Rundt om Matador: De nyrige

Viggo Skjold-Hansen(til højre) har måske nok en veludviklet sans for forretninger, men ikke helt når det kommer til takt og tone. Foto: Danmarks Radio.

”Altså, først var han pantelåner i Valby. Og så var der ejendommene. Ja, han var ikke så tosset.”

Da Emma Gad i 1918 så sig nødsaget til at skrive bogen Takt og Tone, var det som svar på de nyrige gullaschbaroners aparte og vulgære opførsel. De manglede respekt, klasse og, ja, både takt og tone. De smed om sig med penge, og viste der nyfundne rigdom frem med en hidtil uset ødselhed.

Disse mennesker indgår også i persongalleriet i tv-serien Matador. Blandt de nyrige i Korsbæk finder vi en lang række karakterer, der på den ene eller anden måde er steget op gennem sociale lag, og som med al tydelighed ikke stammer fra det bedre borgerskab på samme måde, som familien Varnæs og konsulens, hvis status med al tydelighed er gået i arv fra tidligere generationer.

Whisky fremfor sherry

Læser man Hans Kirks bøger, så møder man flere gange den skiftevis fattige og nyrige Bregentved, der har samlet sig en svimlende formue som gullaschbaron under første verdenskrig. Han er er gået fra at være daglejer til fattig gårdslagter og til rigmand, inden det hele falder sammen om ørene på ham. Han går fra et bette værelse med et papskilt i vinduet, til herrer på eget gods, med egen telefon og endda en dame til at tage den.

Bregentved er på sin vis sammenlignelig med flere af personerne i Matador. Hans historie vækker minder om Agnes, der på relativt få år går fra sit lille kammer under det varnæske hus til forretningsfrue med egen murermesterbue og harem på første sal. Helt så meget på samfundets bund kommer Mads Skjern ikke fra, da vi møder ham første gang, men hans opstigning til toppen er ikke mindre spektakulær af den grund, og ligesom Bregentved er Mads ikke bleg for at skilte med sig rigdom. Kæmpekassen ved fjorden, Ellen til hest og børnene i modeltøj.

Han ydmyger Maude op i hendes åbne ansigt, han hjælper med at slæbe sine egne kunstværker, og taler lige så gerne med Fede som med Varnæs. Og han knalder i flæng med Gitte Graae, fordi han kan.

Men skal ret være ret, er der næppe nogen tvivl om, at den frembusende og ambitiøse familien Skjold-Hansen passer bedst til Emma Gads billede på den irriterende og ukultiverede gullaschbaron. Selvom Viggo Skjold-Hansen i høj grad har bygget sin succes på dygtighed og en næse for gode forretninger, så er han og Musse billedet på de nyrige, der til alle tider er blevet set skævt til. Dem, der ikke forstår de nedarvede regler, og ikke passer ind de finere kredse. Han og Musse kæfter op om upassende ting, de taler med mad i munden, og de foretrækker whisky fremfor Varnæs’ dårlige sherry.

De gør det, der er så typisk for definitionen af den nyrige, netop at gå imod det etablerede og det, der er bestemt som værende rigtigt og godt. Skjold-Hansen vender op og ned på banken, uden at spørge direktøren til råds, han vil selv bestemme, hvad han vil drikke, han vil drive garageanlæg og leje ud til tyskerne, også selvom det skal koste Varnæs den største og smukkeste have i byen.

Vi får aldrig præcist at vide, hvor Viggo kommer fra, men han mener at være flyttet til byen engang i 10’erne. Et bud kunne være, at han lige som Musse stammer fra Valby, sikkert fra en relativt almindelig arbejdsfamilie, og gennem sin dygtighed, og ikke mindst Musses penge, har bygget sig op til at være en stor mand i Korsbæk.

Fordi man kan

I den anden ende af det nyrige spektrum har vi eksempelvis Agnes. Hun har som udgangspunkt ingen ambitioner, og slår først og fremmest sit skilt op i gården, så der ikke er flere af hendes børn, der skal falde i branddammen. Hun har heller ingen egentlig trang til at gå imod strømmen. Hun har, i modsætning til Skjold-Hansen, ikke store armbevægelser og en frembrusende karakter.

Hun opbygger en blomstrende forretning uden at nogen i Korsbæk for alvor bider mærke i det. Hun ansætter stadig flere arbejderkoner, og udvider forretningen løbende, og opdager lige så langsomt, at hun faktisk er i besiddelse af en særdeles god næse for forretninger. Og vigtigst af alt, så er det ikke vigtigt for hende, hvad forretningen består af. Opmaskning eller gamle serveringsbakker, det er sådan set underordnet.

Mads Skjern(til venstre) er ikke bleg for at skilte med sin rigdom og sociale opstigen. I modsætning til Bankdirektør Varnæs. Foto: Danmarks Radio.

Mens Agnes og Skjold-Hansens har hver deres måde at håndtere deres status, er en karakter som kunstneren Ernst Nyborg endnu en figur, der sprænger Emma Gads rammer for, hvordan man kan leve. Her er der igen de store armbevægelser, men i modsætning til både Agnes og Skjold Hansens, så er Nyborg en type, hvor der er helt anderledes højt til loftet.

For mens der holdes på formerne overalt i Korsbæk, og den allestedsnærværende sladder både er noget alle frygter, og alle er klar til at deltage i, er Ernst Nyborg højt hævet over alle disse former for småborgerlighed. Han er en ægte boheme, der lever efter sine egner regler, og decideret har ondt af Maude, der til trods for en status af førende dame i Korsbæk, i Nyborgs øjne er sunket ned i et hul af småborgerlighed. Han ydmyger Maude op i hendes åbne ansigt, han hjælper med at slæbe sine egne kunstværker, og taler lige så gerne med Fede som med Varnæs. Og han knalder i flæng med Gitte Graae, fordi han kan.

Den gode tone

Når alt kommer til alt, så er der dog ingen af de nyrige i Korsbæk, der holder sig mere til Emma Gad end Mads Skjern. Ganske vist skaber han et opgør med den gamle støvede elite i byen, men vender op og ned på den lille by.

Men indenfor væggene, der råder den takt og tone, som Emma Gad var fortaler for. Mads køber fine møbler, der nærmest ligner dem, man finder hos Arnesens. Her bliver lejligheden til gengæld indrettet i bedste funkisstil, så snart Kresten Skjern rykker ind.

Hos Mads bliver der bedt bordbøn, børnene nejer og bukker, når de forlader bordet, og, nå ja, så svinger Mads lidt bestikkelse ud her og der, men på facaden er han, som Røde siger, en kapitalist, der afløser den foregående kapitalist.

 

 

 

 

 

Skrevet af
More from Klaus Thodsen

Helvede tur-retur

”Jeg elsker det! Det er den mindst prætentiøse festival i verden!” siger...
Læs mere