jeg en lørdag formiddag i midten af en halvcirkel omgivet af godt 30 kvinder og to mænd. Jeg anede jeg ikke, hvor jeg skulle gøre af mine hænder. Tømmermænd efter for meget rødvin i går bankede let i tindingerne, men lagde en blød dyne af ligegyldighed rundt om nerverne.

Sexologen duftede af patchouli og var iført en kjole med store pink blomster. Når hun gik, så det ud som om, hendes bare brune fødder svævede et par centimeter over gulvet, og når hun talte, var det med gestikulerende arme og nærmest dansende bevægelser.

Da jeg ankom til seancen, introducerede hun mig som ”dagens modige kanin”. Hun snakkede og spurgte, og jeg svarede. Ærligt. Hvad var min parforholdshistorie, hvordan var min relation til mor og far? Hvad tænkte jeg om min krop? Havde jeg haft mange seksuelle erfaringer?

Mit kærlighedsliv blev tegnet op i cirkler, bullits og ord på en sort tavle: Co-dependency, Skilsmisse- og enebarn. Ensom. Love addict.

Jeg betragtede ordene og prøvede at mærke, hvordan det føltes at få mit følelsesliv og intime detaljer dissekeret og journaliseret af et fremmed menneske. På én side føltes det ganske rart og konkret. På den anden side virkede ordene fjerne og uvedkommende, som om det handlede om et andet menneske.

Tømmermændene tyssede på min indre kritiker, og jeg lod ordene flyde frit. Det var befriende og forløsende at tale uden at skulle tage ansvar for, hvad jeg sagde, forklare mig, eller argumentere for mine valg. Her var ingen velmenende kommentarer eller råd, jeg ikke havde bedt om. Ingen kendte mig her, og jeg skulle aldrig møde dem igen.

Der blev grinet, og jeg fik at vide, at jeg var ”charmerende” og en ”stærk kvinde”. De rosende ord slukkede en tørst, jeg ikke vidste, jeg havde. Jeg blev tændt og kom i tanker om hændelser og erfaringer, jeg troede, jeg havde glemt og var egentlig ganske godt underholdt af fortællinger fra mit eget liv.

Lige indtil sexologen bad mig rykke stolen ud i midten af cirklen af studerende foran den ene af de to mænd tilstede i rummet og ”gå på date”…

”Hvad har vi så her?” Sexologen bukkede let ned i knæ, slog armene ud og gik helt ud i cirklen af de studerende, imens hun kiggede på dem, som en advokat i et amerikansk retssalsdrama.

Min date havde forladt sin stol foran mig, og jeg var alene på gulvet med sexologen.

En kvinde rakte hånden op: ”Hun tager styringen. Han får ikke en chance.”
De andre nikkede samtykkende. Det gjorde sexologen også, imens hun kiggede over på mig.

”Det er nemlig rigtigt! Hun interviewer gør hun! Og kan mænd lige at blive stillet den slags spørgsmål af en kvinde?”

”Neeej,” lød det i kor fra de studerende.

Sexologen stillede sig lige bag ved mig sagde henvendt til de studerende: ”Her har vi et klokkeklart eksempel på, hvad der ofte går galt mellem ”stærke” kvinder og mænd i dag. Kvinderne tager kontrollen, og manden får ikke lov til at være mand.”

Det var her det gik op for mig, hvad det ville sige at være kanin.

Jeg afbrød hende: ”Men hvad skulle jeg så have gjort?”

”Prøv at spørge ham,” – hun pegede på min date.

”Du skal bare turde være kvinde, være dig og være tryg ved mig,” sagde han og kørte begge hænder op gennem i sit korte sorte hår, imens han lænede sig tilbage.

”Men…” Jeg havde lyst til at sige, at det altså plejede at gå ret godt, det der med at score mænd…

Sexologen afbrød mig: ”Som kvinde er det vigtigt, at vi tør hvile i vores femininitet og være den blomst vi er.” Hun strakte armene i vejret og dansede lidt om sig selv; blødt og svajende.

Sexologen gik helt tæt på mig og lagde en kærlig hånd på min skulder og klemte lidt. ”Du er skøn, husk det. En stærk og kraftfuld kvinde, men du skal øve dig i at være en blomst. Tag ud og prøv det. Tag imod det der kommer, og overlad lidt af kontrollen til manden. Lad dig forføre. Men mest af alt skal du lære at elske dig selv, ellers kan ingen andre elske dig.”

Jeg kiggede ned ad min sorte buksedragt og var glad for, at man ikke kunne se, hvor våd den var af sved.

Da jeg kørte hjem på cyklen, var jeg lige dele ulykkelig, opløftet og vred.

Jeg var ulykkelig, fordi det åbenbart var bøjet i neon for alle andre end mig, at jeg ikke elskede mig selv og havde en helt forkert måde at flirte på. Opløftet, fordi jeg kunne gøre noget ved det. Vred, fordi jeg var blevet blottet på en præmis, jeg ikke syntes var fair. Præmissen om, at man som kvinde skal opføres sig på én bestemt måde. Som en fucking blomst.

Men jeg har altid troet på, at hvis noget virkelig provokerer dig, skal du kigge på sig selv og spørge hvorfor. Og måske var der noget om snakken. Jeg havde jo været single, eller ulykkelig forelsket sådan cirka altid. Måske var blomsten svaret på den kode, jeg havde forsøgt at knække i årevis.

Jeg iførte mig derfor mine smukkeste blade, sørgede for at vande mig lige tilpas og dufte godt, imens jeg stod i byens barer og svajede det efterår.

Normalt ville jeg, sammen med mine lige så lidt blomsteragtige veninder som mig, have hevet fat i en flot fyr og udsat ham for en quiz eller en udfordring. Engang spurgte jeg Martin Krasnik på Vesterbrobaren Riesen, om jeg kunne låne lidt plads i hans kummefryser til nogle mini-flutes, der skulle bruges til min fødselsdag. ”Beklager, jeg har ingen kummefryser,” svarede han, vendte ryggen til mig og fortsatte samtalen med sine venner. En anden gang spurgte jeg en fyr, hvordan han ville håndtere, at der, som en lille bonus, var en siamesisk tvillingesøster under en smuk kvindes bluse, som han først opdagede, når de kom hjem og skulle i gang med det frække?

”Det var dog et mærkeligt spørgsmål,” svarede han og kiggede nærmest bekymret på mig. Det var det nok også.

Det var, hånden på hjertet, en meget kedelig tid i byen som blomst. Der kom altså ikke nogen flotte start-trediver-single-mænd over for at snuse til varerne. De blev stående i deres drengecirkler eller alene med blikket dybt fæstnet i bunden af et glas eller mobilen. Uanset hvor meget jeg struttede med mine blade, var det først lige, da jeg var ved at visne, at jeg måske, måske ikke, blev plukket kl. fem om morgenen på Guldregn (apropos blomst).

Jeg begyndte at affinde mig med, at blomsterstrategien nok ikke lige var mig. Fint nok. Men hele sessionen hos sexologen havde vækket en spekulation i mig om, hvad det vil sige at være ”feminin” og ”turde” give plads til manden.

Den aften, jeg mødte min kæreste og faren til min datter på et brunt værtshus på Nørrebro, havde jeg drukket mindst en flaske vin, røget 20 smøger, og hvis jeg var en blomst, var det en kødædende en af slagsen, for jeg nærmest overfaldt ham.

Havde jeg den aften i byen i stedet ventet på at blive plukket som en blomst, havde jeg nok ikke siddet her i dag med en sovende baby og kæreste inde i rummet ved siden af.

Så et lille frø blev sået i mig, den dag jeg var kanin. Men jeg er ikke sikker på, det var et blomsterfrø.

More from Cæcilie Skovmand

Kaninen der ville ønske den var en blomst

”Så! Nu er I på date.” ”Hvad sker der… Hvad gør du,...
Læs mere