Jacobs Slum

I 1843 skrev den engelske politiker og intellektuelle, Robert Vaughan, bogen “The Age of Great Cities”, hvor han sammenlignede datidens metropoler med fortidens store byer, der alle blegnede noget i sammenligning med 1800-tallets industrialiserede byer. Robert Vaughan skrev:

Vores tidsalder er de store byers tidsalder. Babylon og Theben, Khartago og Rom var alle store byer, men verden har aldrig været så dækket af byer som vores tid, og samfundet har aldrig været så gennemsyret af den ånd, som er så naturlig for byen.

Da dansk-amerikaneren Jacob A. Riis ankom til en af de hurtigtvoksende storbyer, nemlig New York i 1870 mindede hans situation om de mange andre immigranter, der ankom til USA i disse år. Alle stod overfor stor økonomisk usikkerhed. Alle havde problemer med at finde et fast arbejde. Jacob A. Riis havde da heller ikke været i New York ret længe, før han vandrede målløst rundt i New Yorks gader. Ind og ud af den store by. Uden mad og penge. Jacob A. Riis beskriver selv sine tidlige år i New York sådan her:

Jeg tilsluttede mig den store hær af vagabonder, vandrede gaderne om dagen med det ene mål at på den ene eller anden måde at stille den sult, der tærede på mine indre organer, og om natten kæmpede jeg med vagabonderne eller udskuddene, der var lige så miserable som mig selv, for en plads i skraldespandens eller døråbningens beskyttende ly. På trods af min elendighed, var jeg for stolt til at tigge.

Slagsiden af de moderne megabyer, som Robert Vaughan havde hyldet, var de fattige arbejderkvarterer og de fattigste af dem, som fik navnet slummen. Jacob A. Riis kom til at spille en helt afgørende rolle i forhold til den amerikanske variant af storbyens slum. Han fotograferede den og beskrev den i sine mange bøger. Jacob A. Riis’ fotografier udgør nogle af de første og eneste fotografiske dokumenter fra undersiden af den tidlige megaby New York. Her dokumenterer fotografierne livsforholdene hos arbejderne, som levede tæt sammen i mørke boliger. I slummen boede den usynlige halvdel af den amerikanske befolkning. Men storbyslummen og de vidtrækkende, fattige arbejderkvarterer var ikke bare et nyt fænomen i USA – men også i resten af den industrialiserede verden.

Historien om Jacob A. Riis er historien om en lærersøn fra købstaden Ribe, der rejste til USA og blev voksen sammen med den amerikanske by – og byens onde tvilling, der var blevet døbt ‘slummen’. I de næste syv podcasts lader vi Jacob A. Riis føre os igennem New Yorks labyrintiske slum. I fortællingerne om storbyens slums, hvis årsager og konsekvenser for første gang blev kortlagt i disse år, finder vi måske spor af nutidens diskussioner om paraboler og parallelsamfund.

Listen to “Afsnit 1: Fra den nye verden” on Spreaker.

Fra den nye verden

Da Jacob A. Riis blev født i det middelalderlige Ribe i 1849 var han det tredje barn i familien. Hans forældre nåede i alt at få 14 børn, og måske var det trængsel i hjemmet, som fik Jacob A. Riis til at forlade hjemmet allerede som teenager. Han rejste til København, hvor han boede i tre år, og studerede til at blive tømrer; Et karrierevalg, der skuffede hans skolelærer-far, som havde håbet på en mere boglig eller litterær karriere til den unge Jacob. Det var selvom han ikke havde været nogen superstudent. Men måske hans far havde fornemmet det litterære talent, som Jacob A. Riis senere skulle udfolde i sine beskrivelser fra New Yorks slum. Det var et litterært talent, som Jacob selv senere skulle indse. I en af mange dagbogsnoter to år efter, at han var ankommet til USA, kom også han selv til en vis selverkendelse omkring sine evner som tømrer:

Arbejdet er og kan ikke være mit rette Kald, Jeg tror det ikke fordi Jeg er doven og ikke gider; men der rører sig andre Kræfter i mig, der vil til Udbrud, og til Ret, og de bør og skal også trækkes frem i et Land som dette, hvor det er den uforsvarligste Gjerning, at sætte sit Lys under en Skjæppe.

Som 18-årig vendte Jacob A. Riis tilbage til sin fødeby fra det store København. Han forelskede sig i den unge kvinde Elisabeth, og han forsøgte forgæves at lande sig et job som tømrer. Og før vi tager med båden til USA sammen med Jacob A. Riis, så vil jeg dvæle kort ved disse to detaljer: nemlig årene som tømrer i København og så selvfølgelig den skønne Elisabeth. For efter at have læst mig igennem Jacob A. Riis mange dagbøger, artikler og bøger tror jeg, at de rummer to helt afgørende spor til at forstå den unge Jacob A. Riis og til at forstå, hvorfor han tog et skib først til Glasgow og videre med damperen Iowa til USA, og endelig til New York. Og hvordan han forstod den by, som han ankom til. Den første, store by, som teenageren Jacob A. Riis mødte var jo København. I sine tre år i byen var han tømrerlærling ved Julius Andreas Blom. Han var en aktiv del af diskussionen om Københavns sociale problemer, byens fattige. og så var han optaget af filantropiske projekter.

Mange af de ideer, som Jacob A. Riis årtier senere skulle præsentere for amerikanerne, havde alle deres oprindelse i København. En af dem, som var aktiv i den københavnsk fattigdomsdebat, var en ung teolog og fængselspræst, der hed Vilhelm Munck. Vilhelms Muncks argumenter i bogen Om Fattigdommen i Kjøbenhavn fra 1868 minder meget om de argumenter, som Jacob A. Riis skulle fremføre i New York. I bogen opfordrer Munck til at indføre velgørenhedsreformer ved brug af statistikker, analyser, anekdoter og foreskrifter. Og så var Vilhelm Munck meget interesseret i boligmanglen til arbejderklassen, som blev Jacob A. Riis’ hjertesag. Lad os tage et lille uddrag, der viser den måde, som Vilhelm Munck henvendte sig direkte til borgerklassens samvittighed med en bøn om at tage ansvar og hjælpe den store del af befolkningen, der var endt i “en vanskelig Stilling”:

Vi vadske vore Hænder i Uskyldighed, vi have jo et officielt Fattigvæsen og saa – til vor egen Sikkerhed – et godt Politi. Imod en saadan Anskuelse, der minder om en bekjendt tysk Forfatters Ord: Jeg elsker Folket, men jeg rører nødigt ved det, thi det er saa smudsigt, ønsker jeg for mit Vedkommende at reise den bestemte Opposition. Jeg vil slet ikke tale om, at deri indeholdes en bestemt Fornægtelse af al Christendom og af al ægte Humanitet, som aldrig kan glemme ‘den gode Kong Hendriks’ Ord om, at Maalet der skal stræbes efter, er ‘en Høne i hver Mands Gryde om Søndagen’

Da han vendte tilbage fra København som nyuddannet tømrer, var det for at fri til Elisabeth. Men hendes far ville noget andet. Han ejede Ribes eneste dampfabrik og hans hus blev kaldt “paladset”. Han så for sig, at hans datter skulle gifte sig bedre end med en tømrer. Dermed var det også afgjort: Jacob med det knuste hjerte skulle så langt væk fra den nu tabte Elisabeth som overhovedet muligt. Valget faldt på USA. Men før Jacobs afrejse havde Elisabeths mor givet ham et fotografi og en lok af Elisabeths hår med på rejsen. Han modtog begge dele modvilligt. For ideen med at rejse væk var vel netop at glemme hende? Men fotografiet og lokken af hår dukker op igen og igen i hans dagbogsnoter fra de tidlige år i USA. Og en dag i april skrev han sådan her om Elisabeth, der havde drevet ham til USA og nu – fra den anden side af Atlanten – drev ham fremad i dette fremmede land: “For det tror Jeg, og det ved Jeg for vist, at Hendes Navn, Tanken om Hende er en Talisman, en Ledestjerne, der endnu aldrig har ledet mig fejl, – Gud give Jeg altid maatte følge den, saa løber Jeg heller aldrig langt fra vejen.

For det var selvfølgelig alt sammen med en indædt forhåbning om, at Elisabeth, som han skulle komme til at dagdrømme så længselsfuldt om fra den anden side af Atlanten, så ville gifte sig med ham. Hvis han nu skabte sig et navn i den nye verden. Han ankom med dampskibet til Castle Garden, der over en halvtreds år lang periode havde modtaget over 8 millioner mennesker ligesom Jacob A. Riis. Med 40 dollars i lommen, foræret af hans naboer i Ribe, kun lige stået af båden, der havde fragtet ham fra det gamle kontinent – en smuk forårsmorgen – kiggede den 21-årige Jacob A. Riis udover byen og beskrev et syn, der på samme måde må have betaget de mange andre immigranter, som han havde delt båd med: “… og da jeg skuede ud over de milelange lige linjer af gader, Brooklyns grønne højdedrag, og færgernes og lystfartøjernes røre i floden, steg mine forhåbninger om, at der et eller andet sted i denne summende bikube, ville være en plads til mig.”

Til at starte med skulle det ikke gå helt så lyst ud, som Jacob A. Riis stod der og håbede på denne smukke forårsmorgen. De første år var han hjemløs løsarbejder, der vandrede på tværs af New Jersey, New York State og midtvesten. Storbyen, metropolen eller i New Yorks tilfælde The Big Apple tog nemlig sine første, spæde skridt i begyndelse af det 19. århundrede. Ud af den industrielle revolution fra slutningen af det 18. århundrede rejste en ny skabning sig: storbyen. Jernbanen betød, at store industricentre, hvorfra alting nu nemt kunne fragtes ud i resten af landet. Og både landbefolkningen og immigranter begyndte at rejse til byerne med håb om et arbejde og bedre levevilkår. Det var et urbant kraftspring som fandt sted i hele den industrialiserede verden. Byer voksede pludseligt til storbyer i en gigantisk fart. I 1843 skrev den engelske politiker og intellektuelle, Robert Vaughan, bogen “The Age of Great Cities” i 1843, hvor han sammenlignede datidens metropoler med fortidens store byer, der blegnede noget i sammenligning med 1800-tallets industrialiserede byer. Robert Vaughan skrev følgende i introduktionen til ‘Den store bys tidsalder’: “Vores tidsalder er de store byers tidsalder. Babylon og Theben, Khartago og Rom var alle store byer, men verden har aldrig været så dækket af byer som vores tid, og samfundet har aldrig været så gennemsyret af den ånd, som er så naturlig for byen.

Dette skulle også gentage sig på den anden side af Atlanten. I New York City gik det dog lidt langsommere end i den gamle verden. Men også i den yngste af verdens store byer, som Jacob A. Riis kaldte New York, kom overbefolkningen og dens onder. Som Jacob A. Riis skrev i 1890, så skulle civilisationens grådige og selvoptagede fremrykken – ligesom tilfældet var det med Beaver Falls – føre til den samme skæbne for de amerikanske byer, som byerne på det gamle kontinent. Det var i den stadigt voksende storby, New York City, en af byerne i “Verdens vildeste Tummel,” som Jacob A. Riis kaldte USA i en dagbogside fra 17. oktober 1871, at han ankom året tidligere med store forventninger til byen.

Jacob A. Riis havde ikke været i USA ret længe, før han vandrede målløst rundt i New Yorks gader. Ind og ud af den store by. Uden mad og penge: “Jeg tilsluttede mig den store hær af vagabonder, vandrede gaderne om dagen med det ene mål at på den ene eller anden måde at stille den sult, der tærede på mine indre organer, og om natten kæmpede jeg med vagabonderne eller udskuddene, der var lige så miserable som mig selv, for en plads i skraldespandens eller døråbningens beskyttende ly. På trods af min elendighed, var jeg for stolt til at tigge.

Jacob A. Riis’ egen fortælling var et typisk eksempel fra den amerikanske arbejderklasser i 1800-tallets USA. Alle stod overfor stor økonomisk usikkerhed. Alle havde problemer med at finde et fast arbejde. Især efter den økonomiske krise i 1873. Den økonomiske usikkerhed og manglen på boliger i New York kom klarest til udtryk i slummens trange, overbefolkede værelser. For med manglen på boliger var det nødvendigt at bo mange familier i de samme lejligheder og værelser. Jacob A. Riis var en af dem. Men lykken skulle vende en smule for Jacob A. Riis. Han forlod New York og begyndte at arbejde som tømrer. Senere fandt han arbejde som rejsende strygejernssælger. Men en aften i august i byen Alleghany City i Pennsylvania indfandt sig alligevel en velkendt uro hos Jacob A. Riis: “Det er en af mine urolige Aftener i Aften, – saadan nogle som Jeg undertiden maa kjæmpe med alene som heri en fremmed, larmende By uden en eneste Ven eller bare Bekjendt; der er Aftener saa undertiden, da der kommer en saa forunderlig Uro og Længsel over mig; Længsel efter hvad – det er ikke godt at sige, – det hører til den slags Følelser, man ikke kan bekjæmpe, fordi man hverken kan begribe eller forklare deres Væsen”

Det var måske denne uro og længsel der ledte ham tilbage til New York City som 23-årig, hvor han begyndte at studere telegrafi og senere fik sig et arbejde som journalist og nyhedsredaktør. Efter et par års fast løn friede han igen til Elisabeth, hun sagde ja og de giftede. Elisabeth havde godt nok havde været forlovet. Men hendes forlovede var i mellemtiden død af tuberkulose og hun havde accepteret hans frieri i et brev, der en dag lå på bordet på Jacobs kontor. En dag, som Jacob A. Riis beskriver som en af de lykkeligste i sit liv. Jacob og Elisabeth flyttede senere sammen til Brooklyn, hvor han arbejdede som politireporter i slummen. Det var den slum, som Jacob A. Riis næsten femten år senere skulle beskrive i sine mange bøger. Da han havde deserteret vagabondhæren og blevet en kendt journalist, redaktør, slumfotograf, foredragsholder og forfatter. Det første og største af dem “How the Other Half Lives” fra 1890. Det var de værker, som var med til at tegne det moderne New Yorks bykort. Det løftede Jacob A. Riis til en af de største modstandere af en bestemt og berygtet boligblok, der var vokset hastigt frem i det unge New York – lejekasernen. Der på engelsk hedder The Tenement House. Jacob A. Riis stødte ikke på lejekasernen for første gang i New York. Nu bryder vi igen med historiens naturlige gang og vender tilbage til Ribes hedelandskab. Mange år før, Jacob A. Riis ankom med damperen til Castle Garden i New York City. Den purunge Jacob A. Riis så for første gang en lejekaserne i Ribe. Riberhus Slotsbanke rejser sig i baggrunden. En faldefærdig bygning står foran den. Bygningen kaldte de unge “Rag Hall”; et navn, som den ifølge Jacob A. Riis havde gjort sig fortjent til.

“Det var en faldefærdig, toetagers bygning med dovne beboere og pjaltede børn. Når jeg i dag ser tilbage på det, så tror jeg, at det var kontrasten mellem dets trøstesløshed og de grønne bakker og marker, som jeg elskede sådan. Kontrasten mellem dets mørke, menneskelige elendighed og ineffektivitet og mine barndoms drømme om de modige soldater, der havde gjort så stort et indtryk på mig. Jeg tror det, fordi det stadig er sådan. Over lejekasernen, som vi kæmper mod i vores egen by, rejser sig altid i mine tanker markerne, skovene, Guds åbne himmel som en anklager og et vidne om, at Hans tempel bliver besudlet og menneskets krop og sjæl slidt.”

Denne danske udgave af lejekasernen vækkede i den grad den unge Jacob A. Riis’ forargelse. En juleaften tog den tolv- eller trettenårige Jacob også affære. Han havde modtaget en mark i julegave. Han trak sig selv op til lejekasernen og delte marken med de fattigste der – godt nok med et krav om, at pengene skulle bruges til at rengøre stedet og tage sig af de yngste, mest pjaltede børn dér. Denne historie genfortæller Jacob A. Riis i sin selvbiografi – og om det er en lidt krydret genfortælling af begivenhedernes gang, ved jeg ikke. Men fortællingen afslører i hvert fald, at han anså sig selv for at være en godtgører og ven af samfundets fattigste. En streng ven. Og det er en endnu en vigtig detalje til at forstå, hvad der formede Jacob A. Riis’ møde med New Yorks fattigste, der boede i vilkår, der var meget langt fra de vestjyske marker, skove og åbne himmel.

Skrevet af
More from Kasper Jacek

Historiens ‘tabte’ bydele

Pernille Vermunds smilende selfie og historien om den lange række af udforskere,...
Læs mere