Heartland skaber rum til at være alene med sig selv

I det nye område Conscious Escape havde gæsterne på årets Heartland Festival mulighed for at slappe af i intime rammer. Foto: Sara Amos Pedersen.

Flere festivalgæster er trukket ind i skoven. Jeg sidder på den store tagterrasse, mens andre slænger sig i hængekøjerne mellem træerne. Området er et af Heartland Festivals nye tiltag: Conscious Escape. Her kan man fordybe sig i værker, der belyser teknologier, tanker og teknikker med bæredygtighed som omdrejningspunkt.

Jeg er trukket herind på grund af varmen. Det er nemlig ikke alle dele af festivalpladsen, hvor det er lige nemt at finde skygge, men i skovbrynet er festivalgæsterne garanteret en pause fra solen. Men udover skygge, hvad er det så, de mange besøgende opsøger? En pause alene.

Flere gæster i år

Heartland Festival sætter publikumsrekord igen. I år var der 18.000 deltagere på festivalpladsen omkring Egeskov Slot. Det er en del flere end de to første år, hvor der blev solgt henholdsvis 12.000 og 6.000 billetter.

For at skabe plads til de mange gæster er festivalpladsen vokset. Den store scene er flyttet ud på en mark, så alle kan tage del i de store koncerter, og madscene er opgraderet til at være et af de største områder på Heartland Festival. Det myldrer med mennesker omkring de store koncerter, talks og madevents. Det kan derfor være svært at finde roen til bare at koncentrere sig om det, man er mødt op for at høre.

Ofte opstår fællesskaberne på festivaler, når man drikker øl eller hører musik, men Heartland Festival byder også på andre måder at mødes om et fællesskab.

Derfor er det befriende, at Heartland Festival også inviterer os ind i intime rum, hvor man som publikum kan fokusere på at være alene med sig selv. I Conscious Escape er det magasiner om bæredygtighed og strikketøj, gæsterne omkring mig fordyber sig i. Men andre steder er det refleksioner om kærlighed og mental restitution, vi opsluges af.

Lukke alt støj ude

Et af de steder, der lægger op til koncentration og nærhed er den nye scene Prxjects Stage. Jeg finder en plads i skyggen for at opleve det, der i programmet er beskrevet som et sted, hvor publikum møder kunsten i øjenhøjde. Prxjects Stage er gemt af vejen i en lille slotshave, og den afsidesliggende placering omfavner den intime stemning. Som publikum får man en følelse af, at man kommer helt tæt på de kunstnere og live-samtaler, der gæster haven.

Jeg er mødt op for at høre optagelserne af et afsnit af podcasten Lit Love fra det digitale medie Heartbeats. Det bliver næppe mere intimt, end når værten Marie Louise Tüxen inviterer forfattere ind til en snak om kærlighed. Det er en snak, som hun mener, kræver meget af gæsternes koncentration. Hun ser nemlig podcasten som et format, man ofte hører, når man er alene.

“Man skal finde evnen til at komme ned i gear frem. Når man hører podcasts, gælder det om at sætte en mur op omkring en, så man kan fokusere på bare at lytte. Man er i sit eget rum, hvor man lukker alt støj ude,” forklarer Marie Louise Tüxen.

Ved den nye scene Prxjects Stage kunne man overvære optagelserne af podcasten Lit Love. Foto: Sara Amos Pedersen.

I løbet af den time, som Lit Love varer, er publikum gæster til en samtale, hun kun kan have med sin gæst, fordi rammerne er intime. Det kræver nærhed og tryghed at fortælle om sit forhold til kærlighed. Det er kærlighedslivet med et nyfødt barn og kærligheden i samfundet, der er emnerne for hendes samtale med digter Rolf Sparre Johansen.

Marie Louise Tüxen er selv forfatter og har i debutromanen Jeg ser mig selv som rytmisk skrevet om sine egne erfaringer fra kærlighedslivet. Hun forklarer, at forfattere ikke nødvendigvis ved mere om kærlighed end andre, men at de er gode til at sætte ord på det, de ved.

“Forfattere er gode til at bruge sproget og strække det ud i sin yderste formåen. Jeg skriver også selv bøger, og kan lide at se, hvordan sproget skildrer følelsessystemet. Det falder mig naturligt at skrive følelser og stemninger frem, så man forstår dem bedre,” forklarer Marie Louise Tüxen.

Alenetid giver overskud

Det er ikke kun nye tiltag på Heartland Festival, der tilbyder stille oaser. Siden festivalens første år har yoga været en fast mulighed for en retræte. Undervisningen er spredt ud på tre hold, der alle ligger om formiddagen, inden koncerterne går i gang.

På græsset foran Egeskov Slot lægger jeg mig til rette på et ledigt spot. Vi skifter position, efterhånden som instruktøren guider os gennem yin mind yogaen. Efter blot en enkelt dag med musik, rosé og høj sol bliver jeg ramt af en følelse af, at jeg får den alenetid, jeg ikke vidste, jeg allerede havde behov for.

Øvelserne er af de helt blide slags. Programmet består af længere holdte stillinger, der hovedsageligt foregår på jorden. Der er et særligt meditativt fokus, og det handler om at smidiggøre kroppen og sindet. For de urutinerede kan det være udfordrende at være stille længere tid, men netop det langsomme tempo giver publikum ro til at åbne sanserne indad, forklarer Louise Grønbeck. Hun er til dagligt instruktør hos Vesterbro Yogastudie og underviser i dag på festivalens første yogatime.

Gæsterne på Heartland Festival kunne blandt andet slappe af med yoga. Foto: Sara Amos Pedersen

“Yogaen giver publikum et rum, hvor de tager sig tid til at være alene med sig selv. Når man gør det, så bliver det også nemmere at være sammen med andre mennesker igen bagefter, fordi man giver sig selv en modvægt til de mange sociale oplevelser. Yogaen føles som en lækker treat, der gør, at du har mere at give af bagefter,” siger hun.

Vi er mange, der er mødt op til undervisningen. Lånemåtterne var snuppet, før jeg kom frem til pladsen, og de bagerste rækker kan næppe høre instrukserne. Noget tyder altså på, at jeg langt fra er den eneste, der har opsøgt et fællesskab omkring personlig restitution.

“Ofte opstår fællesskaberne på festivaler, når man drikker øl eller hører musik, men Heartland Festival byder også på andre måder at mødes om et fællesskab. Det særlige ved yoga-fællesskabet er, at det er en måde at få restitueret dig selv,” afslutter Louise Grønbeck.

 

More from Sara Amos Pedersen

Heartland skaber rum til at være alene med sig selv

Flere festivalgæster er trukket ind i skoven. Jeg sidder på den store...
Læs mere