Vi kan ikke planlægge os til en bæredygtig fremtid

Foto: Experimental Cities

Byerne udvikler sig i rivende fart, mens vi sidder fast i et gammeldags og statisk planlægningssystem, advarer forsker Peter Munthe-Kaas. Hvis vi skal skabe en bæredygtig fremtid, skal vi turde eksperimentere med det umulige.

Byplanlægning, som den foregår i dag, forudsætter, at man ”har styr på tingene” og ved, hvad man laver – men situationen er netop, at vi ikke kender svarene og dårligt nok forstår udfordringerne i vores byer. Vi står i dag over for nye og komplekse problemer med bæredygtighed både miljømæssigt (luftforurening, klimatilpasning, overforbrug) og socialt (fattigdom, ensomhed, xenofobi). Det stiller nye krav til den måde, vi udvikler og tænker vores byer på.

En alternativ tilgang til byudvikling, som vi i Center for Design, Innovation og Bæredygtig Omstilling har arbejdet med de senere år, handler om at udvikle mere eksperimenterende byudviklingspraksisser. Med prototyper eller iscenesættelser i byen over kortere eller længere tid kan vi afprøve nye idéer, skabe ny viden og skabe rum for flere aktører og nye netværk. I designsammenhænge taler man om eksperimenter som at ”øve sig på fremtiden”, og det er netop dét, vi har brug for i vores byer – at skabe rum for, at alternative fremtider kan afprøves, synliggøres og sandsynliggøres.

Ingeniørvælde

Byernes udvikling er i dag domineret af rationel planlægning og af institutioner, der behandler alle udfordringer som tekniske/infrastrukturelle opgaver, der skal løses, og ikke som konsekvenser af større systemer eller netværk, der kan forandres. Det er alt for ofte ingeniører og planlæggere alene, der bliver sat til at finde løsningerne på de komplekse problemer, og ambitionsniveauet lader ofte til at være, at alting skal være præcis, som det er nu, bare med bedre – og dokumenterbare – tekniske løsninger.

Planlægningen kommer dermed ofte til at foregå i separate funktioner (eller siloer), hvor for eksempel trafik, sundhed, forsyning, sociale indsatser, byliv osv. planlægges adskilt fra hinanden i forskellige udviklingsprojekter og med deres egne logikker.

Selvom der er sket en masse i byplanfeltet de sidste 50 år – med for eksempel midlertidighed, netværksorienteret planlægning og helhedsorienteret byfornyelse – er den dominerende praksis altså stadig baseret på den samme tilgang, hvor byplanlægning forstås som en struktureret og velorganiseret proces. Planlæggerens rolle er i den forståelse at omsætte politiske visioner til konkrete planer og implementere dem – eventuelt med borgernes input og accept, som opnås gennem velregulerede deltagelsesprocedurer.

Det i disse dage store fokus på Big Data, smart cities, datadrevne forvaltninger mv. passer alt for godt ind i denne rationelt-tekniske forståelse af byen som en maskine, der kan og skal styres.

Vedligeholdt virkelighed

En af de store udfordringer ved traditionel byplanlægning er, at planen skal være gennemførbar og tænkt helt til ende, inden den kan godkendes og sættes i gang. Det virker logisk i et styringsperspektiv, hvor det er selvfølgeligt, at man skal vide, hvad ressourcerne vil blive anvendt på, inden man går i gang – særligt når man arbejder med skatteborgernes penge. Planlægning er da også en rigtig god måde at arbejde på, hvis man skal løse allerede kendte udfordringer. Men hvis man skal arbejde med et komplekst problem, man ikke forstår, og som kan se helt anderledes ud i morgen, kommer denne tilgang hurtigt til kort – man træffer nemlig de vigtigste beslutninger for projektet på det tidspunkt, hvor man ved mindst om, hvad det egentlig handler om.

Jo mere man forsøger at styre og kontrollere et givet projekt, særligt i dets tidlige faser, jo mindre plads er der til at rumme løbende forandringer og til at lære undervejs i projektforløbet. Der er ikke meget plads til at justere, hvis virkeligheden viser sig at være anderledes end forventet, for planen er allerede lagt, og man skal for alt i verden undgå at forsinke den. Et ”perfekt” planlægningsprojekt kan i princippet planlægges, sættes i gang, gennemføres og evalueres helt uden at have effekt på eller inddrage virkeligheden uden for projektets egen verden. Så selvom mange af disse projekter virker fornuftige på papiret, kan man argumentere for, at det i virkeligheden er hér, skatteborgernes penge bliver spildt.

Vi har altså et plansystem, der er virkeligt godt til at reproducere, men ikke så godt til at udvikle. Med det rationelle planlægningsblik giver det simpelt hen ikke nogen mening at opsøge alternativer til det eksisterende. Vi producerer, transporterer og forbruger på bestemte måder, der gør det vanskeligt at forestille sig, at vores byer kunne se anderledes ud. De måder vi bevæger os, forbruger og lever i byer på, kommer vi til at behandle, som om de er naturgivne og selvfølgelige i stedet for at se dem som midlertidige effekter af tidligere valg – og som praksisser, der kan ændres. Vi glemmer med andre ord at det hele kunne være anderledes – at det ”bare” er noget, vi er blevet enige om, og som kan forandres, hvis vi kan finde på alternative løsninger. Vi glemmer at det er os, der bestemmer, hvordan virkeligheden ser ud.

Ønsk det umulige

På konferencen Exploring Experimental Cities, der blev afholdt i København 21-23. september, diskuterede 150 forskere, embedsmænd, developere og aktivister potentialerne i at supplere byplanlægningen med mere eksperimenterende former for byudvikling. Byeksperimenterne, der blev præsenteret, handlede om udviklingen af alt fra et offentligt rum, til en ny bydel, en service, en institution og et infrastrukturelt system. The Better Block Project hjælper for eksempel lokalsamfund i hele USA med at omdanne deres bydele ved at lave midlertidige cykelstier, caféer og opholdsrum i oversete, triste byrum og parkeringsarealer. I den større skala arbejder project00 i England med at udvikle scenarier for fremtidens byer baseret på blandt andet borgerløn og selvkørende biler.

Eksperimenter kan sandsynliggøre fremtider, som i dag virker urealistiske eller umulige

Eksperimenter er interessante, fordi de gør det muligt at udfordre den entydige, officielt anerkendte fremtid ved at afprøve alternative scenarier. Eksperimenter kan sandsynliggøre fremtider, som i dag virker urealistiske eller umulige, ved at skabe konkrete 1:1 afprøvninger i byen. Den franske byteoretiker Henri Lefebvre siger det så udmærket:

“In order to extend the possible, it is necessary to proclaim and desire the impossible. Action and strategy consists in making possible tomorrow what is impossible today.”

Med inspiration fra pragmatismen kan man sige, at steder eller situationer bliver gjort politiske, når de bliver ”betvivlede” eller åbne for diskussion – og dermed for kontroverser. Planlæggerens rolle bliver dermed at understøtte udforskningen af byens mulige fremtider i stedet for at reproducere faste forestillinger om byens udvikling.

På Aalborg Universitet i København har vi i Center for Design, Innovation og Bæredygtig Omstilling de seneste år arbejdet med den eksperimenterende by og mobilisering af nye netværk. Mobilisering handler om, at de involverede aktører slutter op om en idé eller et projekt og hjælper med at bringe det videre – om det så er politiske dokumenter, blomsterkasser eller containerbiler. Når aktørerne gensidigt påvirker hinanden, er det ikke kun tankegodset eller den konkrete plan, der ændrer sig, men også de indbyrdes relationer. Det fører til idéer, tanker og resultater, som man ellers ikke ville have kunnet tænke sig frem til. Denne type byplanlægning handler ikke bare om at lave et nyt byrum, men også i høj grad om hvem der skal bruge det og hvordan. Det handler ikke bare om at anlægge veje i en ny bydel, men om hvordan de fremtidige beboere overhovedet forstår (og har behov for) mobilitet.

Vi kan ikke rationelt planlægge os til en bæredygtig fremtid. Vi er nødt til at give slip på forestillingen om at kunne vide alt og kunne forudsige fremtiden. I stedet skal vores offentlige systemer blive bedre til at udsætte deres beslutninger for risiko og ”teste dem af på verden” – ikke for at finde en entydig sandhed derude, men for at opdage nye muligheder og alternativer. Det er sådan, vi kan skabe en bæredygtig fremtid for vores byer.

More from Peter Munthe-Kaas

Vi kan ikke planlægge os til en bæredygtig fremtid

Byerne udvikler sig i rivende fart, mens vi sidder fast i et...
Læs mere