Rundt om Matador: I overklassens køkkenkatakomber

Kokkepigen Laura er det faste omdrejningspunkt i huset hos familien Varnæs. Foto: Danmarks Radio.

Matador er et af danskernes helt store samlingspunkter, og serien er fyldt til randen med et fantastisk persongalleri, gode historier, intriger og uafklarede spørgsmål. I køkkenerne og kældrene under de førende familiers huse, finder vi tyendet, de tjenende ånder, der er familiernes grundpille.

”De skulle lære at kende deres plads, Lauritz Jensen. Så har man det bedst!”

Ordene stammer fra Laura, da hun en aften finder det nødvendigt at irettesætte Røde. Selvom både Laura og Røde kommer fra samme samfundslag, har de hver deres syn på tingenes tilstand. Mens Laura er veltilfreds i sin rolle som kokkepige for familien Varnæs, har Røde valgt en anden tilgang. Han er en stolt arbejder, der kæmper for bedre vilkår, ikke bare for sig selv, men for alle proletarer.

Kælderens herskere

Laura står i Matador som det mest trofaste, man næsten kan forestille sig. Som den danske pendant til mrs. Bridges fra den klassiske engelske serie, Herskab & Tjenestefolk, er Laura enevældig hersker i det varnæske køkken. Her har hun sit værelse og sin arbejdsplads, og her skal ingen, og slet ikke frk. Jørgensen, komme at lære hende noget.

Ser man ud over landskabet af tjenende ånder i Korsbæk, er der ingen tvivl om, at Laura er det nagelfaste holdepunkt omkring hvilket verden langsomt begynder at ændre sig, Lauras position går fra en status som enehersker, til bare at være ene og alene i den kælder, hvor hendes liv, pånær en lille afstikker til friheden, både folder sig ud og står i stampe.

Ja, hende spiller de jo ludo om! Hun vil altid være slave!

Og det er ikke bare for selve familien Varnæs, at Laura står som et fast holdepunkt. Fra resten af byens damer, mærker man gennem serien tydeligt, at der er stor respekt for Lauras hengivende trofasthed. For mens konsulens pige vover sig til at tage fri, det skal de jo have, så er der et mylder af mere eller mindre uduelige kokke- og stuepiger ind og ud af byens herskabshuse, hvor selv byrådssekretærens opgivende og ubetalte stuepige render fra pladsen, og efterlader huset i et kaos af rod og skæve billeder.

Nedarvede skæbner

”Ja, hende spiller de jo ludo om! Hun vil altid være slave!” siger Røde harmdirrende om Laura, som han både har opgivet og holder af, mens han forsøger at overbevise Agnes om lyksalighederne ved fagligt fællesskab. Han ser i Laura den nedarvede skæbne, den sociale arv, der hænger som en skygge over den klasse, han selv kommer fra. Dem, der ikke har andet valg, end at finde en plads eller andet sted, for at tjene til livets ophold. Dem, der må henslæbe en tilværelse i et lille værelse i kælderen på Algade, som må slæbe som en hest, og som ikke ejer andet end en kommode eller en reol.

Det nedarvede syn på tyendet kommer til skue,  da Laura skal have sin flidsmedalje. Her får de fine fruer både kaffe, kransekage og vin, mens tyendet må stå i den iskolde entre. Her møder vi den aldrende Oline, som Maudes veninde Anne Grete har arvet fra sine forældre. Tematikken med at tyendet er noget, man arver, noget der tilhører herskabet, ses derimod intet sted tydeligere, end da Gitte Graa foreslår Jørgen og Hans Christian, at de da bare kan spille ludo om Laura, og dermed afgøre, hvem der skal have hende.

Til trods for Lauras harme om Kvindeligt Husarbejderforbund, kan man spørge sig selv, hvad de ville mene om Laura arbejdsforhold i denne situation. Med tanke på, hvordan hun reagerer over frk. Jørgensens indtræden i huset, og hendes irritation over frk. Hollenberg, så er det påfaldende, hvor passiv hun forholder sig til at herskabet spiller om hende. Hun var næppe blevet sendt hjem til Jørgen, havde han vundet, men ikke desto mindre, kan man undre sig over den ro, hun tager situationen med.

Klasseskel

Tyendets rolle i Korsbæk er et billede på selve samfundets udvikling i 1930-40’erne. Mens Agnes går fra stuepige til succesfuld forretningskvinde, så bliver Gudrun en vigtig ansat i Skjerns Magasin, efter at Ingeborg tilbyder hende en vej ud af tjenestelivet. Samtidig med dette falmer glansen andre steder. Familie efter familie går konkurs, med selvmord og tvangsauktioner som resultat. Jørgen Varnæs bliver gal, Brydesø Slot bliver til landbrugsskole og Feddet bliver udstykket i stadig mindre frimærker.

Agnes er i starten af serien Lauras højre hånd i køkkenet hos familien Varnæs. Men hun bryder den sociale arv og bliver senere en succesrig forretningskvinde. Foto: Danmarks Radio.

Også i kælderen kommer de faldne fra middelklassen ned. Den dovne og promiskuøse frk. Hollenberg, der ifølge Maude er af god familie, bliver ansat som barneplejerske i det varnæske hus, og viser med al tydelighed herskabet, at selv god familie ikke er garant for god arbejdskraft, snarere tværtimod tager hun sig mange af de friheder, Agnes og Ester aldrig ville turde drømme om.

Savnet af ordentlig huslig arbejdskraft får også i sidste ende konsulinden til at føre sin ejerfornemmelse over de lavere klasser ud i livet, og ved en henvendelse til Folketinget og Rigsdagen forlange tvungen huslig værnepligt, så arbejderklassen kan tvangsudskrives til at føre hus for overklassen.

Men vi ser også, at den virkelige overklasse i byen, personificeret ved baronessen på Brydesø Slot, har et ganske andet forhold til sit tyende, end de har i byens såkaldt bedre borgerskab. Mens både Maude og Ingeborg går i fruepanik over at eje ens pelse, så viser baronessen sig at have et helt andet tag på situationen. Hun leverer sin all-weather-coat tilbage til Damernes Magasin, fordi hun vil have den en 10’er billigere fra Tøjhuset, ligesom tjenestepigen Lily.

I det hele taget er hun på talefod med Lily, på en måde som man på intet tidspunkt ser hos Varnæs, og kun sjældent hos Skjerns. Baronessen viser, at ægte klasse er ophævelsen af klasseskel, når vi er tæt på hinanden, og at man behandler sine ansatte som ligeværdige. Modsætningen kan eksempelvis ses, da Maude opfatter det nærmest om en hån, at Agnes synes, hendes maleri er pænt. De to scener giver os et skarpt indblik i forskellen mellem klasseskellet hos baronessen og Maude.

Skrevet af
More from Klaus Thodsen

Redaktørens spådom: Green Day til Tinderbox

”Det kan sgu næsten ikke være anderledes,” Cirka sådan sagde jeg til...
Læs mere